Retro hippien, hitsmeden og den musikalske håndværker

Efteråret 1989 bød på en stribe begivenheder med indflydelse på verdenshistoriens fortsatte gang. Også rent musikalsk skete der noget afgørende i min verden, da jeg i en alder af knap 25 år arbejdede på en lokalradiostation i Aabenraa som nyhedsoplæser og vært i en række udsendelser, hvor kæphestene og heltene blev luftet uden smålig skelen til eventuelle lyttertal.

En amerikaner med alsidige evner (sanger, sangskriver, producer, multiinstrumentalist og skuespiller), hvis fulde navn lyder Leonard Albert Kravitz, kendt som Lenny, født den 26. maj 1964 i New York, figurerede jævnligt på mine program playlister. Kravitz er af samme årgang som denne forhenværende og delvist nuværende radio DJ og med hang til de samme genrerpræferencer, skulle det vise sig, da Virgin i starten af september 1989 udsendte hans debutalbum Let Love Rule indspillet med gammelt analogt studiegrej og på ditto instrumenter.

Kravitz tog sig af det meste i den proces (guitar, bas, trommer, keyboards og vokal) tilføjet diverse session musikere. Talentet og den stilistiske spændvidde var enorm, og Let Love Rule vakte ikke uden grund behørig opsigt. Efter debuten fulgte flere helstøbte udgivelser, der cementerede Kravitz´ instrumentelle og kompositoriske færdigheder med udgangspunkt i klassisk psykedelisk rock, soul og funk tilsat et stænk blues og r&b plus en usvigelig sikker sans for at begå nogle solide ørehængere oveni.

Lenny Kravitz blev hurtigt en af retrobølgens konger med fokus på rockens rødder og en stor live attraktion bakket op af albums som Mama Said (1991), Are You Gonna Go My Way (1993) samt Circus (1995). De bød på en lind strøm af hits: Always On The Run, It Ain´t Over´Till It´s Over, Are You Gonna Go My Way, Believe, Rock and Roll Is Dead og Can´t Get You Off My Mind. Senere kom Fly Away (1998), og American Woman (1999) til, der ligeledes klarede sig flot rent kommercielt.

I løbet af 00’erne og 10´erne røg udgivelsestempoet noget ned, samtidig med at albummene varierede en del i kvalitet. Dog er der godbidder at finde på Black and White America (2011), Strut (2014) og Raise Vibration (2018) delvist efter samme opskrift som på de fire førstnævnte trods tomgang og gentagelser, hvor Kravitz’ musiske grundformel presses til det yderste og sine steder mere end rigeligt.

Juni 2004 overværede jeg Lenny Kravitz live i et udsolgt Forum på Frederiksberg som led i The Baptism Tour. I løbet af aftenen stod det hurtigt klart, at tyngden lå i hans sen 80´er og tidlige 90´er repertoire. Bandet spillede tight og med tæft anført af den uundværlige ankermand i Kravitz regi siden Are You Gonna Go My Way pladen, guitaristen Craig Ross, mens hovedpersonen momentvist virkede som en, der måske skulle have taget et sug eller to mindre af de tilbudte joints, før koncerten startede.

Som ekstranummer fik vi næppe overraskende titelnummeret fra Let Love Rule, hvor der gik fællessang, kosmisk kærlighed og ´rør ved hinanden´ stemning i den. Kravitz gjorde sit for at nå i fysisk nærkontakt med publikum dog en anelse for halleluja- og hippieagtigt efter min smag. Lenny Kravitz, som drog på landevejene i 2018-19 med Raise Vibration Tour’en, der besøgte Horsens i slutningen af maj 2019, før Covid-19 satte branchen på stand-by, har desuden markeret sig som flittig studiemusiker og komponist i et utal af sammenhænge.

Blandt andet har Prince (ukrediteret på plade), Mick Jagger, Michael Jackson, David Bowie, Madonna og Sheryl Crow gjort brug af hans ubestridelige håndelag. Kravitz har derudover markeret sig som skuespiller i diverse film- og tv serie roller samt været nomineret til og modtaget en imponerende liste af priser og hædersbevisninger herunder Grammy Awards, Billboard- og MTV Music Awards plus udnævnelser af mere humanitær karakter.

Der skulle gå seks år fra Raise Vibration, før de mange fans hørte nyt på albumfronten fra Lenny Kravitz, hvilket skete den 24. maj to dage før hans 60 års fødselsdag med Blue Electric Light. Tavsheden blev midlertidigt brudt medio oktober 2023 ved hjælp af singleforløberen TK421, en funky og maskinelt stramt spillet sag, som understreger, der stadig er liv i Lenny Kravitz. Atter en single, Human, som forvarsel til det nye album udkom februar i år, og fører bevis for, han ikke har mistet grebet om at byde ind med en melodi, der går durk i pop nervesystemet.

Der er fortsat rigeligt med love, peace and understanding på Blue Electric Light tilsat soul, funk, tunge riffs, enkelte psykedeliske udskejelser og positive vibrations en masse. Kravitz 12. studiealbum føjer ikke væsentlig nyt til den samlede værkfortegnelse, men Paralyzed, albummets foreløbigt tredje single, er en ægte tonser af et rocknummer, og titelsangen er en dybfølt og vellykket hilsen til Prince’ electro-funk periode i starten af 80’erne og smægtende soul- og gospelprægede stil.

Afsmitningen fra manden bag Purple Rain er tydelig det meste af Blue Electric Light igennem, hvilket Kravitz nødvendigvis ej skal lastes for, så længe det ikke udvikler sig til en kunstnerisk spændetrøje. For Kravitz kan selv og en pokkers god sanger og navnlig guitarist, når det virkelig kører for ham. Ifølge promotion interviews givet til amerikansk radio og tv som led i lanceringen af Blue Electric Light, nåede Kravitz at skrive og indspille et utal af numre under Corona lock-down. Der skulle efter sigende være nok til flere albums. De skal være velkomne, holdes niveauet fra tolveren i rækken.