Den furisk franske skønhed

Den engang så feterede og senere berygtede Brigitte Bardot levede frem til sin død den 28. december 2025 et mere eller mindre hemmeligt sted i det sydfranske område. Den tidligere skuespiller, model og sangerinde, der forlod rampelyset for adskillige år siden til fordel for en tilværelse i otium, blev født den 28. september 1934 i Paris. 

Hendes fulde navn lød Brigitte Anne-Marie Bardot, der filmdebuterede i en alder af 24 år i 1952. Efter 16 film var der endelig bid med det erotiske drama Et Dieu créa la femme (Gud skabte kvinden, 1956) instrueret af hendes daværende ægtemand Roger Vadim, hun dannede et celebert og salonfähigt par med i de højere og (populær)kulturelle kredse. 

Filmen gjorde Bardot til et sexsymbol, stilikon og frontløber for en mere frigjort erotisk livsstil, der generelt kom til at præge samfundets normer, mode og kultur fra midten af 60’erne, hvor hun forinden havde toppet som skuespiller i Henri-Georges Clouzots La Verité (Sandheden, 1960), overfor Michel Piccoli, Jack Palance og Fritz Lang i Jean-Luc Godards nybølge hovedværk Le Mépris (Jeg elskede dig i går, 1963) og sammen med Jeanne Moreau i Louis Malles ode til feminisme og emancipation i Viva Maria! (1965).

Brigitte Bardot forlod skuespillerfaget i 1973 og gik i stedet aktivt ind i kampen for beskyttelsen af dyrs rettigheder. Hun trak overskrifter som talskvinde i den nye rolle, og hendes intensive og effektive kampagne mod kommerciel udnyttelse af sælskind i modebranchen endte med at ramme en del grønlandske jægere mærkbart på pengepungen. 

Den strengt katolsk opdragede Bardot, der voksede op i et materielt særdeles velstående hjem, gik til stålet som aktivist og blev rodet ind i flere injuriesager undervejs. Hun etablerede Fondation Brigitte Bardot - FBB i 1986, blev vegetar og indsamlede betydelige beløb til formålet ved blandt andet at sælge ud af sine smykker og personlige ejendele. 

Bardot opponerede mod spisning af hestekød, canadisk sælfangst, drab af delfiner i færøsk område via et direkte brev til Dronnig Margrethe og tyrefægtning i Spanien og Frankrig. Hun støttede Charles de Gaulle præsidentskab i 60’erne og har siden slutningen af 90’erne fremturet med skarp kritik af islam, Frankrigs integrationspolitik og homoseksualitet i almindelighed. 

I sine bøger går Bardot tilsvarende i rette med blandede ægteskaber og kvinders rolle i politik. Heller ikke den tidligere vicepræsidentkandidat  Sarah Palin slap for tiltale og blev stemplet som idiot og en skændsel for sit køn. Den verbalt furiske Bardot endte med at blive tiltagende marginaliseret i den franske offentlighed og frabad sig, at nogen gik i gang med dokumentarfilm om hende, før hun døde. Mon ikke et sådan projekt realiseres i løbet af 2026-27? 

Bardot har en række domme for diskriminerende og racistiske udtalelser på synderegisteret, og den seneste stammede fra november 2021. Rent kunstnerisk bør den franske enfant terrible huskes for sit sensuelle, sørgmodige og elegant svævende spil som Camille Javal i Godards formsprængende og ferme leg med filmkunsten og kærlighedens smerte i Le Mepris tonesat til perfektion af George Delerues elegiske score. 

Ingen af dem er længere iblandt os. Æret være deres og Brigitte Anne-Marie Bardots minde, selv om man egentlig kunne have undt sidstnævnte en mere yndefuld sortie end tilfældet blev stemplet som noget, der mindede om persona non grata i sit hjemland. Glødende engagement har ofte en kostbar pris, Bardot valgte at betale i en højere sags tjeneste.