Ulf Pilgaard er død 83 år
Præstesønnen der kunne være morsom, magtfuld og makaber
Af Thomas Vilhelm
Ulf Pilgaard, født den 15. november 1940 i Skive, død den 28. oktober 2024, havde et stort register at spille på; fra det parodierende og barokt morsomme over magtfuld aktør i politik og erhvervsliv til direkte makabert skræmmende, et imponerende spændingsfelt han mestrede ved hjælp af dynamisk kropssprog, præcis diktion, alvorstunge miner, bistert blik og sprællevende mimik.
Ulf Pilgaards far gjorde tjeneste som i præst i Holme Kirke på Aarhus egnen. Pilgaard gik i skole med filmanmelderen Ole Michelsen, han blev nære venner med. Ulf Pilgaard fulgte i farens fodspor ved at læse teologi på Aarhus Universitet i 1959 og fortsatte studierne i København sammen med Henrik Stangerup og Johannes Møllehave.
Preben Kaas og Henrik Stangerup overtalte Pilgaard til at satse på skuespillerfaget frem for præstegerningen. Allerede under bibelstudierne havde han gjort sig bemærket som morsom mand, hvilket Stig Lommer og Preben Kaas bed mærke i. Pilgaard blev i løbet af 60’erne og starten af 70’erne hyret til Alléscenen, ABC Teatret og Cirkusrevyen.
Fra 1973 til 1985 brillerede Pilgaard i Tivolirevyen og vendte tilbage til Cirkusrevyen i 1986 og fortsatte i teltet på Bakken som et folkeligt populært trækplaster frem til sin sidste sæson i 2021. Indenfor revygenren husker mange hans sammenspil med den noget ældre Dirch Passer, der i Pilgaard fandt en makker, som matchede hans unikke parløb med Kjeld Petersen. Især den latterfremkaldende og sublimt turnerede sketch Stjernetegnene (1970) er værd at fremhæve.
Det samme gælder parodierne på Kirsten Hüttemeier, Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen, Poul Nyrup Rasmussen og Dronning Margrethe. Pilgaard slog desuden i scene- og tv-sammenhænge gækken løs med makkeren Claus Ryskjær ofte på særdeles vovet vis, der fik sarte seere op i det røde felt af forargelse. Pilgaard har ageret en messende Yahya Hassan under digtoplæsninger, der en aften førte til uro i Cirkusrevyen, da hans optræden blev forstyrret af en flok unge af anden etnisk herkomst, der råbte ad ham foran scenen.
Noget mere fredeligt gik det for sig, da Dronning Margrethe samme sted overrakte Pilgaard en gave under hans sidste optræden i september 2021. Han var med fra starten, da DR i midten af 60’erne satsede på satiren i Søndagsjournalen med Holdningsløse Tidende, hvor han optrådte sammen med Lotte Tarp og Bent Schjærff. På tv kunne man se ham i blandt andet Hov-Hov og Uha Uha, og i 2011 stod den på Store Stygge Ulf Show, et samfundsaktuelt satireprogram fra TV 2 Charlie.
Ulf Pilgaard spillede hovedrollen i Giv Gud en chance om søndagen (1970) instrueret af Henrik Stangerup og gør det glimrende overfor Poul Reichhardt og Jens Okking i Esben Høilund Carlsens Nitten røde roser (1974). Inden da sås Pilgaard i rollen som fotograf i den første Olsen Banden film fra 1968. Indsatsen for dansk film må karakteriseres som en broget og blandet landhandel, men han er god som kriminalassistent Rieger i Terror (1977).
I 80’erne stod den på fjollerier i de forglemmelige Walter og Carlo – op på fars hat (1985), Kampen om den røde ko (1987), Elvis Hansen - en samfundshjælper (1988), Den røde tråd (1989) og Walter og Carlo i Amerika (1989) før gennembruddet i Ole Bornedals ferme gyser Nattevagten (1994) som Kriminalinspektør Wörmer, hvor Pilgaard skruer bissen på og farver lærredet rødt i en ren tour de force præstation sjældent set bedre i Danmark.
Han er værd at følge i thriller-serien Dybt vand (1999), instrueret af Ole Bornedal, dogmefilmen Elsker dig for evigt (Susanne Bier, 2002), Per Flys Arven (2003) og i særdeleshed som den konservative top politiker Gunnar Torp i Nikolaj Arcels Kongekabale (2004) baseret på Niels Krause-Kjærs roman af samme navn. Pilgaards entre som erhvervslivets titan Joachim Chrone i Borgen, der presser Birgitte Nyborgs regering under lovgivningsarbejdet, løfter den i forvejen seværdige serie yderligere en tak opad.
Han gentog rollen som Wörmer i Bornedals Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv (2023), hvor den aldrende kommissær 30 år efter etteren ikke er mindre diabolsk som patient i isolationscellen på den psykiatriske adeling i Sct. Hans’ kælder. Fortsættelsen til Nattevagten blev Pilgaards sidste filmrolle, hvor han slutter sin metier med maner. Æret være Ulf Pilgaards minde, en skuespiller og komiker af særligt tilsnit, der blev bedre og bedre ad åre, har vendt sin sidste side i manuskriptbunken.