Aktuelt

Vejle Bibliotek rykker i midlertidige lokaler i efteråret

Inden længe går byggeriet af et nyt bibliotek og kulturhus i gang. Derfor skal vores nuværende bibliotekstilbud rykke i midlertidige lokaler i Farveriet ved Spinderihallerne samt Bryggen, mens en stor del af vores bøger og andre materialer opbevares på vores nye fjernlager i Vinding fra efteråret.

Af Mette Strømgaard Dalby

I forbindelse med flytningen af biblioteket er følgende pressemeddelelse sendt ud: 

Nyt bibliotek og kulturhus

Om cirka to år står et nyt bibliotek og kulturhus klar på Willy Sørensens Plads. Inden da flytter det nuværende bibliotek i midlertidige lokaler i Farveriet ved Spinderihallerne og på 1. sal i Bryggen, mens der bliver fjernlager i Vinding. Om det siger Bibliotekschef Mette Strømgaard Dalby:

-  Det er lykkes os at finde to centrale placeringer til det midlertidige bibliotek, og det er vi glade for. Det betyder nemlig, at borgerne fortsat vil kunne hente og aflevere bøger og andre materialer og deltage i bibliotekets mange kulturarrangementer, mens det nye bibliotek og kulturhus bliver bygget.

Hun uddyber i den forbindelse:

-  Vi ser virkelig frem til det nye bibliotek og kulturhus. Inden da vil vi med de to midlertidige lokationer gøre alt, hvad vi kan for at lave det bedst mulige bibliotek i de midlertidige rammer og bruge de muligheder, som lokationerne giver os, for at nå nye målgrupper. På den måde vil vi fortsætte vores udvikling mod fremtiden i det nye bibliotek og kulturhus.

Det nuværende bibliotek tømmes, forventeligt, inden 1. november, så byggeriet af det nye bibliotek og kulturhus kan gå i gang.

 

Børnebibliotek i Bryggen

Lokalerne i Bryggen dedikeres til børnebibliotek. Her vil børn og deres familier kunne gå på opdagelse i et børnebibliotek med masser af spændende bøger og andre materialer, deltage i aktiviteter og arrangementer og møde bibliotekets børneformidlere. Der vil også være mulighed for at hente reserveringer og aflevere bøger. Åbningstiden med betjening udvides desuden med nogle timer om søndagen.

Voksne og unge i Farveriet

I Farveriet ved Spinderihallerne vil unge og voksne især kunne finde bøger og andre materialer til denne målgruppe. Her kan de hente, låne og aflevere, printe og kopiere, holde møder og deltage i forfatterarrangementer med mere - ligesom i det nuværende tilbud. 

Fjernlager i Vinding

I Vinding vil biblioteket have fjernlager. Disse lokaler er ikke åbne for borgere, fordi det er her, at bøger bliver sorteret og fordelt, så der løbende kommer nye på hylderne, og bestillinger kan findes frem og leveres til de enkelte lokationer hurtigst muligt.

 

Løbende orientering om midlertidigt bibliotek

Vi vil løbende orientere om flytningen og det midlertidigt bibliotek på vores hjemmeside. Vi opdaterer hjemmesiden, så snart vi kender svaret på spørgsmål om f.eks. reserveringssteder, arrangementer, åbningstider m.m.