Digitalt

Velkommen hjem, Andreas Mogensen

Vi har været på jagt i det digitale artikelarkiv Digital Artikelservice efter oplysende, videnskabelige og (lidt for) fantastiske artikler med rumfart som omdrejningspunkt.

Af Jonathan Heldorf Wilmann

Få ting har pirret den menneskelige nysgerrighed og forestillingsevne som universet. Til alle tider har vi kigget op og tænkt, hvad… dælen er der derude, hvorfor er det der, og hvordan kan vi blive klogere?

I et halvt år har Andreas Mogensen nu ledet den internationale rumstation med spændende forskning, og i to år har vi kunnet få fabelagtige billeder fra det hyper avancerede James Webb-teleskop, der i skrivende stund har bevæget sig mere end 1,6 millioner kilometer væk fra jorden.

Derfor er det ikke overraskende, at mange i øjeblikket synes, at universet er ekstra spændende.

Vi har været på jagt i det digitale artikelarkiv Digital Artikelservice efter oplysende, videnskabelige og (lidt for) fantastiske artikler med rumfart som omdrejningspunkt.

Et af de mest diskuterede spørgsmål i nyere tid deler titel med denne højst interessante artikel, der kan give nye perspektiver: "Hvorfor bliver der egentlig forsket så meget i rummet, når vi har så mange problemer her på jorden?"

Det korte svar, artiklen giver, er, at du og jeg og alle andre bruger "rumfartsteknologi" dagligt – måske uden at vide det. Vidste du måske, at når du køber modermælkserstatning, har NASA ganske givet haft en finger med i spillet? Eller at vi ikke ville vide, at grundvandsreserverne i Indien er ved at slippe op, hvis ikke vi havde rumfartsteknologi? For slet ikke at nævne vores globale udfordringer med CO2… Desuden ville ikke en eneste af dine apps på din smartphone sandsynligvis virke uden rumfartsteknologi. Det er artiklens hovedbudskab. Stof til eftertanke.

Anderledes spekulerende er denne højst underholdende artikel "De kom fra stjernerne" fra Familiejournalen år 1970, hvor den anerkendte russiske astronom Josef Sjklovskij's vilde teori om, at Mars' to måner Phobos og Deimos i virkeligheden er satellitter fra nogle rumvæsner, får spalteplads. Teorien blev taget nogenlunde alvorligt i en årrække, da man ikke umiddelbart kunne modbevise den. Bedøm selv, hvor overbevisende, du synes, Josef Sjklovskij er.

I den helt anden ende af spektret kan du også finde læsestof, der muligvis kræver et forudgående kendskab til terminologien indenfor kemi og fysik, men som ikke desto mindre giver nogle ganske interessante informationer om, hvordan James Webb-teleskopet fungerer og giver os en bedre forståelse af universets opbygning, sammensætning og begyndelse. Artiklen hedder "Jagten på de første galakser" og er udgivet af Dansk Fysisk Selskab.

Vil du gerne vide mere om, hvad fremtiden har at byde på, kan du på vores digitale platform Ebsco Explora finde artiklen The Future of Manned Space Travel udgivet tidsskriftet Military & Aerospace Electronics i 2023.

Du kan finde et væld af artikler om rumfart og universet – eller alt muligt andet, der måtte interessere dig – på Digital Artikelservice.