Thomas Mann 150 år

Thomas Mann (1875-1955) er en af ​​de vigtigste forfattere i det 20. århundrede.

Ældre læsere (og yngre?) vil måske kunne huske hans novelle 'Tonio Kröger' som en del af undervisningsmaterialet fra gymnasietiden. Den poetiske volumen viste sig her allerede klart fra allerførste afsnit:

"Die Wintersonne stand nur als armer Schein, milchig und matt hinter Wolkenschichten über der engen Stadt. Naß und zugig war's in den giebeligen Gassen, und manchmal fiel eine Art von weichem Hagel, nicht Eis, nicht Schnee."

Med sine romaner, noveller og essays havde Thomas Mann ikke blot en varig indflydelse på tysk litteratur, han blev også en verdenskendt stemme. Hans værker, herunder 'Tonio Kröger', 'Huset Buddenbrook', 'Troldfjeldet', 4-binds værket 'Josef og hans brødre' og 'Doktor Faustus', er blevet oversat til næsten 40 sprog og solgt i millioner af eksemplarer. De kombinerer en præcis social analyse med filosofisk dybde, subtil ironi og en kompleks skrivestil.  I 1929 modtog Mann da også Nobelprisen i litteratur, primært for 'Huset Buddenbrook'.

Han voksede op i en velhavende købmandsfamilie i Lübeck. Faderens død i 1891 og den efterfølgende likvidation af ​​familiefirmaet, er tydeligvis baggrunden for en af Manns mest succesfulde romaner, 'Huset Buddenbrook' fra 1901, der med et slag gjorde ham verdensberømt. I bogen fortælles en tilsvarende historie om en velhavende familie i Lübeck, hvis succes og rigdom konstant falder og familien til sidst fuldstændigt forsvinder fra det lübeckske borgerskab.

Det er ikke den eneste værk i forfatterskabet med selvbiografisk baggrund. Novellen 'Tonio Kröger' fra 1903 handler i høj grad om den unge Manns egen splittelse mellem at være kunstner eller borger. Udelukkelse fra almindelige borgeres verden er smertefuldt for kunstneren, men samtidig er det forudsætningen for hans litterære arbejde. Akkurat som det var for Thomas Mann.

I 1904, året efter 'Tonio Kröger', møder Mann Katia Pringsheim, som han senere gifter sig med, endskønt han tidligere primært har haft forhold til mænd, og de får seks børn. I 1912 bliver Pringsheim mistænkt for at have tuberkulose, og lægerne sender hende derfor til et sanatorium i Davos i de schweiziske alper. Besøgene hos hende giver ham senere ideen til sin anden store roman, "Trolddomsbjerget" fra 1924, som foregår på et sanatorium.

'Døden i Venedig'  fra 1912 er tilsvarende skrevet med reference både til hans ophold i Italien og især hans - i tiden problematiske - egen homoseksualitet. Værket handler om (den fiktive) kunstner Gustav Aschenbach, der forelsker sig i en polsk dreng under et ophold i Venedig, og derved langsomt får nedbrudt sin selvdisciplin og værdighed. Værket blev i 1971 filmatiseret af Tony Visconti, og filmen opnåede kultstatus.

Selvom han længe betragtede sig selv som politisk konservativ, blev Thomas Mann en forkæmper for demokrati under Weimarrepublikken. Da nazisterne tog magten i 1933, blev han tvunget til at forlade Tyskland. Hans første stop var Schweiz, og senere flyttede han til USA, hvor han fik amerikansk statsborgerskab og aktivt førte kampagne mod naziregimet. Hans radiotaler med titlen "Deutsche Hörer!” var rettet til den tyske befolkning og opfordrede dem åbent til at modstå Hitler. ”Wo ich bin, ist Deutschland“ sagde han om sin rolle i eksil. Efter krigen vendte han tilbage til Europa, boede primært i Schweiz og døde der den 12. august 1955. 
Mann-familien udviklede sig gennem årtierne til en slags intellektuelt dynasti, bl.a. med børnene Klaus og Erika Mann, der selv blev succesfulde forfattere, var dette dog ikke uden sin andel af menneskelige tragedier: Klaus Mann kæmpede med depression og tog sit eget liv i 1949. Den yngste søn, komponisten Michael Mann, begik også selvmord i 1977. Flere a de andre familiemedlemmer led også af psykiske problemer.