Begavet kreatør og crooner med format

Elegantier, velklædt laps, erfaren verdensmand, kvindebedårer, sangskriver og selvbevidst stilikon med en kunstnerisk og intellektuel referenceramme af betydeligt omfang. Disse adjektiver og prædikater er møntet på den ærkebritiske vokalist, keyboard- og mundharpespiller og frontman i Roxy Music, Bryan Ferry (født den 26. september 1945 i Tyne and Wear, England), der var med til at grundlægge dette stilskabende band i 1970. 

Art rock, glam rock og senere mere dansevenlig poprock kombineret med elektroniske eksperimenter, avantgarde, sans for mode, outreret påklædning, moderne kunst, glamourøse pladeomslag prydet af mere eller mindre afklædte modeller samt generel visuel iscenesættelse giver et nogenlunde dækkende billede af, hvad Roxy Music stod for tonalt og imagemæssigt. 

Debuten med ‘Roxy Music‘ (1972) og singlen ‘Virginia Plane’ varslede nye tider og klange ikke kun på den engelske musikscene. Indtil 1973 var keyboardtroldmanden Brian Eno en del af gruppen og tilføjede lydbilledet adskillige elektroniske nyskabelser, hvorefter han besluttede sig for at etablere sig som soloartist og producer for navne som David Bowie og U2.

Kernen i Roxy Music, der udover Bryan Ferry talte saxofonisten Andy Mackay, trommeslageren Paul Thompson og guitaristen Phil Manzanera, fortsatte ufortrødent frem mod 1982, hvor bandet blev opløst efter udgivelsen af deres til dato mest succesfulde album ‘Avalon’. Inden da havde gruppen markeret sig med en række albums og sange, der især klarede sig flot på det europæiske marked, mens det krævede mere benarbejde i USA. 

Her kan nævnes ‘For Your Pleasure’ (1973), ‘Siren’ (1975), ‘Manifesto’ (1979) og ‘Flesh + Blood’ (1980), der bød på singlehits som ‘Do The Strand’, ‘Love Is The Drug’, ‘Angel Eyes’, ‘Dance Away’, ‘Oh Yeah’ og ‘Over You’. Ferry udgav sit første soloalbum i 1973, ‘These Foolish Things’, og markerede sig som en dygtig og personlig fortolker af andres materiale, mens hans egne kompositioner hovedsagelig blev brugt i Roxy Music.

Dette ændrede sig efter bandets opbrud, og i 1985 viste Ferry med ‘Boys and Girls’, at det ligeledes faldt ham let at skrive popsucceser i eget navn, hvilket ‘Slave To Love’ og ‘Don't Stop The Dance’ satte en tyk streg under. Dernæst fulgte 'Bête Noire' (1987), 'Taxi' (1993) og 'Mamouna' (1994) I 1999 excellerede han i jazzstandards og evergreens på ‘As Time Goes By’, og versionerne af diverse Bob Dylan klassikere på ‘Dylanesque’ (2006) er bestemt også et lyt værd.

I 2012 og 2018 producerede han plader med sit eget The Bryan Ferry Orchestra, der i bedste 20'er jazzstil omarrangerede Roxy Music og Bryan Ferry-numre, så de lød som skrevet i en helt anden æra. Den første er rent instrumental og bar titlen 'The Jazz Age', mens den anden, 'Bitter-Sweet', indeholder en række sange, der ligeledes figurerer på soundtracket til den glimrende tyske serie 'Babylon Berlin', hvor Ferry i enkelte scener optræder som forførende crooner foran et stort orkester. 

Mellem de to jazzekskursioner udkom det 15. studiealbum 'Avonmore' (2014) præget af Ferrys velkendte sound gennemført til mindste detalje. AllMusic anmelderen Stephen Thomas Erlewine anførte; ‘this is Ferry's prime, a moment when his legacy was intact but yet to be preserved in amber.’ PopMatters’ John Paul skrev: 

‘The album functions as a well-deserved victory lap for both Ferry and those he's assembled, triumphantly returning to relevance and reminding listeners he's been doing this since the '70s. It's just taken this long for the mainstream to catch up with where he's been all along.’ 

17. juni 2018 oplevede jeg Bryan Ferry i Roskilde Kongrescenter. Hans band talte som ekstra bonus den storartede guitarist Chris Spedding, en sand sessionveteran der har spillet med et utal af navne. Med lige dele kølig distance, professionalisme og veloplagt indlevelse bød Ferry og holdet op til nostalgisk hitkaravane tilsat enkelte overraskelser: Fra Roxy Music-klassikere over solokarriere-highlights til fortolkninger af Rodgers & Hart (‘Where or When’) og John Lennon (‘Jealous Guy’). Desuden fløjter Mr. Ferry ualmindelig rent og melodisk.

Det oprindelige Roxy Music line-up minus Eno og Thompson samledes den 29. marts 2019 for at spille nogle af deres gyldne træffere i anledning af, orkesteret skulle indlemmes i The Rock'n'Roll Hall of Fame. Talen under ceremonien stod Simon Le Bon og Roger Taylor fra Duran Duran for. Marts 2025 lod Bryan Ferry høre fra sig med spoken word udgivelsen Loose Talk, om hvilket man i The Guardian kunne læse følgende beskrivelse: 

‘Happily, the music on Loose Talk has value beyond a guessing game for Roxy/Ferry nuts. The album is a collaboration with visual artist and writer Amelia Barratt after they apparently met at a gallery opening. She provides texts and narration, in a cool, unemotional RP voice.’ 

Roxy Music og Bryan Ferry har påvirket en del artister indenfor punk, new wave, elektronisk musik og 80'er pop. Blandt dem finder man Sex Pistols, Talking Heads, U2, Madness, Chic og ikke mindst Duran Duran. Indtil midten af 70'erne stod Roxy Music for noget af det mest originale, moderne og vilde, man hidtil havde set live og hørt på vinyl. Ingen lød kort sagt som dem. Bryan Ferry er en mand med historie, stil og stjernedrys. Jeg er udpræget fan.