The Belfast Blues Cowboy

Sangeren og sangskriveren Van Morrison, kendt verden over som ‘Van The Man’ er stadig aktiv på scenen. George Ivan Morrison blev født den 31. august 1945 i Bloomfield nær Belfast. Morrison kan kalde sig Sir som tak for indsatsen, han har ydet til fremme af nordirsk kultur og turisme ved hjælp af sin musik samt omfattende turnévirksomhed gennem mere end 60 år først som del af Them og efterfølgende i eget navn. 

Morrisons koncerter når på en god dag det sublimt sjælfulde, selv om han ligeledes kan virke stædig, sur og svær at gøre tilpas. Det kunne denne signatur konstatere på første række nær scenen under Midtfyns-festivalen den 2. juli 1988, hvor hovedpersonen både skældte korpigerne ud for dernæst at oplade sin karakteristiske r&b farvede røst, der vibrerede af nerve, indlevelse og sitrende nærvær. 

Nordireren, der håndterer såvel guitar, saxofon, mundharpe som trommer og keyboards, har klare rødder i soul, folk, jazz, blues, skiffle, gospel og Americana. Tekstmæssigt kredser han i de længere sange om spiritualitet, tro og naturens healende kraft. Med disse ingredienser som bærende elementer har Morrison i ord og toner skabt sin egen stil, der er blevet beskrevet som ‘Celtic Soul’, hvilket er ganske dækkende for hans musikalske udtryk. 

Blot 15 år gammel forlod Morrison den lokale folkeskole uden papirer på færdigheder af nogen art. Som teenager vokset op i et typisk arbejderklassehjem lærte han værdien af at kunne klare sig selv ved at knokle for pengene blandt andet som vinduespudser beskrevet i sangen ‘Cleaning Windows’. Musikken tog dog hurtigt over, og Morrison rejste Europa rundt med et irsk showband, før han i 1964 blev en del af Them. 

Decca Records skrev kontrakt med Them, der især takket være Morrisons stemmebånd fik hits med ‘Baby, Please Don't Go’ (1964), ‘Here Comes the Night’ (1965) og med B-siden til ‘Baby, Please Don't Go’, garage band klassikeren ‘Gloria’ skrevet af Morrison. Bert Berns, Thems producer, overbeviste i 1967 Morrison om at drage til USA for at prøve lykken som soloartist. 

Singlen ‘Brown Eyed Girl’ hittede stort, hvorpå Morrison rendte ind i kontraktmæssige problemer, der fandt en løsning, da han indgik en aftale med Warner Bros., som udsendte det første mesterværk ‘Astral Weeks’ i slutningen af 1968, et dristigt sats i spændingsfeltet mellem jazz og folk tilsat ordrigt dvælende lyrik. I 1970 cementerede Morrison sin position som unik sanger og sangskriver med det mere konventionelle udspil ‘Moondance’.

Derefter blev der sat trumf på med albums som ‘His Band and The Street Choir’ (1970), det meditativt klingende ‘Saint Dominic’s Preview’ (1972), det dobbelte live album ‘It’s Too Late To Stop Now’ (1974) og ‘Into The Music’ (1979). 1980 bosatte Morrison sig i en lejlighed på fjerde sal uden elevator i Vanløse med sin danske kæreste Ulla Munch og residerede der frem til 1983. 

De år i hans liv berøres i den smukke ballade ‘Vanlose Stairway’ inkluderet på et af de mest helstøbte albums fra perioden, ‘Beautiful Vision’ (1982). Samme år optrådte Morrison under den 10. Rockpalast nat fra Grugahalle i Essen. Jeg var 17 år, plaget af akne og hengiven Van The Man discipel. 

I 1989 udkom ‘Avalon Sunset’ kendt for ‘Have I Told You Lately’, en øm og dybfølt hyldest til kærlighedens inderste væsen. Det følgende årti bød på flere stærke skud: ‘Enlightenment’ (1990), ‘Hymns To The Silence’ (1991), ‘Days Like This’ (1995) og ‘The Healing Game’ (1997) alle habile indsatser, der fortjener jævnlige genlyt. Nullerne endte som en noget blandet landhandel, men Morrison kom stærkt igen med ‘Born To Sing: No Plan B’ (2012), ‘Duets: Reworking The Catalouge’ (2015) og ‘The Prophet Speaks’ i 2018. 

Under Covid-19 pandemien efteråret 2020 kritiserede Morrison de indførte restriktioner især dem med social afstand ledsaget af slagord som ‘fight pseudo-science’ og ‘taking our freedom’ og sange, der tog emnerne op. Den nordirske sundhedsminister Robin Swann betegnede sangene som direkte farlige og sagsøgte i 2021 Morrison for en række udsagn mod sin person, han hævdede var direkte æreskrænkende. Morrison slæbte året efter ministeren i retten for nogle af hans udtalelser i Rolling Stone, og hele hurlumhejet endte med et hemmeligholdt forlig parterne imellem. 

De ophidsede gemytter forhindrede imidlertid ikke den fortsatte udgivelsesstrøm, hvilket 'Latest Record Project, Volume 1' (2021), 'What's It Gonna Take?' (2022), 'Moving on Skiffle' og 'Accentuate the Positive' begge 2023 fører bevis for med lige dele fortolkninger af andres sange og nyskrevet materiale. Van Morrison lod senest høre fra sig sommeren 2025 med det 47. studiealbum 'Remembering Now', der udelukkende består af egne numre. Singlen derfra, Down to Joy, kunne allerede høres på lydsporet til Kenneth Branaghs yderst seværdige og syvdobbelt Oscar-nominerede film 'Belfast' (2021). En af nomineringerne gik til Morrisons bidrag i kategorien Best Original Song. 

Cliff Richard, Georgie Fame, The Chieftains’, John Lee Hooker, Jimmy Witherspoon, Tom Jones, Ray Charles, Lonnie Donegan, Chris Barber, The Band, Roger Waters, Steve Winwood, Jools Holland og Linda Gail Lewis tæller blandt de bands og solister, Morrison har optrådt, indspillet og sunget duet med. Han definerer sig selv som soulsanger trods de utallige genrerkombinationer, han ufortrødent har kastet sig over gennem den lange karriere. 

Som vokalist, lyriker og komponist har Van Morrison påvirket en lang række store navne. Her kan nævnes: Bruce Springsteen, Elvis Costello, Bono, Hothouse Flowers, Joan Armatrading, Nick Cave, Rod Stewart, Elton John, Ricky Lee Jones, Sinead O’Conner, Phil Lynott og Dexy’s Midnight Runners. Flere af dem har ligeledes prøvet kræfter med hans sange. 

Van The Man, The Belfast Blues Cowboy og The Master of Celtic Soul er en kantet, ofte knarvorn og kompromisløs kunstner af sjælden støbning og karat, der har vakt betydelig opsigt, når han uden omsvøb har udbasuneret sine holdninger til sociale og politiske forhold som under Covid-19 årene.