Bent Fabricius-Bjerre 100 år

Pianisten, komponisten og forretningsmanden Bent Fabricius-Bjerres karriere strakte sig over ni årtier siden 1938. Han blev født den 7. december 1924 i Frederiksberg og døde den 28. juli 2020 i en alder af 95 år efter kort tids sygdom med leukæmi. Genremæssigt spændte Fabricius-Bjerre vidt; fra pop, jazz og klassisk præget partiturmusik til filmsoundtracks og tv serier.

Især Matador temaet har sammen med kendingen til Olsen Banden sikret Fabricius-Bjerre en folkelig status og genkendelighed af unik karakter i dansk musikliv, hvilket hans optræden og signaturmelodie brugt i Klovn - The Movie (2010) og Klovn Forever (2015) kun yderligere satte en tyk streg under. Fabricius-Bjerre etablerede pladeselskabet Metronome i 1950, der senere gik ind i filmproduktion og blev videresolgt 1997.

1962 modtog han som en af få danskere en amerikansk Grammy for Alley Cat i kategorien Bedste Rock and Roll indspilning fulgt op af et album af samme navn. Melodien blev oprindelig anvendt som vignet i programserien Omkring et flygel med ham selv som vært. Det internationale hit eventyr i starten af 60’erne lanceredes under navnet Bent Fabric, et alias der blev genbrugt i 2004, da albummet Juxebox udkom produceret og skrevet af blandt andre Infernal og Remee.

Titelnummeret sunget af Allan Vegenfeldt fra The Sandmen nåede højt på Dance hitlisterne i USA to år senere, hvor det lokkede mange amerikanere ud på dansegulvene. Fabricius-Bjerres metier som komponist af spillefilm startede i 1958 og varede til 2019, hvor den del af karrieren sluttede med Kollision.

Ydermere blev det til tonesætninger af en lang række dokumentar- og kortfilm fra 1938 og flere årtier frem. Han nåede at levere scores til mere end 40 film. Især Erik Balling, der blev født samme år som Fabricius-Bjerre og døde 81 år gammel i 2005, nød godt af hans talenter inden for det felt.

Sommeren 2004 fik jeg en interview aftale i stand med Bent Fabricius-Bjerre til brug for min forfatterdebut Det visuelle øre - filmmusikkens historie (Systime, 2005). Vi hyggede os under seancen, der strakte sig over flere timer i hans kontor i Nyhavn. Fabricius-Bjerre viste sig som en generøs og charmerende vært, og jeg forlod Nyhavn domicilet med hans selvbiografi i signeret form samt tilladelsen til kvit og frit at bruge et uddrag af melodistemmen og harmonierne fra Olsen Banden kendingen i bogen. Bent Fabricius-Bjerre om samarbejdet med Erik Balling:

‘Vi ser ofte, at instruktøren bruger den samme komponist, fordi denne forstår instruktøren. Når Erik Balling sagde banjo, mente han en guitar. Han sagde altid fløjte i stedet for klarinet. Han havde sin egen måde at forklare tingene på. Det er vigtigt at forstå hans intentioner, for det er instruktøren, der bestemmer suverænt, hvilken musik der skal på, og hvor den skal på.’

Balling lod komponisten læse manuskriptet og spurgte ofte efter noget musik undervejs. Fabricius-Bjerre anvendte stopur og trænede sig op til at ramme indsatspunkterne med et halvt sekunds nøjagtighed, så man undgik at ryge ind i det efterfølgende billede.

Nogle gennemgående temaer blev komponeret i forvejen, som eksempelvis det til Olsen Banden. Fabricius-Bjerre forsøgte sig med en ragtime for klaver, men det brød Balling sig ikke om. Det var for firkantet til de tre nye ‘helte’. Deres ledemotiv skulle være mere ‘flosset i kanten’.

Papa Bue's Viking Jazz Band blev valgt til indspilningen af musikken og modtog materialet på bånd, da det kneb med nodelæsningen. I alt 14 gange mellem 1968-98 nåede danskerne at opleve de tre småforbrydere snige sig af sted til tonerne af deres populære signaturmusik.

Nummer otte i rækken, Olsen Banden ser rødt (1976), er særlig kendt for scenen med opførelsen af Elverhøj i Det Kongelige Teater. Selvom nationalklenodiet er komponeret af Frederik Kuhlau, fik Fabricius-Bjerre alligevel mulighed for at sætte sit stempel på værket. Det var nødvendigt at ændre i original partituret, så musikkens klimaks passede til handlingen. Musikerne i kapellet bemærkede intet, og skuespillerne timede deres bevægelser ved hjælp af en særlig klaverudgave.

I de mest travle perioder med op til tre film på et år, havde Fabricius-Bjerre folk til at orkestrere for sig, men gjorde det gerne selv, hvis tiden muliggjorde det. Musicals som Forelsket i København (1960) og Jeg er s'gu min egen (1967) fik det store udtræk med Ib Glindemanns bigband og Radiounderholdningsorkesteret. Ballings holdning lød ‘alt til sin tid’, og hans faste tonemand leverede varen hver gang. Æret være Bent Fabricius Bjerres minde.