Big boss lady of the blues

Den klassiske bluesmusik med særlig vægt på Robert Johnsons Deltablues variant har været en rød tråd gennem Bonnie Raitts mere end 50 år lange karriere, der imidlertid har båret præg af en del ujævnheder siden pladedebuten i 1971. Bonnie Lynn Raitt er født den 8. november 1949 i Burbank, Californien. Hun er af skotsk oprindelse, og faren arbejdede som skuespiller indenfor teater- og musicalgenrerne. Moren spillede klaver, og efter Bonnie Raitt havde forsøgt sig med det instrument, faldt valget på guitaren.

Raitt lod sig inspirere af folk bølgen i 50’erne og Beat-generationens litteratur. ‘It represented my whole belief [...] I'd grow my hair real long so I looked like a beatnik’, har hun fortalt i et interview. ‘That was my saving grace. I just sat in my room and played my guitar,’ lyder Raitts forklaring på, hvordan hun fortrængte teenageårenes vægtproblemer og fregnede ydre. Raitt læste afrikanske studier på Harvard University og blev derigennem politisk bevidst: ‘My plan was to travel to Tanzania, where President Julius Nyerere was creating a government based on democracy and socialism.’

Bonnie Raitts første albumudspil fra 1971, der blot bar hendes navn, modtog glimrende anmeldelser, der ikke stod mål med salget, hvilket ligeledes gjaldt efterfølgerne Give It Up (1972), Takin' My Time (1973), Streetlights (1974). Bøtten begyndte at vende med Sweet Forgiveness (1977), mens den mere kommercielle satsning Green Light (1982) atter skuffede på bundlinjen. I 1985 medvirkede Raitt på Sun City nummeret skrevet af Little Steven og markedsført som Artists United Against Apartheid, hvor et større felt af toneangivende kunstnere markerede deres afstandtagen til det daværende styre i Sydafrika.

Som sessionmusiker og gæst har Bonnie Raitt gjort sig gældende hos blandt andet Warren Zevon, Little Feat, John Lee Hooker, Jackson Browne, The Pointer Sisters, John Prine, Leon Russell, The Chieftains, Roy Orbison og kan desuden høres med enkeltbidrag på diverse soundtracks.

I 70’erne og 80’erne kæmpede Raitt med personlige, professionelle og pengemæssige problemer herunder et stigende alkoholforbrug, indtil karrieren på nær mirakuløs vis tog et tigerspring fra 1989 til 1994. Den periode kastede tre fremragende albums af sig produceret i samarbejde med Don Was, Nick of Time (1989), Luck of The Draw (1991) og Longing In Their Hearts (1994), der indeholder signatursange, hits og holdbart materiale som Thing Called Love, Nick of Time, Love Letter, Something to Talk About, I Can't Make You Love Me, Good Man, Good Woman, Love Sneakin' Up On You og Dimming of the Day.

Guitaristen, sangeren, sangskriveren og den politiske aktivist med den karakteristiske røde hårpragt var pludselig talk of the town i branchen rost i høje toner for sit ægte og formidable slidebaserede spil samt let hæse og indlevelsesrige vokal. Denne signatur er stadig hengiven fan, og de tre ovennævnte lp’er udgjorde en væsentlig del af soundtracket i mit liv, fra jeg fyldte 25 år, til jeg rundede de 30.

Juli 2003 gav Raitt en potent opvisning i amerikansk rock’n’blues af ædleste karat på Plænen i Tivoli, som jeg nød i selskab med 10.000 andre - pure power styret af en kompetent kvindelig kapelmester, der er i besiddelse af stor kunstnerisk integritet og sine meningers mod.

Hvilken personlighed, som fotograf Henrik Hildebrandt indfangede under hendes besøg i Tivolis Koncert den 30. juli 2018. Raitt er stadig en værdig ambassadør for autentisk Americana, men i nullerne, 10’erne og 20’erne valgte hun at sætte udgivelsesaktiviteten mærkbart ned, hvilket kvaliteten ingenlunde har taget skade af, nærmere tværtimod.

Om Silver Lining (2002) har Raitt udtalt: ‘The thing that most excites me about Silver Lining is that we finally get all the punch and the funk into the studio that we've gotten live. The band and I have toured together so much, and we have so much combined versatility under our belts, that doing this album was more like play than work.’ Linjen fortsætter på Souls Alike (2005) og Slipstream (2012) uden helt at nå højderne fra Silver Lining.

Til gengæld er der format over feltet på Dig In Deep (2016) med flere egenkomponerede numre og et band i ryggen, der spiller drømmesikkert. Det samme gør sig gældende på det foreløbigt seneste album Just Like That... (2022), hvor Raitts stilsikre fornemmelse for bluesprægede ballader, funky soul og r&b folder sig ud i fuldt flor. Titelnummeret vandt Grammy Awards for Song of the Year og Best American Roots Song, mens Made Up Mind hjemtog prisen for Best Americana Performance. Raitt er om nogen ‘still going strong’ og atter på farten i USA med et pænt antal koncerter november 2024 og allerede annoncerede datoer for 2025.

Foto: Henrik Hildebrandt