Jazz pop perfektionisme

Den 17. oktober 1975 udkom Paul Simons fjerde soloalbum, der kastede fire Top 40 hits af sig: 50 Ways to Leave Your Lover (nummer 1), Gone at Last (en 23. plads krediteret Paul Simon/Phoebe Snow), My Little Town (Nummer ni og lanceret som en Simon & Garfunkel duet) og titelsangen. der havde fortjent langt bedre end blot at ende som nummer 40 på Billboard listen. Still Crazy… vandt året efter to Grammy Awards i kategorierne Album of the Year og Best Male Pop Vocal Performance. 

Den storladent producerede My Little Town genforener Simon med sin tidligere makker Art Garfunkel for første gang siden 1970, hvor duoen storsejrede verden over med Bridge over Troubled Water udgivelsen. Der rockes igennem i den hæsblæsende uptempo gospelsag Gone at Last løftet frem på hænder og fødder af Richard Tees fyrige klaverspil i duetten med den vidunderlige og alt for oversete soulsanger Phoebe Snow. 

Titelnummeret er med fordel blevet fortolket af Rosemary Clooney på 1993 albummet Still on the Road, Ray Charles på My World fra samme år, Karen Carpenter (på det eponyme soloalbum udgivet posthumt i 1996 efter hendes død) og Willie Nelson fra soundtrack til Clint Eastwood filmen Space Cowboys (2000). Paul Simons egen version er ren og skær lydpopkunst i den jazzede afdeling, der indledes med linjen ‘I met my old lover on the street last night’ og tilføjes en overlegen lækkert udført tenorsax solo af selveste Michael Brecker. 

Still crazy after all these years er en elegant svunget ode til svundne tider med et strejf af bittersød melankoli i retning af det sentimentale, især når Simon proklamerer linjerne: ‘I'm not the kind of man who tends to socialize I seem to lean on old familiar ways And I ain't no fool for love songs that whisper in my ears.’ 

Det er en livserfaren mand dengang i starten af 30’erne, der opsummerer og beskuer tilværelsens omskiftelige tildragelser. Titelsangen er ud over de lyriske kvaliteter også et studie i absolut perfektion på det musikalske plan iscenesat af The Muscle Shoals Rhythm Section med Barry Beckett (Rhodes piano), David Hood (bas) og trommeslageren Roger Hawkins lydefrit arrangeret af Bob James inklusiv de smagfuldt doserede strygerindsatser.

Branchemagasimet Billboard skrev om sangen: ‘a superb ballad with excellent lyrics and excellent instrumentation,’ mens Cash Box svang sig op til: ‘a moving, tender ballad with flawless production and a perfectly constructed melody.’ En kunne vanskeligt være mere enig. 50 Ways to Leave Your Lover forædles af Steve Gadds signatur groove, der nærmest er endt som pligtlekture for aspirerende trommeslagere, der ønsker at demonstrere kunnen på et mere sofistikeret niveau.

Simon har sagt om sin eneste nummer et single: ‘just a fluke hit that I slipped into by accident’, og Cash Box mente: ‘a clever, commercial song about the elasticity of love, how easy it is to pull away and equally easy to snap back with it.’ ‘Simon was aided by a crack team of session men and the unmistakable vocals of Phoebe Snow,’ stod der at læse i bladet Record World. 

Ophavsmanden viser i 50 Ways to Leave Your Lover en pæn portion overskud, når der handler om at være skrap til at rime med tungen lige i munden og humoren på plads, mens man gerne vil ud af et besværligt forhold til konen, kæresten og elskerinden: ‘You just slip out the back, Jack Make a new plan, Stan
You don't need to be coy, Roy Just get yourself free Hop on the bus, Gus
You don't need to discuss much Just drop off the key, Lee And get yourself free.’

Gadds interaktion her med bassisten Tony Levin er et tekstbogeksempel på, hvordan der bør arbejdes i rytmegruppen, når der gås efter guldet med fokus på at få ‘skidtet’ til at virke. Derudover frembringer Patti Austin, Valerie Simpson og Phoebe Snow en velklang af nær himmelsk tilsnit på korsiden. I Do It for Your Love er Simon i sit rette element med en snert af let vemodig tristesse, mens tårerne triller på tekstsiden. 

Night Game er i samme stilleje og kunne have været inkluderet på et hvilket som helst Simon and Garfunkel album med Toots Thielemans kontrollerede mundharpespil som det soniske toppunkt. Some Folks' Lives Roll Easy er næsten en tand for poleret, dog med æren i behold. Når det sangskrivermæssige niveau er så eminent højt som i tilfældet Paul Simon, sættes forventningerne til jackpot jo derefter. 

Albummet er sikkert tilbage i sporet med den funky og blæserbårne Have a Good Time, hvor Phil Woods vilde be-bop altsax ekskursioner bidrager til en noget overraskende afslutning på nummeret. You're Kind gynger shuffledrevent derudaf, mens balladen Silent Eyes med maestro Simon i vokal topform og en gospeltindrende backing indover er et mindre mirakel af en svanesang på en udgivelse i mesterklassen. Hillemænd, hvad kan man egentlig ønske sig mere, er det fristende at konkludere.