Blue eyed plastic soul

Der blev sagt farvel til den bidsk snerrende glamrock på David Bowies niende studiealbum, der udkom den 7. marts 1975, og goddag til en ny lyd præget af soul, funk og gospel farvet r&b. Nogle kritikere beskrev den ændrede stilretning som blue-eyed soul, mens Bowie med et selvkritisk og humoristisk glimt i øjet brugt betegnelsen plastic soul. Albummet er produceret af Bowie i fællesskab med Harry Maslin og Tony Visconti, der også står for de overvejende delikate strygerarrangementer.

De otte numre blev indspillet i Sigma Sound, Philadelphia, der er kendt for at stå bag byens poppede take på soulmusikken med materiale hovedsageligt leveret af sangskriver teamet Gamble and Huff, samt i Record Plant og Electric Lady studierne, begge i New York, fra august 1974 til januar 1975.

Selve titelnummeret udkom som single en halv måned før lp’en, hvor lyttere og trofaste Bowie fans fik en forsmag på, hvad der ventede dem med et let funky og vuggende beat tilsat korstemmer arrangeret af den på daværende tidspunkt stadig ukendte sanger Luther Vandross og David Sanborns karakteristiske altsax i front, mens ophavsmanden croonede og halvvejs talte sig igennem vers og omkvæd med billederige associationer til et USA og dets politiske, historiske og sociale udfordringer set med en brites kritisk dissekerede blik.

Cash Box skrev om sangen: ‘Bowie places his voice against a very R&B oriented track and with such a rock solid foundation for his wall of sound he feels secure hurling his socially conscious lyrics around like so much graffiti.’ I Rolling Stone kunne man om samme nummer læse følgende forfattet af anmelderen Jon Landau: ‘one of his handful of classics, a bizarre mixture of social comment, run-on lyric style, English pop and American soul.’

Nummeret Young Americans, der effektfuldt er lagt henover rulleteksterne til Lars von Triers kulisse- og kridtstregsdrama Dogville (2003), udgør det klare soniske højdepunkt på side 1, hvor der desværre går manerer og stiløvelser i den med materiale, man i min bog kunne have været foruden. De valgte musikere og korsangere kan deres kram, absolut, men den glød og passion, som ofte har været Bowies vokale adelsmærke, skal man vende vinylen for at dyrke.

Win virker en kende krukket og overproduceret smurt ind i tyk strygersovs og kvidrende kvindekor. Fascination, komponeret i samarbejde med Luther Vandross, byder på mere brod i Bowies vokal, men er unødigt repeterende og lang i spyttet. Den tynde hvide hertug har leveret bedre funkpræstationer end i Fascination, der er en anelse fesen i betrækket.

Det gælder delvist Right, der fandt vej til B-siden af albummets anden single Fame. Somebody Up There Likes Me forgyldt af Sanborns spændstige sax-ekskursioner er en intens sag, hvor Bowie synger sig op i den klasse, millioner har dyrket ham for, og her fungerer korvokalerne optimalt i nummerets potente blanding af rock og soul. Personligt er jeg ret glad for Bowies versionering af Across the Universe fra Beatles albummet Let It Be skrevet af John Lennon, der synger kor og spiller en sprød rytmeguitar på nummeret.

De to legenders stemmer klæder og komplementerer hinanden, mens Bowie ved hjælp af sit udtryksfulde klangregister giver Across the Universe en fornyet kant, der understreger hans position som en af rockens væsentligste vokalister i genrens godt 70 år lange historie. Can You Hear Me er et glimrende bud på en velfungerende Bowie kærlighedsballade med pil opad på karakterskalaen.

Den fuldfede funk er kørt i stilling på Fame igen med en guitarspillende Lennon i koret, der er krediteret for den sammen med Bowie og Carlos Alomar, som nåede tæt på 30 år hos mesteren, hvor hans rytmisk tætte og kreativt opfindsomme spil udviklede sig til en integreret del af Bowies sound. Den øvrige musikerliste tæller stærkt kompetente kort som keyboardtroldmanden Mike Garson, superbassisten Willie Weeks, Earl Slick (guitar), trommeslagerne Andy Newmark og Dennis Davis samt percussionisterne Larry Washington og Ralph MacDonald.

Meningerne om Bowies nier var dengang og er stadig delte. Nogen vrængede på næsen, mens andre købte den blåøjede plastik soul og bud på en såkaldt hvid funk model, der delvist fortsatte på nogle af de efterfølgende udgivelser dog i andre kontekster og forklædninger. Især amerikanerne tog positivt imod Young Americans, der klarede sig flot rent kommercielt. ‘Most compelling album to date’, forlød det i Record World, mens det britiske magasin Record Mirror tog grovfilen i brug med ordene ‘spasmodic, awkward, frustrating.’

The Village Voice’ velskrivende, vidende og til tider giftige kritiker Robert Christgau betegnede albummet som ‘an almost total failure’, og tilføjede hertil: ‘although the amalgam of rock and Philly soul is so thin it's interesting, it overwhelms David's voice, which is even thinner.’ Bowie udtalte i 1975, at pladen var ‘the phoniest R&B I've ever heard. If I ever would have got my hands on that record when I was growing up I would have cracked it over my knee.’

I 1990 mildnede hans syn på Young Americans i Q Magazine: ‘I shouldn't have been quite so hard on myself, because looking back it was pretty good white, blue-eyed soul [and] it was quite definitely one of the best bands I ever had.’ Young Americans byder på godt og mindre godt i Bowieland samt varslede forandringer på det musikalske landkort, der som før nævnt kom til at sætte sig mere varige spor i anden halvdel af 70’erne og især på Station to Station, der udkom ti måneder senere i 1976.

Bowies No. 9 with a little help fra en ex Beatle placerer sig tidsmæssigt mellem hovedværkerne i glam-perioden og den kommende med artrock og funk inspireret af blandt andet Kraftwerk, Neu og den tyske krautrock scene. Navne og superstjerner som Elton John, Roxy Music, Rod Stewart, The Rolling Stones, Bee Gees, Talking Heads, Spandau Ballet, Japan og ABC tog ligeledes en runde med soul/funk genrerne, mens George Clinton og James Brown refererede direkte til Fame i Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker) og Hot (I Need to Be Loved, Loved, Loved). David Bowie har altid været kunstnerisk ‘fremme i bussen’ og er det ligeledes på Young Americans i dens bedste stunder.