Den musikbegejstrede tyske filmmand

Ernst Wilhelm ‘Wim’ Wenders, født den 14. august 1945 i Düsseldorf få måneder efter 2. verdenskrigs ophør, har tænkt brugen af musik ind i de mange dokumentar- og spillefilm, det er blevet til gennem en 55 år lang karriere, som et tidligt led i arbejdsprocessen. Det fortæller Wenders med tydelig entusiasme om i en række interviews, jeg er dykket ned i via streamingkanalen Criterion Channel. Han har opbygget en celeber vennekreds i musikbranchen, der gerne leverer scores og nyskrevne numre til filmene. 

Wenders er sammen med Rainer Werner Fassbinder, Werner Herzog, Wolfgang Petersen og Volker Schlöndorff en markant drivkraft i New German Cinema bevægelsen fra slutningen af 60’erne til starten af 80’erne stærkt inspireret af franske nybølge film og italiensk neorealisme. Efter endt uddannelse hos Hochschule für Fernsehen und Film i München debuterede Wenders med Summer in the City (1970), hvor en omvandrende søgende eksistens i evig bevægelse har hang til The Kinks som sit indre og ydre lydspor. 

Titlen stammer fra et The Lovin' Spoonful hit, der figurerer på filmens musikside. Netop rejsen i tid, rum, byer og landskaber er væsentlige ingredienser i Wenders visuelle værker, hvor parløbet indtil starten af 90’erne med den fem år ældre filmfotograf Robby Müller, kendt for brugen af naturligt lys og minimale stil, er en anden vigtig faktor i den kunstneriske udvikling. Müller, der ligeledes har arbejdet sammen med Lars von Trier, døde i 2018 i en alder af 78. 

Den tyske instruktør fortsatte i sikker stil med Road Movie trilogien Alice in the Cities (1974), The Wrong Move (1975) og Kings of the Road (1976). Scoret til The Wrong Move er begået af den alsidige og lydhøre komponist Jürgen Knieper, en anden nøglefigur hos Wenders i 70’erne og 80’erne. 

Neo noir filmen The American Friend (1977) bygger på Patricia Highsmiths berømte roman Ripley's Game og tæller Dennis Hopper og Bruno Ganz på rollelisten sammen med Wenders forbilleder, de idiosynkratiske Hollywood instruktører Nicholas Ray og Samuel Fuller. Den stod på mere neo noir i Hammett (1982) produceret af Francis Ford Coppola tilføjet musik af veteranen John Barry. 

Fascinationen af USA, dets geografiske vidder, mentalitet og musikalske arv er et andet tydeligt spor i Wenders produktion og kulminerer med Guldpalmevinderen Paris, Texas (1984) hjulpet på vej af Ry Cooders klagende bluesstemning for slideguitar og lettere forstemt klaver, Robby Müllers betagende billeder samt storspil af Harry Dean Stanton, Nastassja Kinski og Dean Stockwell. Americana over hele linjen i sin renest destillerede form. Kort sagt; et mesterværk, der tåler utallige gensyn. 

Der fulgte flere priser i kølvandet på den romantiske fantasy fortælling Himlen over Berlin (1987) med Bruno Ganz og Peter Falk, der fik kritikerne til at juble fortjent i kor. Science fiction dramaet Until the End of the World (1991) med William Hurt, Solveig Dommartin, Max Von Sydow og Jeanne Moreau findes i forskellige længder fra 158 til 287 minutter. Jeg kæmpede mig gennem den knap fem timer lange directors cut på Criterion Channel og må erkende, at mæthedspunktet indfandt sig før slut. 

Soundtracket er dog særdeles flot sat sammen med bl.a. Talking Heads, Julee Cruise, Lou Reed, Can, R.E.M, Elvis Costello, Nick Cave, Patti Smith, Depeche Mode, Daniel Lanois og U2, der stod for selve titelsangen. Faraway, So Close (1993) er en fin forløst opfølger til Himlen over Berlin og hjemtog Grand Prix prisen ved årets Cannes festival. The End of Violence (1997) floppede både kunstnerisk og kommercielt, en skæbne der tilsvarende ramte den noget prætentiøse The Million Dollar Hotel (2000). 

Bono er krediteret som manuskriptforfatter, mens U2 stod for musikdelen. Wenders bud på en moderne western med Don't Come Knocking (2005) havde egentlig fortjent bedre tilsat et spændstigt soundtrack af T Bone Burnett, mens Sam Shepard hjalp med manuskriptet og spillede hovedrollen.  Every Thing Will Be Fine (2015) og Submergence (2017) ramte begge forbi skiven og gjorde nærmere mere skade end gavn i forhold til Wenders renomme. 

Til gengæld er den tysk-japanske co.-produktion og pt seneste spillefilm Perfect Days (2023) en charmerende og livsklog perle, hvor musikken udgør en integreret del af handlingsplanet. Hirayama (Kōji Yakusho) udlever sine vante og daglige rutiner som rengører af offentlige toiletter i Tokyo. Kritikerne fandt igen superlativerne frem, festivalfilmpriserne vendte tilbage sammen med publikum. Hovedkarakterens valg af sange, der høres fra en kassettebåndoptager, afspejler på intelligent vis hans sindsstemninger og forbundethed med tonernes verden. 

‘Maybe he's clinging to the past. But he's clinging a little bit also to his youth and he loves that music. He chooses in the morning exactly what he's going to listen to that day. And it's not random’, udtalte Wenders i et interview om filmens lydside. Den indeholder numre af The Animals, Velvet Underground, Otis Redding, Patti Smith, The Rolling Stones, Lou Reed, The Kinks, Van Morrison og Nina Simone plus enkelte japanske kunstnere. Perfect Days fungerer på samtlige parametre, en nydelse af de store, man bør unde sig selv. 

Wim Wenders har ligeledes vist betydelige evner som dokumentarist, hvor Tokyo-Ga (1985) tjener som en habil hyldest af den japanske mesterinstruktør Yasujirō Ozu. Notebook on Cities and Clothes (1989) kigger nærmere på modefænomenet skabt af designeren Yohji Yamamoto. Willie Nelson at the Teatro (1998) følger tilblivelsen af Nelsons album Teatro, mens den vidunderligt varme Buena Vista Social Club (1999) gav den afrocubanske og rytmisk inciterende musikkultur et gevaldigt løft, der nåede ud til et globalt publikum. 

Ry Cooder medvirker sammen med sin søn Joachim, der sidder ind hos en række ældre solister og musikere, som på deres turné uden for Cubas grænser oplever en vestlig verden i USA og Europa, der fylder dem med lige dele undren og fascination. Det hele svinger og syder med en sitrende livsnerve, man må overgive sig til. The Soul of a Man (2003) er Wenders velfungerende bidrag til dokumentarserien The Blues produceret af Martin Scorsese. 

Pina (2011) er en fornemt iscenesat ode til danseren og koreografen Pina Bausch, der er værd at give et forsøg. Dette gælder også The Salt of the Earth (2014), der tager udgangspunkt i den brasilianske filmskaber Juliano Ribeiro Salgados fotos fra diverse steder i verden. De viser, hvordan storkapitalen har påvirket naturen, miljøet og menneskernes vilkår, når grådigheden og manglende hensyn til omgivelserne er gået grassat. Pope Francis: A Man of His Word (2018) modtog som forgængeren en del ros og enkelte festivalpriser. 

Anselm (2023) er atter et bevis på, hvad Wenders formår, når han er allerbedst. Filmen følger den tyske og verdensberømte maler og skulptør Anselm Kiefer i arbejdet med at kreere sine mildest talt imponerende værker, der kræver enorme pladsforhold. Samtidig får beskueren et indblik i hans frit fabulerende tankestrøm og knivskarpt formulerede kunstteorier. Musikken komponeret af Leonard Küßner og spillet af The Slovak National Symphony Orchestra forstærker ydermere filmens sanselighed og intense udtryk. 

December 2008 afholdt Wim Wenders en hurtigt udsolgt Masterclass i Cinemateket i København, hvor han fortalte om sin filmkunst i samtale med Christoffer Boe. Arrangementet var et led i optakten til European Film Awards, der det år foregik i Danmark. Jeg havde med lidt hjælp og gode forbindelser sikret mig en billet til Wenders besøg i Cinemateket og sad anden række midtfor. Efter seancen fik jeg sågar muligheden for at udveksle nogle ord med Wenders, der er en af mine absolutte instruktør favoritter - den venlige herre aus Düsseldorf smilede venligt til mig med et lille skulderklap som afskedssalut. Tak for det og for filmene, der i princippet bør ses i biografen.