En bluesambassadør af enestående karat

En gigant blandt giganter ville være fyldt 100 år i denne måned. Riley B. King, bedst kendt som B.B., blev født den 16. september 1925 i nærheden af Itta Bena, Mississippi og døde den 14. maj 2015 i Las Vegas, Nevada 89 år gammel ovenpå en karriere, der strakte sig over imponerende otte dekader fra starten af 40’erne frem til  2014, hvor han tydelig alderssvækket  måtte trække sig tilbage. Den gammelkendte kliché med at dø med støvlerne på har her en god portion berettigelse. 

Med B.B. Kings bortgang mistede det royale bluesdynasti sin uofficielle kongekrone. King, der voksede op i bomuldsmarkerne i 1920’ernes og 30’ernes Mississippi, rejste verden rundt adskillige gange med sin 12-takters musik, der fik et millionstort publikum i tale og banede vejen for audienser hos konger, kejsere, sheiker og store statsmænd. Ofte var han den største celebrity af dem alle.

Bevæbnet med sin magtfulde barytonstemme, Gibson-guitar kaldet Lucille, robuste charme og suverænt storsvingende bands blev han en rejsende ambassadør med lige dele amerikansk musikhistorie, menneskelig generøsitet og topprofessionel, driftssikker underholdning med krop, sjæl og faglig ydmyghed. B.B. King repræsenterede en storhed, livserfaren visdom og personlig integritet af en kaliber, vi ikke længere kommer til at opleve særlig ofte i vores udfordrede tider. 

B.B. King, der rundede de 85 i 2010, gav stadig enkelte koncerter på det tidspunkt, dog i siddende position, hvilket måtte være ham absolut vel undt, for i de mest travle perioder blev det til omkring 300 koncerter årligt akkompagneret af et fænomenalt orkester, der nat efter nat adlød Blueskongens mindste vink.

Den over to timer lange dokumentar B.B King: The Life of Riley (Jon Brewer, 2012) giver et perspektivrigt indblik i hans betydning tilføjet bidrag fra Eric Clapton, Carlos Santana, Buddy Guy, Dr. John og Joe Walsh. Filmens omdrejningspunkt tager os hele vejen gennem et langt liv på sin egen vittige, veltalende og vidende facon, men smerten i stemmen er ikke til at tage fejl af, når han ser tilbage på uretfærdighed, racisme og fattigdom i det sydlige USA. 

King slap dog for Ku Klux Klans ikke sjældent bestialske grusomheder, men det gjorde langtfra alle hans sorte landsmænd. Med det strygerbårne blueshit The Thrill Is Gone, der udkom som single og blev inkluderet på albummet Completely Well (1969), erobrede han et langt større publikum end hidtil upåagtet af hudfarve, race og etnicitet. Helt i mesterens ånd. B.B King albumdebuterede med Singin' the Blues (1957) og havde forinden udgivet et hav af singler på diverse selskaber. 

Diskografien over studie-, live- og opsamlingsalbums samt mere end 130 singler er vitterlig enorm og byder på flere nævneværdige højdepunkter: Lucille (1968), Completely Well, L.A. Midnight (1972), Guess Who (1972), To Know You Is to Love You (1973) og There Must Be a Better World Somewhere (1981) er værd at tjekke ud sammen med There Is Always One More Time (1991), Blues Summit (1993) og Lucille & Friends (1995). 

Fra den seneste fase anbefales Riding with the King (2000, med Eric Clapton), B.B. King & Friends: 80 (2005) og One Kind Favor (2008), der endte som det sidste studiealbum i rækken. Den rustne slidtage satte ind, men viljen og autenciteten kunne ingen dog fratage den aldrende blueskonge. 

Fra listen af koncertplader er Live at the Regal (1965) et ubetinget must i selskab med Live in Cook County Jail (1971), B.B. King and Bobby Bland Together for the First Time… Live (1974), Now Appearing at Ole Miss (1980), The Crusaders with B.B. King - Royal Jam (1982), Live at the Apollo (1991) og kompilationen fra 1996 How Blue Can You Get? Classic Live Performances 1964-1994. 

Listen over artister og bands, King har optrådt/indspillet med, er lang som de berømte dødehavsruller splejset sammen til en. Ud over de allerede nævnte inkluderer den blandt andet Robert Cray, Stevie Wonder, Etta James, Albert Collins, U2, John Lee Hooker, Gary Moore, Ringo Starr, Van Morrison, Bonnie Raitt, The Rolling Stones, Joe Cocker, David Gilmour, Willie Nelson, Sheryl Crow, Darryl Hall, John Mayer, Mark Knopfler og Elton John. 

Jeg oplevede B.B. King på nært hold under Midtfyns Festivalen i 1988 sprudlende af spillelyst. Funky, forrygende og uforglemmeligt. Før koncerten inspicerede han sågar selv scenen for at tjekke, om alt var i orden og listede diskret ud igen inden showtime. Æret være Riley B. King – The Thrill Is Gone But Not Forgotten.