En skuespiller i særklasse
Gene Hackman er død 95 år
Af Thomas Vilhelm

Gene Hackmans magtfulde og ofte fysisk betonede spil på film, tv og i teateret har begejstret det meste af verden gennem 45 år, men den 26. februar 2025 blev han fundet død 95 år gammel i sit hjem i Santa Fe, New Mexico, sammen med konen Betsy Arakawa og deres hund. Politiet oplyste, der ikke forelå tegn på forbrydelser, og ønskede derudover ikke at give flere detaljer. Eugene Allen Hackman, født den 30. januar 1930 i San Bernardino, Californien, nåede at være aktiv som skuespiller fra 1959–2004.
Derudover lagde han efter sit selvvalgte otium stemme til dokumentarfilmene The Unknown Flag Raiser of Iwo Jima (2016) og We, the Marines (2017). Som 16-årig løj Hackman sig ældre for at kunne gøre tjeneste i The United States Marine Corps som field-radio operator i fire et halvt år i Kina, Hawaii og Japan. Han studerede journalistik og tv produktion ved University of Illinois, men forlod stedet før endt eksamen og rejste tilbage til Californien fast besluttet på at ville slå igennem som skuespiller.
Gene Hackman i et interview fra 1988: ‘Acting was something I wanted to do since I was 10 and saw my first movie, I was so captured by the action guys. Jimmy Cagney was my favorite. Without realizing it, I could see he had tremendous timing and vitality.’ I 1956 blev han en del af teatermiljøet i Pasadena Playhouse og lærte der den syv år yngre kollega Dustin Hoffmann at kende. De fik begge det lidet flatterende prædikat The Least Likely To Succeed, og Hackmans prøveresultater i diverse skuespildiscipliner var husets hidtil laveste.
Herefter stod den på skiftende jobs, og en marineofficer udbrød: ‘Hackman, you're a sorry son of a bitch’, da han så ham i aktion som dørmand. Den megen modgang gjorde dog Hackman yderligere determineret i jagten på succes. ‘It was more psychological warfare, because I wasn't going to let those fuckers get me down. I insisted with myself that I would continue to do whatever it took to get a job. It was like me against them, and in some way, unfortunately, I still feel that way.
But I think if you're really interested in acting there is a part of you that relishes the struggle. It's a narcotic in the way that you are trained to do this work and nobody will let you do it, so you're a little bit nuts. You lie to people, you cheat, you do whatever it takes to get an audition, get a job,’ er han citeret for i en artikel fra branchebladet Vanity Fair i 2004. Den insisterende vedvarenhed gav pote fra starten af 60’erne i en række tv-serier og teaterstykker. I 1967 vendte lykken for alvor efter at have spillet en birolle i Arthur Penns gangsterklassiker Bonnie and Clyde, der indbragte ham en Oscar nominering for bedste mandlige birolle.
Kunststykket blev gjort efter med en nominering i samme kategori for indsatsen i I Never Sang for My Father (1970), og året efter hjemtog Hackman fuldt fortjent Oscar statuetten for bedste hovedrolle som den barske politimand Jimmy ‘Popeye ‘ Doyle i William Friedkins trykkoger The French Connection (1971). Filmens rå og dokumentariske stil passede perfekt til Hackmans personificering af den vrede New Yorker narkobetjent, der ingen midler skyede i jagten på dødens købmænd og deres lakajer.
I 1973 spillede Hackman lige op med Al Pacino i Jerry Schatzbergs guldpalme vinder Scarecrow, der følger to aparte outsidere i en umage konstellation gennem det amerikanske hjerteland. Filmen hørte til blandt Hackmans egne favoritter, og han er om muligt endnu bedre som den desillusionerede og ensomme aflytningsekspert Harry Caul i Francis Ford Coppolas mesterlige The Conversation (1974), der ligeledes vandt de gyldne palmer i Cannes og indvarslede den stemning af paranoia og politisk nedsmeltning, som prægede det amerikanske samfund i Watergate årene.
Rollen som Doyle blev gentaget i John Frankenheimers højeffektive sequel French Connection II (1975), hvor Hackmans karakter er på udebane i Marseilles og må gennem en smertefuld kold tyrker, efter han faldt i narkobagmændenes klør og får skudt en kraftig dosis af det stof i blodårerne, han jagtede i den franske storby. Hackmans kraftpræstation er uforglemmelig og frygtindgydende, mens han skriger og raser over udsigten til at ende som junkie, hvis ikke den giftige rus forlader hans krop i tide.
Superman: The Movie (1978), hvor Hackman agerede den kriminelle mastermind Lex Luthor, cementerede hans status som Hollywood superstjerne, og i det følgende årti gjorde Hackman fyldest i blandt andet Reds (1981), Target (1985), Hoosiers (1986) og Woody Allens Another Woman (1988). ‘Gene is someone who is a very intuitive and instinctive actor ... The brilliance of Gene Hackman is that he can look at a scene and he can cut through to what is necessary, and he does it with extraordinary economy—he's the quintessential movie actor. He's never showy ever, but he's always right on.’ Ordene stammer fra Alan Parker i bogen The Films of Alan Parker, 1976-2003 (2015).
Parker instruerede Gene Hackman i sin alt andet end uefne politiske thriller Mississippi Burning (1988), der handler om to FBI agenters virkelige jagt på gerningsmændene bag de racistisk motiverede mord på tre borgerrettighedsaktivister i den berygtede sydstat i 1964. Hackman og Willem Dafoe gør det glimrende som FBI agenter i filmen, der mødte en del kritik for den fiktionaliserede udlægning af begivenhederne, som sendte rystelser gennem USA.
Birollen i Mike Nichols’ syrligt morsomme Postcards from the Edge (1990) viste nye facetter i Hackmans enorme repertoire, der foldede sig ud i fuldt flor som den sadistiske sheriff Little Bill Daggett i den uhørte brutale senwestern Unforgiven (1992) instrueret af jævnaldrende Clint Eastwood, der selv tog hovedrollen som dusørjægeren og den tidligere morder Will Munny. Hackman modtog på ny en Oscar, denne gang for bedste birolle. Også Morgan Freeman er seværdig i Unforgiven.
Wyatt Earp (1994), The Quick and the Dead (1995), Crimson Tide (1995), Get Shorty (1995), The Birdcage (1996), Eastwoods Absolute Power (1997) er alle titler fra Hackmans sene virke i metieren sammen med Twilight (1998), hvor han krydsede klinge med selveste Paul Newman. I Enemy of the State (1998) spillede Hackman en rolle, der minder om Harry Caul i The Comversation, og han er uvant tæt på elskelig i Wes Andersons komedie The Royal Tenenbaums (2001).
Det lakkede mod enden på skuespillerfronten i retssalsdramaet Runaway Jury (2003) og definitivt i hans sidste rolle i Welcome to Mooseport (2004). Om sin pensionering i en alder af 74 udtalte Hackman i 2009: ‘The straw that broke the camel’s back was actually a stress test that I took in New York. The doctor advised me that my heart wasn’t in the kind of shape that I should be putting it under any stress.’
To år senere besvarede han spørgsmålet om en eventuel tilbagevenden i faget med: If I could do it in my own house, maybe, without them disturbing anything and just one or two people.’ Hackman har sågar været med til at skrive flere romaner heriblandt Wake of the Perdido Star (1999), Justice for None (2004), Escape from Andersonville (2008), Payback at Morning Peak (2011) og Pursuit (2013). Æret være Eugene Allen Hackmans minde, en beundret og feteret gigant blandt giganter, der vil blive savnet og husket.