Ian Gillan 80 år

En af rockens største sangere fylder 80, og det leder skribentens tanker tilbage til ‘Vilhelms værelse’ på Nygade 47 i Aabenraa med udsigt mod gården, hvor jeg kunne holde øje med, hvem af rødderne, der ville op for at spille lidt støjrock eller lytte til vinyl i stedet for at dalre rundt på må og få, mens de fik dumme ideer og teenagertiden lurede truende i horisonten i 6200 Mojnland. 

Omkring 1977-78 var Deep Perpleks dobbelte live album Made In Japan (1972) stadig hot i drengeklubben med ansats til dunvækst, pubeshår og nedfaldne sten. Pickuppen landede ofte på Purples pragtværk, hvor Ian Gillans kraftfulde og udtryksstærke vokal fik de fine fimrehår til at rejse sig af bare fryd over, at nogen så ubesværet kunne konkurrere med et af verdens tungeste, hårdeste og mest højtspillende bands alene ved hjælp af sit betydelige toneregister. 

Ian Gillan, født 19. august 1945 i Chiswick nær London, kan stadig sit kram, selv om de vildeste skrig i det øverste leje nær guddommeligt fremført i Deep Purple klassikeren Child In Time fra kronjuvelen In Rock (1970) er blevet en saga blot. Gillan har som vokalist, sangskriver, tekstforfatter, mundharpe- og congasspiller samt guitarist været en del af branchen siden starten af 60’erne, hvor han finpudsede talentet i en række bands uden væsentlig kommerciel succes, før der blev en plads ledig som frontman hos Deep Purple. 

Gillan udgjorde den ultimative Mrk. II besætning hos den britiske kvintet sammen med guitaristen Ritchie Blackmore, Roger Glover (bas), orgel troldmanden Jon Lord og den formidable indpisker bag trommerne, Ian Paice. De sang og musicerede sig øverst i tungrockens verdenshierarki - så længe det varede. Ævl og kævl ødelagde det kollektive potentiale, der i en alt for kort årrække virkede ubegrænset. 

1973 smuttede Gillan og satsede succesfuldt på en solokarriere ledsaget af Ian Gillan Band og efterfølgende Gillan, der turnerede flittigt og solgte albums i et samlet milliontal. Stilmæssigt bevægede det musikalske udtryk sig i retning af fusionsjazz og progressiv rock på Child in Time (1976), Clear Air Turbulence (1977) og Scarabus (1977). På Gillan (1978), Mr. Universe (1979), Glory Road (1980), Future Shock (1981) og Magic (1982) er den hårde rock og de metalliske riffs vendt tilbage igen. 

Det blev endda til et år som forsanger i Black Sabbath i stedet for Ronnie James Dio, hvilket ingenlunde kan karakteriseres som nogen heldig cocktail. Gillan, der nåede at medvirke på Born Again (1983), havde svært ved at huske Sabbaths tekster og visse udfordringer med at læse stikordene på scenen. 1984 samledes Deep Purple på ny i Mrk. II besætningen og fik et triumfalt comeback med Perfect Strangers samme år. Jeg så en tv transmitteret koncert fra juli 1985 i Paris via den tyske kanal ARD, hvor Gillan virkede slidt og kæmpede en brav kamp med intonationen. 

I 1989 forsvandt Ian Gillan ud af truppen igen efter professionelle og personlige uoverensstemmelser med Blackmore. Tre år senere returnerede Gillan, trakasserierne fortsatte ufortrødent mellem de to, og i 1993 valgte Blackmore til gengæld at skride for altid. Han blev erstattet af flere guitarister herunder Steve Morse, der har tjent Deep Purple fra 1994 til 2022, hvor han efter eget valg blev skiftet ud med den 25 år yngre og yderst talentfulde Simon McBride. 

Alt i alt er Ian Gillan, der i 1970 slog sit navn fast ved at synge rollen som Jesus i Andrew Lloyd Webber og Tim Rice’ populære musical Jesus Christ Superstar, still Going strong og gennem seks årtier det potente og karismatiske fikspunkt hos Deep Purple. 

De vokale højdespringerier og improviserede dueller med Ritchie Blackmore på Made In Japan udgjorde lydsporet til forvoksede knægtes hærgen i mit kammer på 1. sal hvor det sammenbragte trommesæt i forskellige farver blev skiftet ud med et fabriksnyt Maxwin By Pearl købt for egne opsparede konfirmationspenge.

Til september er det 55 år siden, at dobbeltalbum versionen af Jesus Christ Superstar udkom - historien og historier krydser deres spor, mens Gillan stadig holder gryden i kog hos Deep Purple live og i studiet, hvilket Whoosh! (2020) Turning to Crime (2021) og =1 (2024) er habile eksempler på. Især førstnævnte er værd at fremhæve og modtog fortjent fine anmeldelser. 

Som ren soloartist skal man dog længere tilbage i tid for at finde de pt senest udgivne albums Gillan's Inn (2006), Live in Anaheim (2008) og One Eye to Morocco (2009). Stemmevolumen har kendt bedre dage, men entusiasmen og den enorme sceneerfaring kan ingen fratage Ian Gillan, der virker venlig og stedvist ganske vittig i interview situationer, hvor han efter bedste evne forsøger at holde myter og det faktuelle adskilt. 

Foto: Dana Wullenwaber, Wikipedia Media.