Musik & film

Kontant metalafregning i mesterklassen i København

40 år med Ride the lightning

Af Thomas Vilhelm

Metallica Ride the lightning

Den 27. juli 1984 udkom Metallicas andet studiealbum Ride the Lightning på Megaforce Records i USA og Music for Nations i Europa, der lagde ud for de knap tre ugers arbejde i Sweet Silence Studios i København med Flemming Rasmussen i teknikken, der ligeledes er krediteret som co-producer.

En dansk duo, hvor trommeslageren Lars Ulrich udgør den anden halvdel, har således væsentlig andel i tilblivelsen af et heavy metal hovedværk, hvis status ad åre fået yderligere nyk opad rangstigen. Ride the Lightning har sit eget fyldige kapitel med titlen Tre amerikanere og en dansker i Flemming Rasmussen og min fælles bog Rock & stjernestøv, der udkom på Forlaget Momenta maj 2021, som Lars Ulrich har forfattet et gæsteforord til, og pt er ude i 3. oplag.

Rasmussen holder jævnligt foredrag om Ride the Lightning samt de to efterfølgere i ny og næ ledsaget af denne signatur, og der er linet en række arrangementer op i løbet af efterår/vinter 2024. Her følger nogle tilbageblik i opsummeret form fra førnævnte kapitel om indspilningen af Metallicas toer og situationen i bandet fortalt af Flemming Rasmussen:

‘20. februar 1984 er en vigtig dato i studiets og metalmusikkens historie, hvor indspilningen af Ride the Lightning gik i gang. Lars Ulrich kontaktede Sweet Silence i slutningen af 1983 for at booke tid og spørge, om jeg ville være til rådighed. Debuten Kill’ Em All (1983) havde markeret Metallica som noget for sig selv i trash-metal genren, og nu skulle der sættes yderligere trumf på.

Jeg kendte intet til gruppen, som i deres research efter et egnet studie havde bidt mærke i den guitar- og trommelyd, jeg skabte på Rainbow pladerne Difficult to Cure (1981) og Bent Out of Shape (1983). Metallica havde brug for en tekniker, der kunne noget med hård rock, og dollarkursen gjorde, at de ville få det dobbelte for pengene ved at arbejde i Europa. Det endte med København, hvor Lars er vokset op.

Jeg røg ind i en producerrolle, da Metallica vidste ret lidt om, hvad der foregår, når man er i studiet. De ankom dagen før og sov hos venner i byen og på første sal i Sweet Silence. Vi kørte aftensessioner fra kl. 19 til tre-fire stykker om morgenen. Bandet havde fået stjålet noget af deres gear et par uger forinden blandt andet James Hetfields modificerede Marshall stack. Jeg kontaktede guitaristerne fra Artillery, Mercyful Fate og Maltese Falcon i håb om at finde den rette forstærker til James og fik løst problemet efter en længere proces.

Lars satte sine trommer op i studiets store baglokale, der på grund af årstiden måtte varmes op ved hjælp af gasbrændere. Jeg lyttede til Ride the Lightning demoerne og lagde især mærke til titelsangen, For Whom the Bell Tolls og Creeping Death. Der forplantede sig en kolossal energi i rummene, så snart de gik i gang, hvilket jeg ikke havde oplevet før med noget andet band. Jeg hundsede med dem under indspilningerne, og på et tidspunkt begyndte de at kalde mig for ‘daddy’.

Tre-fire måneder efter Megaforce havde udgivet albummet, overgik rettighederne til Elektra, del af Warner, som Metallica skrev kontrakt med. Inden da havde de flirtet med Bronze Records. Vi var lumsk tilfredse med grundbåndene, også til det mere poppede Escape, der blev klemt ind mellem Trapped under Ice og Creeping Death. Hetfield har altid hadet Escape, der skulle bruges som lokkemad, mens shopperiet med at finde en stor spiller stod på. Jeg blandede mig ikke i disse interne diskussioner, dem måtte de selv få afklaret.

Jerry Bronze og hans søn besøgte Metallica i studiet. Selskabets grundlægger mente, at det hele skulle genindspilles i London med sønnen som producer - kort sagt starte forfra. De tog et møde, efter slipsedrengene smuttede, men beslutningen var reelt set taget på forhånd. James og Lars hjalp med at skrue op og ned for fadere og knapper under lixningen, der foregik gennem den store Trident pult.

Bandet fik masterbåndet med, min chef Freddy Hansson forstod ingenting, men jeg var lykkelig og rendte rundt og fortalte om mine uger med Metallica. De fleste i min omgangskreds anede intet om dem, og en del spurgte, hvad det var for noget larm. Ride…. fik først rigtig medieopmærksomhed efter udgivelsen af Master of Puppets og bassisten Cliff Burtons død i 1986. Ride The Lightning nåede dengang ikke mere end kultstatus i Danmark, men til gengæld skete der noget i det amerikanske undergrundsmiljø.

Her manifesterede de sig som spydspids for hele trash metal generationen, hvor albummet vakte enorm opsigt med dets kompakte og gennemarbejdede lyd. Guitaristen Dave Mustaine gik til Megadeath efter årene hos Metallica. Han har intet med indspilningen af Ride the Lightning at gøre, men andel i titelsangen og det afsluttende instrumentalnummer The Call of Ktulu. Mustaine blev erstattet af Kirk Hammett. Cliff Burton hvilende i sig selv, men blev altid spurgt til råds af det styrende tandem par Lars og James.

James Hetfield har altid virket som en vred ung mand, hvor alt var noget lort, og folk opførte sig som idioter i hans univers. Temperamentet fik hurtigt næring, men er ligeledes en vital del af bandets drivkraft. James tekster handler om dødsdrift og aggressivitet, men den kant hører jo genren til. Jeg så Metallica i Saga i København december 1984 - fed koncert. Bandet turnerede flittigt efter udgivelsen af Ride The Lightning den 27. juli, samme dato hvor jeg blev gift med min kone Pernille for 40 år siden.’