Let's go crazy computer blue

I 1984 dominerede The Minneapolis Sound toppen af album-, single- og film-hitlisterne, mens fænomenet Prince voksede i folks bevidsthed også ud over USA’s grænser. Purple Rain udkom den 25. juni, og fra den 27. juli kunne publikum i biograferne nyde sangene i Albert Magnolis visualisering af pladen med Prince som The Kid, der arbejdet hårdt for et gennembrud og med at slippe fri af farens skygge i et hjem præget af vold og konflikter. 

1999 dobbeltalbummet satte kursen for Prince i 1982 med en ny lyd, der blev yderligere perfektioneret på Purple Rain og iscenesat af det tætspillende The Revolution, som han med skiftende besætninger havde benyttet som backing live og senere i studiet. The Revolution bestod juli 1983, hvor arbejdet med Purple Rain gik i gang, af Lisa Coleman (keyboards & vokal), Wendy Melvoin (guitar & vokal), Mark Brown (bas), Bobby Z (akustiske og elektroniske trommer) samt Matt Fink bag et større arsenal af synths og keyboards. 

The Revolution medvirker på seks af numrene, hvoraf halvdelen delvist er indspillet live. Resten står der Prince på som virtuos multiinstrumentalist, en formel der siden slutningen af 70’erne satte karrieren i svingninger. Purple Rain er et kludetæppe af håndspillede instrumenter, programmerede trommespor, tilføjelse af up-to-date keyboards teknologi, overdubs og redigering af materiale fra klub optagelser i First Avenue i Minneapolis, Minnesota. 

Electronica møder soul, funk, pop og psykedelisk rock tilsat r&b, gospel samt inspiration fra Jimi Hendrix, Sly Stone, James Brown og en smule Frank Zappa frodigt og stramt eksekveret fra start til slut. Strygerarrangementerne for violin, viola og cello, der er i spil på titelnummeret, Take Me with U og Baby I'm a Star, er udarbejdet i fællesskab med Coleman og Melvoin og tilføjer lydbilledet et ekstra løft i retning af Beatles anno 1967. 

Hele herligheden er produceret af Prince and the Revolution og sættes i gang af Let’s Go Crazy, en af de bedste åbningsskæringer i rockens historie, hvor Prince henover orgelintroen proklamerer: ‘Dearly beloved, We are gathered here today, To get through this thing called ´life´, Electric word, life. It means forever and that's a mighty long time, But I'm here to tell you there's something else, The afterworld, A world of never ending happiness. You can always see the sun, day or night.’ 

Bladet Cash Box betegnede sangen, der toppede flere Billboard lister, som ‘one of the finest fusions of jump rock and synth pump.’ Take Me with U er en duet med Apollonia Koter, The Kid forelsker sig i, jagter og synger til i filmversionen fra scenen i First Avenue. Take Me with U var tiltænkt sangeren Vanity, der forlod projektet efter et lukrativt tilbud fra Motown, og senere Koters gruppe Apollonia 6 og deres debutalbum, men Prince endte klogeligt nok med at plukke denne up-tempo pop perle til sig selv. Tjek blot trommeintroen, brugen af strygere og de kvindelige korstemmer - ren magi. 

Soul balladen The Beautiful Ones er Prince solo som performer, producer og arrangør. Det er en af hans bedste rent vokalt, der ender i isnende skrig. Prince fremfører den som The Kid for Apollonia og trygler hende bønfaldende om at vælge ham frem for rivalen Morris Day fra The Time. Hun forlader overvældet lokalet, samles op af The Kid og sætter sig bag på hans potensforlænger af en motorcykel. 

Det heftige synth-funk nummer Computer Blue er skrevet af Prince, Wendy Melvoin, Lisa Coleman og Matt Fink og citerer nogle bidder af en komposition begået af Prince’ far, jazzmusikeren John Lewis Nelson. The Kid tager i filmen, der rummer selvbiografiske træk, et opgør med den fiktive faderfigur spillet af Clarence Williams III, der forsøger at begå selvmord med en kugle for panden, hvorefter The Kid i vrede smadrer det meste at sit barndomshjem. 

Skulle nogen have glemt, hvor fremragende en guitarist Prince vitterlig var, er Computer Blue et godt sted at starte. Han trakterer den seksstrengede med voldsom kraft, opfindsomt temaspil, hylende lyde og spændstige solopassager tilføjet wah-wah pedal. Computer Blue fører direkte over i Darling Nikki tilegnet Apollonia, der i filmen løber ydmyget, rasende og grædende ud på gaden efter at have lyttet til teksten med slet skjulte referencer til deres erotiske eskapader. 

Darling Nikki er mere rå i lyden med Prince i topform og guitaren i front, der ender ud i en tung gang heavyrock med dobbelt stortromme pedalspil. Lyrikkens utilslørede skildring af den onanerende og sexhungrende Nikki fik flere politiker forstadsfruer anført af Tipper Gore, tidligere gift med vicepræsident Al Gore, op i det røde felt af forargelse. De dannede Parents Music Resource Center (PMRC) i 1985 med formålet at dæmme op for sange med eksplicit indhold af sex, vold, stoffer, profant sprog og brug af våben. 

Darling Nikki, Gores 11-årige datter åbenbart havde labbet i sig foran højttalerne, stod øverst på listen af hadesange, PMRC anvendte som eksempler i argumentationen for øget censur, der førte til en høring i Senatet og et politisk kompromis ved hjælp af Parental Advisory Explicit Content klistermærker, pladeselskaberne frivilligt kunne vælge at påføre deres produkter for at berolige bekymrede mødre og fædre. Prince’ lumre bekendelser satte en veritabel debat i gang om grænserne for ytringsfrihed og musikindustriens ansvar for den gode tone og rette moral. 

When Doves Cry udkom som single fem-seks uger før lp’en og strøg i fuld fart mod førstepladserne. Prince er på egen boldgade her i en personlig sang om relationerne til sine forældre og tidligere kærlighedsforhold med skænderier og sammenstød, der lød som grædende duer. Cash Box skrev om dette eksperimenterende mesterstykke uden bas: Featuring ethereal lyrics, a pounding backbeat and a sometimes ominous musical atmosphere, this single again proves Prince to be one of the most provocative and sophisticated artists in the business.’ 

I Would Die 4 U, Baby I'm a Star og Purple Rain udgør filmens finale i en længere sekvens, hvor The Kid, der kæmper med sin psyke, for at holde bandet samlet, konkurrenterne stangen og forholdet til de nærmeste, endelig vinder publikums hjerter i triumf med The Revolution som loyal støtte. I Would Die 4 U går lige i bentøjet med Prince i et stemmemæssigt vulkanudbrud, der bekender ren kulør og vil gøre alt for sin partner. 

Baby I'm a Star kunne dengang og burde stadig være i stand til at fylde de fleste dansegulve med kropsnær dynamisk funk og popappeal. Her fejer den lillaelektriske og diminutive højhed en pæn portion af sine konkurrenter af banen og sætter skabet definitivt på plads med Purple Rain og dens knap ni minutter lange blanding af iørefaldende pop, power ballade stil, gospel sang, guitarsolo ekstase og orkestral forløsning i outtroen. 

Hvilken finale dalende fra himlen nedsendt af højere magter, hvilket er i tråd med Prince’ egen definition af begrebet Purple Rain: ‘When there's blood in the sky... red and blue = purple. Purple rain pertains to the end of the world and being with the one you love and letting your faith/God guide you through the purple rain’’ som forklaret i et interview i 2012 til NME.COM. Prince tilbød Stevie Nicks nummeret i en noget anden version, der takkede pænt nej. Herefter blev det præsenteret for og færdiggjort af The Revolution under en maratonøver i 1983. 

Purple Rain fik rosende anmeldelser ved udgivelsen og er højt placeret på lister over de bedste albums gennem tiden, der jævnligt bliver trykt i førende musikmagasiner. Kurt Loder opsummerer det ret præcist i Rolling Stone: ‘The spirit of Jimi Hendrix must surely smile down on Prince Rogers Nelson. Like Hendrix, Prince seems to have tapped into some extraterrestrial musical dimension where black and white styles are merely different aspects of the same funky thing. Prince's rock & roll is as authentic and compelling as his soul and his extremism is endearing in a era of play-it-safe record production and formulaic hit mongering.’ 

Natten mellem den 30.-31. marts 1985 sad jeg spændt ventende foran det lille tv i kollegiehummeret i Sønderborg for at følge den satellittransmitterede koncert med Prince and The Revolution fra Carrier Dome i Syracuse, New York, tysk tv sendte som sidste og fjerde del af den 15. Rockpalast aften/nat, og der gik et sus gennem mig, da bandet lagde ud med Let’s Go Crazy. Alle sange fra Purple Rain er på sætlisten og flere af dem sågar bedre fremført end originalerne. 

Purple Rain turnéen startede november 1984 og sluttede april året efter, i alt 98 koncerter med Sheila E som opvarmning. Jeg holdt ud til sidste sekund af den 19 minutter lange version af Purple Rain, hvor Prince i det tredje ekstranummer spillede og sang sig ud i fjernt beliggende galakser af sjælfuld storhed og ophøjet musikalitet. 

Jeg kan ikke erindre at have hørt en bedre guitarsolo i sangen end den fra Syracuse. Heldigvis er koncerten fra marts 1985 foreviget i restaureret lyd og billede på dvd, Blu-ray, cd og som vinyl, nu min optagelse, der stammer fra samsendingen med tysk radio, for længst er gået tabt. De to BASF bånd i små orange kassetter er forvandlet til et kært minde fra årene, hvor Prince satte sjæl i flammer med sit sjette studiealbum. Manden fra Minneapolis er ikke iblandt os længere, men tonerne sidder stadig i kroppen.