Maskinen, cigaren og den skøre diamant

Den britiske kvartets niende album udkom den 12. september 1975, og indspilningen af det strakte sig over seks en halv måned i EMIs studie i London. Lyrisk stod der Roger Waters over hele linjen med blot fem sange, der handler om ensomhed, længsel, fremmedgørelse og harsk kritik af den internationale musikbranche. Selve musiksiden er mere kollektiv anlagt med bidrag fra David Gilmour og Richard Wright ud over Waters, der også på det felt har førertrøjen på. 

Pink Floyd i samlet flok står krediteret som producer af dette rockhistoriske hovedværk, der indledes af den 13 et halvt minut lange Shine On You Crazy Diamond (Parts I–V) tekstmæssigt udformet som en hyldest til gruppens egentlige grundlægger Syd Barrett, der brændte sit lys i begge ender efter indtagelse af en pæn portion bevidshedsudvidende lsd trips. 

Barrett, der forlod Pink Floyd allerede i 1968 plaget af et mentalt skrøbeligt sind forårsaget af den hasarderede omgang med de kraftigt virkende stimulanser, dukkede totalt ukendelig for sine tidligere bandkolleger pludselig op en dag i juni 1975 under arbejdet med Wish You Were Here. Hans tilsynekomst syv år efter pilskaldet og med afbarberede øjenbryn gjorde et stærkt og noget skræmmende indtryk nøje skildret i den anbefalelsesværdige dokumentar Have You Got It Yet? The Story of Syd Barrett and Pink Floyd (2023). 

Richard Wright erindrer besøget således som offentliggjort i Charlie Kendalls bog Shades of Pink – The Definitive Pink Floyd Profile (1984): ‘Roger was there, and he was sitting at the desk, and I came in and I saw this guy sitting behind him – huge, bald, fat guy. I thought, "He looks a bit... strange..." Anyway, so I sat down with Roger at the desk and we worked for about ten minutes, and this guy kept on getting up and brushing his teeth and then sitting – doing really weird things, but keeping quiet. And I said to Roger, "Who is he?" and Roger said "I don't know." 

And I said "Well, I assumed he was a friend of yours," and he said "No, I don't know who he is." Anyway, it took me a long time, and then suddenly I realised it was Syd, after maybe 45 minutes. He came in as we were doing the vocals for "Shine On You Crazy Diamond", which was basically about Syd. He just, for some incredible reason picked the very day that we were doing a song which was about him.’

Shine on You Crazy Diamond 1-5 er en uhyre ambitiøs, detaljerig og minutiøst opbygget symfonisk suite, hvor Gilmours karakteristiske guitar spil står som et stærkt solistisk element, hvilket tilsvarende gælder for Shine On You Crazy Diamond (Parts VI–IX), der tikker ind omkring 12 minutter og 30 sekunder. Den skøre diamant med dens sammenlagt ni forskellige parter, svævende forløb, soloindslag og velklingende ensembleindsats udgør albummets kerne, der dog har flere højdepunkter at byde på end kun den sektionsopdelte start- og slutskæring. 

Welcome to the Machine domineret af Wrights synthesizerarsenal, underligt mixede vokaler, skiftende taktarter og diverse båndeffekter er Waters, når han er skarpest og allerbedst. Have a Cigar igen med Waters som afsender er fremført af den britiske folkrock sanger Roy Harper, hvis stemme klæder nummeret forbilledligt. Magasinet Record World skrev ganske rammende om Have a Cigar: ‘These progressive pioneers mix ethereal keyboard sounds with crunchy guitar rhythms for a sound that many have attempted, but few have mastered.’

I 2011 fortalte Harper, at han i en årrække følte sig mangelfuldt krediteret for sin gæsteoptræden og ditto betalt i forhold til den indgåede aftale. Harper pudsede en advokat på sagen og fandt det ret graverende med baggrund i, at sangen faktisk handler om musikbranchens grådighed og dårlige behandling af bands og solister. Ifølge Harper endte nummeret som en selvopfyldende profeti, han helst havde været foruden. 

Samarbejdet mellem gæsten og orkesteret beskrev Harper syrligt som en omgang ‘dirty music business’ udtrykt i et interview med dokumentaristen John Edginton, der har beskæftiget sig intensivt med Pink Floyd og personkredsen omkring dem. Gilmour og Waters står bag det tindrende smukke titelnummer, og de er begge enige om at medtælle det som et af bandets klart bedste, hvilket siger en del med øje for deres mildt sagt divergerende opfattelser af mangt og meget. 

Wish You Were Here er med Gilmours egne ord: ‘A very simple country song because of its resonance and the emotional weight it carries, it is one of our best songs.’ Vurderingen stammer fra Edgintons 2012 dokumentar The Story of Wish You Were Here. De retroperspektive anmeldelser af Pink Floyds nier er langt mere positive og enslydende sammenlignet med dem, man kunne læse i musikpressen efterår/vinter 1975. Rolling Stone kritikeren Ben Edmunds gav pladen en fuldbyrdet verbal afklapsning. 

Edmunds noterede om beskrivelsen af og oden til Barrett; ‘they give such a matter-of-fact reading of the goddamn thing that they might as well be singing about Roger Waters's brother-in-law getting a parking ticket.’ Melody Maker holdt sig heller ikke tilbage: ‘From whichever direction one approaches Wish You Were Here, it still sounds unconvincing in its ponderous sincerity and displays a critical lack of imagination in all departments.’ 

Ad åre har diverse publikationer dog ændret deres syn på Wish You Were Here og placeret det i den bedre ende på listerne over de mest fortræffelige albumudgivelser gennem tiden. Og egentlig med god grund, spørges denne signatur. Jeg lader et par af gruppens medlemmer få de sidste bemærkninger til emnet i dette jubilæumsskrift. 

Richard Wright er posthumt i 2008 citeret for: It's an album I can listen to for pleasure, and there aren't many Floyd albums that I can.’ David Gilmour i 1992: ‘The end result of all that, whatever it was, definitely has left me an album I can live with very very happily. I like it very much.’