Vagabonder i jungleland

‘I had these enormous ambitions for [the album]. ... I wanted to make the greatest rock record that I'd ever heard. I wanted it to sound enormous, to grab you by your throat and insist that you take that ride, insist that you pay attention—not just to the music, but to life, to being alive’, fortalte Bruce Springsteen i et interview fra 2005 om bevæggrundene for udgivelsen af det tredje album Born to Run den 25. august 1975. 

Greetings from Asbury Park, N.J. og The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle begge 1973 solgte kun moderat, og noget måtte ske i Springsteen lejren, hvor man hang en anelse med hovederne. The Boss sagde utvetydigt nej til at indspille nyt materiale i Nashville, Tennessee med hyrede studiemusikere og producer i stedet for The E Street Band. 50’erne og 60’ernes rockmusik, lyd og lyrik leveret af Duane Eddy, Roy Orbison, Elvis Presley, Phil Spector, The Beach Boys og Bob Dylan kom til at præge arbejdet med Born to Run, der strakte sig over knap halvandet år fra januar 1974 til juli 1975. 

Bruce Springsteen, manager Mike Appel og Jon Landau er krediteret som producere, David Sancious (keyboards) og trommeslageren Ernest Carter forlod gruppen under den møjsommelige proces med mange takes, overdubs og forskellige versioner af hver sang og blev erstattet af pianisten Roy Bittan samt Max Weinberg bag trommerne. Springsteen har efter udgivelsen udtalt: ‘The sessions turned into something that was wrecking me, just pounding me into the ground.’ 

Hans forhenværende Steel Mill bandkollega Steven Van Zandt, kendt som Little Steven, trådte hjælpende til, da der skulle arrangeres blæsere til den soulstampende Tenth Avenue Freeze-Out udført af en super hornsektion med Randy og Michael Brecker, David Sanborn og Wayne Andre. Kort tid efter fik Little Steven officiel status af guitarist i The E Street Band. 

Born to Run river ned fra diverse rock-, poprock-, r&b-, soul- og folk rock-hylder og bruger disse inputs til at skabe en samlet rammefortælling om skæbner og ensomme ulve på farten og arbejderklassens kamp for det daglige brød badet i en storladen produktion med tydelige referencer til Phil Spectors Wall of Sound metode. Den amerikanske forfatter Peter Ames Carlin karakteriserede albummet som; ‘the essence of fifties rock 'n' roll and the beatnik poetry of sixties folk-rock, projected onto the battered spirit of mid-seventies America.’ 

Springsteen gik formuleret med egne ord efter opskriften; ‘like Roy Orbison singing Bob Dylan, produced by Spector.’ Musikken peger ligeledes i retning af 60’er pigegrupper som The Shirelles, The Ronettes og The Shangri-Las, der blev skabt af Phil Spector, og hvor hjerte rimmede på smerte. ‘Lyrically, I was entrenched in classic rock and roll images, and I wanted to find a way to use those images without their feeling anachronistic. ... [Born to Run] was the album where I left behind my adolescent definitions of love and freedom ... [it] was the dividing line’, står der at læse i bogen Songs (2003), som Springsteen selv har bidraget til.

Den mytologisk ombejlede og efterstræbte American Dream måtte i 70’erne se sig udfordret af Vietnamkrigen, Watergate skandalen og en lammende oliekrise, der førte til økonomisk lavkonjunktur Set i det lys får Springsteens sange ekstra eksistentiel tyngde og socialrealistisk kant. Hippiekulturen gled tiltagende i baggrunden, mens desillusionen generelt sneg sig ind på det amerikanske samfund. ‘Most of the songs are about being nowhere,’ formulerede Springsteen det i et interview dateret til 2010. 

Thunder Road åbner ballet og inviterer lytteren med på den spirituelle og fysiske vandring, mens The E Street sætter tempoet og energiniveauet. Den højeffektive Tenth Avenue Freeze-Out, der fik status af en sikker livefavorit, hylder bandånden og kammeratskabet på landevejen. Night handler om en mand, der knokler nine to five for at kunne udleve sin drøm om en dag at stikke af fra det hele. Musikalsk skiftes der mellem dur og mol for at tonesætte stemningen af lige dele mismod og forløsning. 

Den pianobårne Backstreets har et teatralsk og filmisk præg over sig med Roy Bittan i storform henover tangenterne. I titelsangen flygter karaktererne beskrevet som omkringstrejfende vagabonder fra en depressiv tilværelse, mens bandet tonser igennem, og Springsteen former fortællingen rent vokalt. Lydbilledet er læsset til det yderste, hvor saxofonisten The Big Man aka Clarence Clemons levnes plads til at ‘blow the blues’ på magtfuld vis. 

She's the One er en poetisk fabel om besættende kærlighed mellem mand og kvinde tilsat et heftigt pulserende Bo Diddley beat. Den jazzede Meeting Across the River forædlet af Randy Breckers smukke trompetspil sørger for mere afdæmpede klangfarver på paletten, før finalen med den næsten ti minutter lange Jungleland rydder bordet. Her udkæmpes der kampe i natten mellem politi og bandemedlemmer i hjemstaten New Jersey til lyden af klaverdriblerier, følsomme passager for violin, en længere klagende saxsolo, et orkester der skruer og og ned for intensiteten og Springsteens nærmest bønfaldende og indtrængende sangforedrag. 

Den stod på intensiv og langvarig turnévirksomhed i USA og Europa op til, under og efter lanceringen af Born to Run, der ved hjælp af en ambitiøs markedsføringsteklame skaffede Springsteen det ønskede kommercielle gennembrud og høje hitliste placeringer. Den senere manager Jon Landau proklamerede ‘I saw rock and roll future and its name is Bruce Springsteen’ efter at have overværet koncerten i maj 1975, hvor der for første gang blev spillet numre fra pladen. Springsteens kontrafej nåede forsiderne af Newsweek og Time magasinerne, mens interessen blot steg og steg. 

Dog meldte kritiske røster sig i koret, der resulterede i en dæmpelse af euforien, der tangerede det hysteriske. Newsweek journalisten James Miller anførte i 1999: ‘mass-marketing of Springsteen in the US and David Bowie's Ziggy Stardust in the UK led to the notion that the age of innocence in rock was well and truly over - probably forever.’ Inden den megen omtale skiftede i negativ retning, nåede de fleste anmeldere i USA at rose albummet med et væld af superlativer. 

Den toneangivende journalist Lester Bangs hævdede i bladet Creem, at Springsteen ‘reminds us what it's like to love rock 'n' roll like you just discovered it, and then seize it and make it your own with certainty and precision.’ Året efter al virakken løb Springsteen ind i problemer med manageren Mike Appel, der tyede til dispositioner for at malke albumsuccesen maksimalt, han var uenig i. Springsteen anlagde sag mod Appel for at opnå større andel i sangene og udgivelserne, men det juridiske tovtrækkeri gjorde det umuligt at producere nyt materiale i flere år.

Sagen fandt en afgørelse maj 1977, og juni 1978 lykkedes det endelig for Bruce Springsteen at få Darkness on the Edge of Town på markedet. Den 14. maj 2013 gennemspillede team Springsteen hele Born to Run i den originale rækkefølge i et udsolgt Parken som led i The Wrecking Ball Tour. Tilstede blandt publikum nød jeg revitaliseringen af dette vigtige statement i Bossens imponerende karriere, og genhørt i anledning af de 50 lyder konklusionen, at treeren stadig holder vand. ‘Cause tramps like us, baby we were born to run.’