Jørgen Leth er død 88 år

Jørgen Leth (født den 14. juni 1937 i Aarhus, død den 29. september 2025 i København) var en bredtfavnende og kreativ mand på mange felter. Jeg interviewede Leth i flere timer til brug for min bog Filmbyen (2007) og bringer det her i næsten fuld længde og lettere redigeret form som en hyldest til en sand ener i sin metier. 

"Det er en speciel oplevelse at se Tour de France fra sidelinjen i år, men nu kan jeg opleve, hvordan det er at se løbet fra den almindelige tv-seers synsvinkel, og det kan jo være meget lærerigt på en måde." Den karakteristisk dybe stemme, der udtalte disse ord på en overskyet dag i juli måned 2006 på terrassen ved Zentropas administrationsbygning i Filmbyen tilhører journalisten, poeten, forfatteren og filmanden Jørgen Leth. Jobbet som fast cykelkommentator på TV2, der havde gjort ham til en slags folkeeje, var røget sig en tur. 

Sammen med Jørn Mader havde han gennem årtier kommenteret løbets helte, vandbærere, spektakulære begivenheder, individuelle udbrud og kollektive sammenbrud. Kanalen valgte at fyre Leth på baggrund af den heftige mediestorm, som selvbiografien "Det uperfekte menneske" havde affødt. Den fire sider lange episode i bogen, hvor forfatteren beskrev et erotisk forhold til kokkepigens datter i huset på Haiti, førte til en veritabel for og imod Leth-fejde i de trykte og elektroniske medier i efteråret 2005. Leth gik under jorden i månedsvis, men sagde ja til at møde forfatteren til en samtale om Filmbyen, De fem benspænd, Det erotiske menneske og det tætte samarbejde med Lars von Trier. 

Jørgen Leth startede som selvært journalist på Aktuelt i 1959 og fortsatte fem år senere som kulturskribent for Politiken, hvor han beskæftigede sig med både jazz, film, teater og ballet. Mødet med flere af 1960’ernes modernistiske instruktører som Godard og Antonioni skærpede yderligere hans interesse for filmmediet. I 1963 lavede han sin første dokumentarfilm, der var et intimt portræt af den legendariske beboppianist Bud Powell. Sammen med vennen Ole John besluttede han sig for at gå i en eksperimentel retning, der brød med den fremherskende danske realisme og mere folkelige stil. 

En af Leths mest berømte film, den 13 minutter lange "Det perfekte menneske" fra 1967, er et godt eksempel på, hvad denne retning gik ud på. Filmen betragter en velklædt skuespillers kropssprog og mimik i et klinisk hvidt rum stærkt inspireret af reklamefilmens antiseptiske verden. Det perfekte menneske lagde også grunden til Leths evne som iagttager af ‘livet under lup’ ved at studere selv de mest banale handlingers betydning ud fra en etnografisk vinkel. I slutningen af 60’erne deltog Leth for en kort bemærkning i hippie-tidens flip, men fandt ikke noget af kunstnerisk værdi i det gryende ungdomsoprør. 

Efter at hashtågerne lettede, kastede han sig i 70’erne over sin passion for cykelsporten og sikrede sig derved en vis folkelig popularitet. I disse film evnede han at kombinere den saglige iagttager med den æstetisk bevidste beundrer af sporten og forstod at formidle rytternes lidelse. I 1973 kom "Stjernerne og vandbærerne", to år efter "Den umulige time", og i 1976 nød Leth stor anerkendelse for "En forårsdag i helvede", der fulgte det umenneskeligt hårde løb mellem Paris og Roubaix. I 80’erne udsendte han film som 66 scener fra USA, Det legende menneske og Notater om kærligheden. 

"Udenrigskorrespondenten" med Henning Jensen i hovedrollen foregik på Haiti, som instruktøren besøgte for første gang i 1981. Den fiktive korrespondent går i fysisk og mental opløsning, mens ‘Baby Doc’ Duvalier styrer landet med samme hårde hånd, som faderen Papa Doc havde gjort det år forinden. Før Leth begyndte at undervise på Filmskolen, havde han været gennem en større depression, som Henning Camre forsøgte at få ham ud af ved at tilbyde ham arbejde på skolen. Instruktøren blomstrede op og var tydeligt glad for at lære fra sig – desuden kunne han se potentialet i de ambitiøse studerende, der gik ud for at ændre dansk film og oven i købet havde succes med det. 

I 1992 var der bud efter Leth fra Zentropa-folkene i Ryesgade. Instruktøren mødte op og fortalte, at han gerne ville lave en film om fodboldfænomenet Michael Laudrup, hvis tekniske ekvilibrisme og blik for spillet bestemt var et studie værd. Leth tog til Barcelona, hvor Laudrup udfoldede sig i storhed i starten af 90’erne og vandt flere titler med klubben. Leth betegner deres samarbejde som fornuftigt og relativt gnidningsfrit. Resultatet, "Michael Laudrup – en fodboldspiller", forelå året efter og senere genudsendt på dvd. 

Instruktøren valgte uafhængigheden og lavede "Haiti uden titel" (1995) på Filmværkstedet i Lyngby. Han ønskede at få en afklaring på, hvad der fascinerede ham ved øen, og satte sig for at afdække voodoo-religionen, de politiske omvæltninger og de grusomheder, der fulgte i kølvandet på dem, samt kvindernes særlige sensuelle udstråling. Filmen var flere år undervejs, inden den blev færdig. I 2001 satte Trier og Leth hinanden stævne for at tage hul på et fælles filmprojekt. Tiden var nu inde til, at de to store erne i dansk film skulle krydse klinger med hinanden. 

Trier ville opsætte nogle konditioner for projektet, og som udgangspunkt skulle de to instruktører tale sammen i filmen. Leth sagde ja i fuld tillid til, at han ville være i stand til at leve op til de drilske udfordringer. Han rejste tilbage til Haiti og ventede på kollegaens udspil. Endelig kom den afgørende mail, der forklarede, at Leth skulle lave nye versioner af Det perfekte menneske på baggrund af en række benspænd, der endte med at gøre livet surt for ham under arbejdet. Valget af Det perfekte menneske var ganske logisk, fordi Trier altid havde holdt af filmen.

"Lars fortalte mig, at han havde stor lyst til at tale med mig om den film. Men ifølge ham skulle jeg have været meget arrogant og afvisende ved at sige: ‘Det har jeg ikke tid til – vi må tales ved en anden dag’. Det er, som om han skulle have hævn for det under vores arbejde med benspændene – en slags tak for sidst med mange års forsinkelse", erindrer Jørgen Leth. "De fem benspænd" (2003) må betegnes som mere end blot et ‘tak for sidst.’ 

Arbejdet foregik ved at Leth mødte op for at få tildelt de fem benspænd et efter et. Hver gang, han kom tilbage, skulle han medbringe løsningen på den forrige opgave og modtage kritik for den. Samtalerne foregik i Triers lille hus i udkanten af Filmbyen og blev brugt i filmen. Leth satte sit eget hold og sørgede selv for klipningen af løsningsforslagene – spillereglerne var klare. "Det er givet, at han fik mig til at lave ting, som jeg ellers ikke ville lave. Ind i mellem kunne man være i tvivl om han ønskede at destruere mit arbejde. 

Jeg følte mig chokeret nogle gange, men alligevel blev jeg inspireret til at komme med nogle opfindsomme løsninger. Man vil jo gerne udfordres, men også gerne vinde. Da Lars som femte opgave bad mig læse et brev op, mente jeg, at det slap jeg sgu da meget let fra. Men da jeg så teksten, tænkte jeg: ‘Det var godt nok strengt’. Når jeg ser filmen i dag, er jeg meget rørt over det, han skrev. Brevet er en skæmtsom erkendelse af, at det var et havareret projekt med forsøget på at gøre mig mere menneskelig og mindre betragtende. Det er faktisk en meget menneskelig film, vi har lavet, der viser nye sider af ham og af mig selv som mennesker", fortæller Leth.

Filmen modtog glimrende anmeldelser, og Leth rejste rundt i verden med De fem benspænd og blev tit spurgt, om samtalerne mellem dem var ægte og spontane. Hertil er svaret ja. Da Trier som led i et af benspændene bad Leth om at tage tilbage til Bombay for at nyde en udsøgt fiskeret med dyr vin iført smoking bag et tæppe midt i byens fattigste kvarter fyldt med udsultede og spedalske mennesker, nægtede Leth at parere ordre for første og eneste gang. 

Den nyudnævnte direktør for Nordisk Film, Erik Crone, opfordrede i 1997 Leth til at lave en film om det erotiske menneske med udgangspunkt i den samme nysgerrighed, som han havde anvendt under arbejdet med Det perfekte menneske, der også indeholder erotiske scener mellem en mand og en kvinde. Leth havde fået bevilliget penge til research og drog til Senegal, Haiti og Brasilien for at optage materiale sammen med sin faste producer gennem mange år, Marianne Christensen. Dernæst skete der ikke det store omkring filmen i en årrække.

Oktober 2005 røg Leth ud i strid modvind efter udsendelsen af sin erindringsbog. Han valgte at sende et statement ud via Ritzau Bureau, hvori han frivilligt gav afkald på sin titel som konsul på Haiti og trak samtidig "Det erotiske menneske" tilbage i et forsøg på at få ro omkring sin person. Leth valgte derudover ikke at udtale sig, da han mente, at han nok ikke ville blive hørt under den oppiskede stemning. Trier tog initiativ til en støtterklæring i form af et åbent brev og fik en del af landets førende instruktører til at skrive under på den, herunder Per Fly, Thomas Vinterberg og Lone Scherfig. 

Dernæst kontaktede Trier Leth i eksil på Nordsjælland og anmodede ham indtrængende om at genoptage arbejdet med Det erotiske menneske. Trier tilbød at være kreativ producent og indkaldte Leth til et møde på Søllerød Kro i midten af oktober måned. I starten af 2006 bad Leth sin producer om at sørge for, at filmen blev flyttet til Zentropa efter en forudgående aftale med Kim Magnusson, direktør for produktion og udvikling i Nordisk Film. Magnusson ville helst ikke slippe filmen helt, men så det fornuftige i, at Trier medvirkede som kreativ producent, hvilket havde været et ultimatum fra Leths side.

Det Erotiske Menneske fik premiere den 3. november 2010 i Store Vega som en del af CPH:DOX-festivalens program. Jeg sad blandt de indbudte gæster og blev indrømmet en kende skuffet over det endelige resultat. Det rokker dog ikke en tøddel ved Jørgen Leths samlede status som en af de største personligheder i dansk kulturliv gennem flere årtier. Æret være hans minde.