En bohemisk rhapsodi

Den 28. november 1975 udkom Queens fjerde album, der satte nye standarder for det meste i branchen ved hjælp af et dusin sange, der stritter i forskellige retninger, men alle er præget af bandets eminente kunnen og kreative opfindsomhed - en ærkebritisk bohemisk rhapsodi perfektionistisk produceret og musikalsk iscenesat ned i mindste detalje af Roy Thomas Baker i tæt samklang med hele bandet. 

Det bekostelige og tidskrævende album opkaldt efter Marx Brothers' film af samme navn er indspillet i forskellige studioer henover en firemåneder lang period i 1975. Processen blev igangsat med en kort instrumental udgave af God Save the Queen optaget i Trident Studios i slutningen af forrige år, men samarbejdet med stedets ejer og gruppens daværende manager Norman Sheffield sluttede derefter brat. 

Queen hævder ikke at have tjent en klink på de første tre udgivelser og har givet Sheffield skylden for den finansielle fadæse, hvilket han fik læst og påskrevet i den molstemte og højspændte åbningsskæring Death on Two Legs. Selv om Sheffield, hængt ud i teksten som pengegrisk, fed, blodsugende og udplyndrende tæge på to ben, ikke er direkte nævnt i Mercurys verbale uppercut af en vredesudladning, lagde han sag an mod bandet og pladeselskabet for æreskrænkende defamering.

Freddie Mercurys advokat havde advaret mod tekstens aggressive og bevidst fornærmende ordlyd, der vakte opstandelse i øverummet og studiet, men ud skulle budskabet i ucensureret form med grønt lys fra guitaristen Brian May, John Deacon (bas) og trommeslageren Roger Taylor. 

A Night At The Opera er et spraglet konglomerat af ballader, music hall tradition, såkaldte sea shanties, dixieland jazz, metallisk hard rock, pop og symfonisk progressiv rock, der formåede at nå ud til et kæmpe publikum upåagtet af de stedvist komplekse arrangementer og harmonisk udfordrede passager, der ikke var hitliste hverdagskost på det tidspunkt.

‘We had made hit records but we hadn't had any of the money back and if A Night at the Opera hadn't been a huge success I think we would have just disappeared under the ocean someplace. So we were making this album knowing it was live or die’, har Brian May sagt i et interview fra 1990 om behovet for at slå igennem i midten af 70’erne. I'm in Love with My Car, skrevet af Roger Taylor og et af højdepunkterne fra nummer fire, endte efter lange og ophedede diskussioner som B-side til Bohemian Rhapsody. 

You're My Best Friend bærer John Deacons navn og var i virkeligheden en langt mere oplagt single kandidat med en spilletid på lige under tre minutter end den dobbelt så lange Bohemian Rhapsody. Den keyboard bårne og slentrende ørehænger nåede som Bohemian…  det lukrative single marked, men først i midten af juni 1976. Queen har både før og efter nydt godt af Deacons flair for at begå sikre hits med fængende figurer og sangbare omkvæd. 

Brian Mays 39 udgjorde B-siden til You're My Best Friend, men havde såmænd fortjent en A’er med dens inciterende og melodiøse blanding af skiffle, folk og pop i akustiske gevandter tilsat en fortælling om rejse i tid og sted, et emne fra astrofysikken, der har optaget May som forsker gennem flere årtier og resulterede i en doktorafhandling i 2006, han forsvarede og fik godkendt året efter. 

Sweet Lady er ligeledes skrevet af May, men umiddelbart albummets svageste indslag med gumpetung glamrock af forglemmelig karakter. Mercurys Seaside Rendezvous er en charmerende parantes overlegent eksekveret i den mere kitschede og campede afdeling med stiff upper lips, strandtursromantik og lyden af klaprende stepsko, vel sagtens kun Queen kan slippe nogenlunde helskindet fra. 

Den overdådigt tonesatte The Prophet's Song er rendyrket opvisning i avanceret progrock med tonsvis af guitarlækkerier og overdubbede vokalpassager af et tilsnit, der snildt kan måle sig med Bohemian Rhapsody. The Prophet's Song (May) tager afsæt i Det Gamle Testamentes Skabelsesberetning fra 1. Mosebog og den sagnomspundne historie om Noahs Ark.

Nummeret leder direkte over i Freddie Mercurys ømt forløste showstopper og senere live sing-along favorit Love of My Life tilføjet harpe og klaverakkompagnement i den gode smags tjeneste. Dernæst står den på Good Company skrevet af Brian May, der demonstrerer sin stilsikre fornemmelse for oldschool jazz og håndtering af diverse strengeinstrumenter. May er en sand virtuos i faget, der mestrer det meste og med udbytte kan sættes til hvad som helst.

Bohemian Rhapsody udkom som single den 31. oktober 1975 og lagde beslag på tre ugers samlet studietid og knap 200 overdubs, hvoraf hovedparten gik til vokal- og korstemmer, der ad flere omgange måtte mixes ned til langt færre spor for at frigive plads til nye runder, hvor gruppen broderede videre på dette opulente pragtværk af en perfekt popsymfoni, der har opnået klassikerstatus som en af de største rocksange i det 20. århundrede. 

Queens nok altoverskyggende signaturfrembringelse er en suite, der ifølge Mercury er sat sammen af tre forskellige sange udmøntet i en intro, et ballade segment, en operaagtig midterpassage, en hardrock del og en refleksivt udklingende coda uden brug af omkvæd. Hvordan Bohemian Rhapsody kunne ende som en træffer af den kaliber stadig elsket i vor tid, er noget af et under og nær umuligt spørgsmål at besvare, for nummeret bryder med stort set alle konventioner for, hvordan man komponerer en sikker hitliste-etter. Roy Thomas Baker erindrer i et interview fra 1999 følgende om tilblivelsen af den parodiske operasekvens:

‘Bohemian Rhapsody was totally insane, but we enjoyed every minute of it. It was basically a joke, but a successful joke. We had to record it in three separate units. We did the whole beginning bit, then the whole middle bit and then the whole end. It was complete madness. The middle part started off being just a couple of seconds, but Freddie kept coming in with more "Galileos" and we kept on adding to the opera section, and it just got bigger and bigger. We never stopped laughing ... It started off as a ballad, but the end was heavy.’

Joke eller ej har Bohemian Rhapsody og A Night at the Opera som helhed bestået tidens tand endda med bravur i dens bedste stunder, og det er jo fristende at tilføje den velkendte danske vinkel om, at Roy Thomas Baker med tilsvarende faglige ekspertise hævede Gasolins kunstneriske udtryk mod hidtil uhørte højder på fire studiealbums og en dobbelt live udgivelse. Den slags beror næppe på tilfældigheder og held alene.