Man kunne høre og mærke tenoren

En af dansk jazz mest markante musikere og solister med et håndelag af internationalt tilsnit og  med solide rødder i amerikansk bebop og swing har spillet sin sidste solo på tenorsaxen. Jesper Thilo har fundet hvile efter følgerne af længere tids sygdom og en alvorlig hjerneblødning, der i 2024 satte en definitiv stopper for en lang og imponerende karriere i jazzens tjeneste. 

Inspirationskilderne talte tenorgiganterne Coleman Hawkins og Ben Webster. Jesper Thilo (født den 28. november 1941 i København - død den 25. april 2026) voksede op i et arkitekthjem med en kreativ mor, der spillede klaver og gjorde sig som skuespiller. 

Som dreng og ung beviste Thilo sine færdigheder på klarinet og basun i diverse bands af mere traditionelt tilsnit og studerede klassisk klarinet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I første halvdel af 60’erne og fra 1967-74 blev Thilo en del af Arnvid Meyers orkestre som tenor- og altsaxofonist efter Meyers ønske og opfordring. 

Her fik Thilo mulighed for at optræde med en række af de amerikanske solister samt musikere, der havde ansporet ham i de formative år. Listen tæller ud over de allerede nævnte Benny Carter, Bill Coleman, Buck Clayton, J. C. Higginbotham, Charlie Shavers, Harry ”Sweets” Edison og Roy Eldridge. Fra 1966-90 var Thilo mellem af Radioens Big Band under ledelse af blandt andet Palle Mikkelborg og Thad Jones. 

Der viste Thilo sit enorme potentiale som multiinstrumentalist, da han ud over tenor- og altsaxen ydermere tog sig af sopran- og barytonsax, koncertfløjte, klarinet og basklarinet. Sideløbende med DRs Big Band har Jesper Thilo spillet med Niels Jørgen Steens A-Team, Kansas City Stompers og Ernie Wilkins Almost Big Band. 

Hertil skal føjes en del egne konstellationer med hjælp fra musikere og sangere som Jesper Lundgaard, Olivier Antunes, Søren Kristiansen, Thomas Clausen, Henrik Bolbjerg, Guffi Pallesen, Svend-Erik Nørregaard og hans tidligere samlever Ann Farholt. En del af de nævnte medvirker på de 12-13 udgivelser, Jesper Thilo har forestået i eget navn fra 1980-2014. Disse byder også på navnkundigheder som Clark Terry, Richard Boone, Billy Hart, Harry Sweets Edison og Bo Stief.

I egenskab af studiemusiker og del af større ensembler har Thilo indspillet med navne som Tommy Flanagan, Roland Hanna, Miles Davis (‘Aura’) og Scott Hamilton. 1971 modtog Thilo prisen som årets danske jazzmusiker, og seks år senere blev han som den allerførste tildelt Ben Webster-prisen. I 2000 udgav Thilo med kyndig hjælp fra vennen Erik Moseholm den anekdoterige selvbiografi ‘Man ska ku se komikken’ hos Lindhardt og Ringhof. 

Jeg har selv haft fornøjelsen af at opleve Jesper Thilo live ved forskellige lejligheder, en dybt dedikeret og professionel spillemand af fineste kaliber. I 1990 gæstede jeg trommeslageren Svend-Erik Nørregaards hjem under jazzfestivalen i København som tak for lån af mit trommesæt ved et job på Kridthuset i Aabenraa. Indkvarteret i hovedstaden hilste jeg på Thilo og fik lejlighed til at tale lidt med ham, der med stor lune og uden megen omsvøb svarede på mine spørgsmål. 

For Radioens Big Band havde tidligere i 1990 haft besøg af Van Morrison. Dette måtte jeg som fan af den irske gnavpotte høre mere om. Thilos vurdering var kort og kontant: En sur og uinteressant skid, der ej heller musikalsk sagde ham en kæft. Mangeårig pianist og chefdirigent hos Radioens Big Band (1968-96), Ole Kock Hansen, havde dog et noget anderledes positivt syn på Morrison. Sådan kan orkesterkolleger jo se forskelligt på tingene. 

Æret være Jesper Thilos minde, en af vores ypperste jazzudøvere herhjemme, som ligeledes nød stor respekt på verdensplan, der i topform kunne hamle op med de fleste. Thilo er nævnt flere steder i Ole Fessor Lindgreens biografi ‘65 år i jazzens tjeneste’, hvor Fessor beskriver ham som en eminent bladlæser, der ‘åd’ stort set alt, han blev præsenteret for, i første hug.