Vil I være med til at dyrke håbet – og skrive ’Kærlighedsbreve til Fremtiden’?
I november kan skoleklasser og ungdomsuddannelser booke et besøg af ’Generation Hope’ og være med til at skrive kærlighedsbreve til fremtiden.
Af Thomas Lindvig Munk-Osmundsen
Det er en øvelse der træner evnen til at forestille sig og formulere en anderledes verden.
Generation Hope har udviklet ’Kærlighedsbreve til Fremtiden’, og mødt over 5.000 unge rundt i Danmark fra mange forskellige ungdomsuddannelser og grundskoler.
De vil også rigtig gerne besøge Vejles unge!
De kærlighedsbreve der bliver skrevet bruger Generation Hope aktivt til at sætte unges håb på den offentlige og politiske dagsorden. Tidligere har breve fx været på forsiden af Politiken, været nævnt i Go' Morgen Danmark, P1 Orientering og brugt aktivt i en video til TV2 Kosmopol. Her i Vejle vil vi også arbejde på at udstille brevene i det nye kulturhus.
Hvad går det ud på?
Helt grundlæggende kan man skrive eller tegne et kærlighedsbrev til fremtiden, som om fremtiden er en person, man holder af og glæder sig til at møde. Bagefter læser deltagerne brevene op for hinanden, to og to, og som deltager får man til sidst muligheden for at læse sit brev op for andre. Det er der altid nogle, der gør, selvom man ikke skulle tro det.
Formålet med konceptet er at styrke unges relation til fremtiden og træne evnen til at håbe og forestille sig det samfund, man ønsker at være med til at skabe.
Hver eneste gang vi laver øvelsen, opstår der nogle virkelig rørende samtaler og øjeblikke.
Tilbuddet henvender sig til elever i 8-10 klasse, FGU, STU, EUX og EUD, unge under uddannelse, gymnasie og HF.
Kontaktperson ift. booking:
Thomas Munk, tlimu@vejle.dk
Læs mere om Generation Hope her Generation Hope