Sommerferievikar på ”Pallisbjerg”
I sommerferierne 1963 og 1964 hakkede jeg roer på den fædrene gård på Nordøstfyn. I sommerferierne 1965 og 1966 arbejdede jeg på ”Pallisbjerg”, et skolehjem for adfærdsvanskelige drenge nær Ulfborg. Vi var tre lærerstuderende fra Jelling, der havde fået jobbene, bl.a. min gode ven Carl Nielsen fra Odense, der gik to klasser over mig på seminariet. Jeg tror, det var ”tynde”, Bjarne Nielsen, fhv. 1. holds fodboldspiller i Vejle Boldklub, der i første omgang skaffede os jobbet.
33 ruder!
Forstanderen hed C.A. Kjærsgaard-Rasmussen, og han var en stor personlighed. Han var også amtsrådsmedlem for Socialdemokratiet i Ringkøbing Amt, og han startede med at fortælle os, at man naturligvis ikke lagde hånd på drengene. Det tog vi selvfølgelig for absolut gode varer, men på min allerførste vagt begyndte nogle af drengene at kaste med sten mod vinduerne i hovedbygningen, og inden jeg/vi kunne gøre noget, havde de smadret 33 ruder. Det var en klar provokation imod ens (kommende) pædagogiske og opdragelsesmæssige evner, som heldigvis ikke blev siddende i mig, efterhånden som vi fik kæmpet os ind på livet af drengene.
Jeg har en meget klar erindring om netop samme dags aften, hvor jeg omsider havde fået alle drengene til ro på min vagt og stod på hovedtrappen, da jeg mærkede en hånd på min skulder. ”Her på stedet tager vi ikke bekymringerne med i seng, Rasmussen! Godnat!” lød det fra forstander C.A. Kjærsgaard-Rasmussens dybe stemme. Det var en god hånd på skulderen, men det var nu lettere sagt end gjort, men det blev alligevel en fin måned. Det var også velbetalt (bedre end at hakke roer, selv om min far ikke var fedtet!), og min mor sagde, at hun kunne mærke, at min tålmodighed var blevet øget ganske betragteligt i løbet af sommeren. En overgang overvejede jeg faktisk, om min lærergerning skulle gå den vej, for da vi igen var der i sommeren 1966, var det et betydeligt nemmere job, selv om hver dag var ret uforudsigelig.
En skideballe
Bl.a. mødte jeg K., der var vådligger, og derfor skulle man på sin vagt vække ham ved halv-et-et-tiden og få ham til at tisse på toilettet, og det gjorde han, men til trods for det var selv hovedpuden våd om morgenen. Jeg stak ham engang en på siden af hovedet, den eneste øretæve, jeg nogensinde har stukket ud i min pædagogiske karriere! – naturligvis ikke pga. tisseriet, det var af disciplinære årsager, men jeg har aldrig fået så stor en skideballe – altså af K – senere i mit liv, så det gjorde jeg aldrig mere. Det er faktisk pudsigt, at de to største skideballer, jeg har fået i mit liv, ikke stammer fra mine to år i militæret. K's var den ene, og rektor Brix´ på Jelling Statsseminarium var den anden. Vi mødte også J.O., 5-6 år gammel, han var diabetiker med insulinsprøjte og det hele. Han var lært op til selv at stikke sig, så det ikke var en ny person hver dag, men vi skulle selvfølgelig fylde sprøjten og sørge for afspritning m.m., men hvis ikke det flød med sprit, der jo fordamper meget hurtigt, nægtede han simpelt hen at stikke sig! Han var faktisk en meget sød, lille dreng, som jeg godt kan komme til at tænke på en gang imellem. Nu må han være over 60, hvis han da i det hele taget lever!
/ Bent Rasmussen, december 2022