Da historiefortælleren fra hjertelandet brød lydmuren

Bruce Springsteens syvende studiealbum udkom den 4. juni 1984 og blev med et samlet salg på over 30 millioner hans mest solgte i karrieren og et af de bedst sælgende på verdensplan nogensinde. Hertil skal føjes syv singler, der alle nåede top ti i USA, hvoraf de fem fik ekstra opdrift ved hjælp af flittigt roterende videoversioner via MTV instrueret af Hollywood sværvægterne Brian De Palma og John Sayles. Tre blev endda udsat for dance remixes i en samlet offensiv markedsføring nøje kalkuleret til mindste detalje.

Keyboard parken og synthesizerne er flittigt i brug på Born in the USA, der dog i sin grundsubstans forbliver tro mod den rockmusik, Springsteen har dyrket live og i studiet med The E-Street Band siden starten af 70’erne tilføjet elementer af pop, disco, funk og pop i doserede mængder. Fra slutningen af juni 1984 drog The Boss og følge på Born in the U.S.A. Tour, der med 156 koncerter fordelt på 15 måneder varede til starten af oktober 1985 og bragte dem til Europa, Asien og Australien ud over det nordlige Amerika.

Titelnummeret med dets enkle synth riff, kaskader af guitar og smældende lilletromme lyd skabt ved hjælp af reverb og noisegate i studiet er en af Springsteens mest misforståede sange og brugt af politikere og præsidenter på den politiske højrefløj til fremme af en ukritisk patriotisk og populistisk agenda med USA som en overlegen militærmagt og stolt nation, alle andre beundrer og ser op til. Born in the USA handler tværtimod om den nedrige og stigmatiserende behandling, mange soldater led under hjemvendt fra Vietnam arret på krop og sjæl samt fremmedgjorte overfor den krig, Johnson og Nixon administrationen beordrede dem til at udkæmpe og gå i døden for.

Springsteen er som sådan ikke antipatriotisk, men ønsker at hans land besinder sig og fokuserer på kerneværdierne i den gældende forfatning, der lover frihed og retfærdighed til alle uanset race, køn og økonomisk formåen. Lyrisk er albummet i det amerikanske hjerteland som de seks forudgående med Springsteen som storyteller, der beretter om arbejderklassens dagligdag, den nagende desillusion, brudte relationer og fortidens ofte forjættende skær af ubekymret idyl.

Born in the USA blev indspillet henover januar 1982-marts 1984 og parallelt med færdiggørelsen af det prunkløse og overvejende akustiske Nebraska (1982), som førstnævnte er tematisk beslægtet med. Born in the USA er produceret og co.-produceret af Bruce Springsteen, manageren Jon Landau, Chuck Plotkin og Steven Van Zandt aka Little Steven i Power Station og Hit Factory studierne i New York.

Little Steven er kun med på en tredjedel af de i alt 12 sange og forlod Springsteen lejren før udgivelsen og turnéen, hvor han blev erstattet af superguitaristen Nils Lofgren. No Surrender og Bobby Jean, der besynger venskabets stærke bånd og rockmusikkens forløsende kraft, er fortolket som hilsener og en broderkærlig fremstrakt hånd til Little Steven. Linjerne ‘Now you hung with me, when all the others turned away ... turned up their nose, We liked the same music - we liked the same bands - we liked the same clothes, We told each other, that we were the wildest, the wildest things we'd ever seen’ fra Bobby Jean kunne tyde på, at der er hold i denne udlægning.

Bruce Springsteen, der i sin selvbiografi Born to run udtrykker et vist ubehag ved den pludselige berømmelse og rigdom, der fulgte i kølvandet på Born in the USA, læste under The River turnéen Born on the Fourth of July skrevet af den lamme kørestolsbruger, Vietnam veteran og anti-krigsaktivist Ron Kovic. Den inspirerede Springsteen til en række af de sange, der er inkluderet på Nebraska og Born in the USA. Han begik langt mere materiale, end de to albums kunne rumme, og var inde i en produktiv fase, hvor det gjaldt om at holde fokus med yderst forskelligartede udgivelser som resultat.

Mere end 50 sange nåede i spil, og der gik en del tid med indspilningen af dem og udvælgelsesprocessen. Et udpluk af de bortsorterede kan høres på Greatest Hits (1995), Tracks (1998) og The Essential Bruce Springsteen (2003). Om sit syvende album skriver Springsteen blandt andet i Born to run: ‘My Born in the U.S.A. songs were direct and fun and stealthily carried the undercurrents of Nebraska.’ En af de numre, der slap igennem nåleøjet er Cover Me, hvor han beder sin livspartner om at blive hos ham og skærme af for omverdenens gru og rædsler.

Darlington County er kontant og oldschool The Boss-rock og en fortælling i road-movie form om to venner fra New York på farten i de mytologiske landskaber, der i stedet for at finde arbejde driver den af i kvindeligt selskab. Værre går det i den rockabilly farvede Working on the Highway, hvor en vejarbejder stikker af med en pige mod hendes fars ønske. Han anholdes og sættes i fysisk udmattende strafarbejde. Balladen Downbound Train er en fortælling om hårde tider, skilsmisse, fortvivlelse og dårligt lønnet arbejde.

I'm on Fire, inspireret af Johnny Cash, er minimalistisk udført med synthesizer, fingerspilsguitar og en taktfast trommerytme. Lysterne er i kog på tekstsiden, der forbliver uindfriede. No Surrender med påstanden om, at man lærer mere fra en tre minutters rocksang end i skolen, er E-Street bandet i storform, der tonser igennem, som stort set kun de kan det The Ashbury Park, New Jersey way. Der er mere rockabilly roll at hente i I'm Goin' Down, der beskriver et parforhold på vej mod kollaps, hvor kvinden har tabt gnisten og lader manden sejle frit for alle vinde.

Glory Days holder rockgryden i kog med jeg fortælleren i baren, der redegør for sine møder med en tidligere baseball stjerne og eks high-school kammeraterne. Det hele har et bittersødt skær over sig; de gyldne dage var nok mere nostalgi end realitet. Desuden er datidens populære pige, alle ville i lag med og fantaserede om, endt som alenemor med to børn. Springsteen er vitterlig en glimrende storyteller, der definitivt brød lydmuren med Born in the USA.

Det gjorde især det dansante og synth-pop prægede Dancing in the Dark sit til med et insisterende og fremaddrivende beat, kontante guitar anslag og enorm energi over hele linjen. Landau ville have et mere egnet nummer som singleforløber, end dem der var til rådighed, i håb om at stimulere salget. Det leverede Springsteen, mens han synger om det kick, der skal bryde tilværelsen dødvande og gnisten, der genantænder den kreative drivkraft, mens han danser i mørket.

Den elegiske og melankolske My Hometown runder albummet af badet i synthesizer klang, folk ballade stil og med en tekst, der handler om hjemstavnen, jeg-stemmen agter at forlade, da den i løbet af 60’erne plages af økonomisk tilbagegang, racespændinger og sociale konflikter, hvor de lavest lønnede trækker det korteste strå. Springsteen går ukueligt til stålet på Born in the USA i tidens toneklang uden at sælge fuldstændig ud, og hvor der trods de lyriske tunge skyer er levnet plads til en anelse humor og lys mellem sprækkener, Leonard Cohen små ti år senere sang så profetisk og poetisk om.

Publikum og næsten samtlige kritikere kvitterede med applaus og lovord, hvorefter The Boss tog på langfart for at erobre verden veltrænet, velspillende og velsyngende dansende på vulkaner af vokal urkraft. Det har han gjort lige siden og gør det endnu 40 år efter på vej mod de 75 år til september, født i USA som kritisk patriot med poesi fra randområderne.