Theis Ørntoft
Foto: Sara Galbiati

Theis Ørntoft nomineret til DR Romanprisen 2024

Der er lagt op til samtaler om både de nære relationer og den globale verden, når romanlæseklubberne skal diskutere Theis Ørntofts slægtsroman, Jordisk.

Jordisk skildrer en familie gennem tre generationer fra 1967 til 2036. Bogens fem afsnit, der alle tager afsæt i en generation af familien, peger på et netværk af forbindelser mellem det enkelte menneske og dets ophav, samfundets økonomier og alt, hvad der ellers omgiver os. 

Ørntoft har en særlig evne til både at zoome ind på detaljen i det enkelte menneskes liv og zoome ud og male med den brede pensel, og på den måde får læseren en fornemmelse af, hvordan alting er vævet ind i hinanden, i historien, i naturen og i katastrofen. Romanen er skrevet i klimakrisens skygge og er tematisk i tråd med Ørntofts tidligere bøger.

Forfatteren er aktuel på Vejle Bibliotek den 13. december:

Juryens motivering

I juryen, som nominerer bøgerne til Romanprisen, sidder Mette Willumsen, Kåre Poulsen og Hanne Barslund fra DR samt Lise Vandborg fra Litteratursiden. Juryen motiverer valget af romanen således:

Med afsæt i tre søskende folder Theis Ørntoft en stor og melankolsk fortælling ud om en families evne til sammenhold og dens risiko for opløsning. Som et billede på samfundet, på planeten og på fremtiden. Han serverer fremragende slægtshistorie side om side med en stærk fortælling om den vestlige verdens udnyttelse af jordens ressourcer, og hvordan det går med os mennesker og samfundet, når materiel vækst er det absolutte omdrejningspunkt. 

Med ’Jordisk’ kombinerer Theis Ørntoft slægtsromanen og samtidsromanen på en overbevisende måde og fornyr i samme gestus slægtsromanen som genre. Han rammer samtiden lige på kornet, og det er imponerende, hvordan beskrivelsen af karakterernes dagligdag samtidig bliver til en udforskning af hele vores eksistens. Det ene øjeblik er vi midt i et familiedrama, i det næste nærmer vi os civilisationens undergang. 

’Jordisk’ er også en roman om håb. Et opråb om nødvendigheden af at danne nye fællesskaber, der kan udfordre og tage kampen op med det, der truer både vores tilværelse og Jordens eksistens
.”

Debat i DR Romanklubberne

I juni blev De bedste familier af Kim Blæsbjerg og Rans vilje af Peder Frederik Jensen nomineret til DR Romanprisen, og i august blev Ditte Holm Bro nomineret. Inden december nomineres to romaner mere til prisen. Debatterne i klubberne om de seks romaner løber fra december til maj 2024, og derefter stemmer landets læseklubdeltagerne om, hvem der skal vinde prisen. 

Vinderen af DR Romanprisen 2024 kåres den 15. juni på Dokk1 i Aarhus, og LIVE på P1. I år gik prisen til Keld Conradsen for Byen og havet.

Event om Romanprisen på Bogforum

Afsløringen af nomineringen af 'Jordisk' til Romanprisen skete til et arrangement den 3. november på DR Scenen på Bogforum, hvor juryen fortalte om udvælgelsen af romaner til prisen. Arrangementet udspringer af, at juryen ofte får spørgsmål fra DR Romanklubberne om, hvordan bøgerne udvælges. Læs mere her. 

Materialer