Musik & film

Kejserinden af soul med licens til at synge

Gladys Knight 80 år

Af Thomas Vilhelm

Gladys Knight

Gladys Maria Knight, født den 28. maj 1944 i Atlanta, Georgia i USA, er blandt andet kendt som The Empress of Soul, for James Bond titelsangen Licence To Kill og især som den vokale forgrund i det familiære foretagende Gladys Knight & the Pips med storebroren Merald "Bubba" Knight og fætrene William Guest og Edward Patten i koret. Knight, der har skiftet fra at være katolik til mormon, kan ud over sanger og sangskriver ligeledes kalde sig skuespiller, forfatter, forretningskvinde og filantrop samt forhenværende ludoman. Denne afhængighedstrang standsede imidlertid hurtig efter, hun tabte mere end 60.000 dollars under et casino besøg.

Knight begyndte allerede at synge gospel som fireårig sammen med sine brødre og søskende og vandt blot otte år gammel en tv sangkonkurrence for amatører. Nogenlunde samtidig blev The Pips en realitet, der skrev kontrakt med Brunswick Records i 1957, mens Gladys Knight trådte ind i teenageralderen. The Pips fik et mindre gennembrud med singlen Every Beat of My Heart i 1959 og ændrede to år senere navn til Gladys Knight & the Pips.

I 1962 forlod Gladys Knight gruppen for at vende retur i 1964, hvor hun forblev indtil opløsningen i 1989. Der kom ekstra gang i den kommercielle del efter skiftet til Motown Records i 1966, og da sangkvartetten som de første fik udgivet deres version af den udødelige soulklassiker over de fleste, I Heard It Through the Grapevine, i 1967 et år før, Marvin Gaye scorede et endnu større hit med en omarrangeret og langsommere version af sangen skrevet af Norman Whitfield og Barrett Strong, to af Motowns mest driftssikre producere og sangsmede.

Dernæst blev der sat yderligere fart på soul/funk karavanen med hits og holdbare numre som Nitty Gritty, Friendship Train, If I Were Your Woman, I Don't Want to Do Wrong og Grammy-vinderen Neither One of Us (Wants to Be the First to Say Goodbye), før Gladys Knight & the Pips skiftede over til Buddah Records i 1973.

Gruppen holdt dampen oppe og kvaliteteten i hævd hos det nye selskab med blandt andet Best Thing That Ever Happened to Me, I've Got to Use My Imagination, I Feel a Song (In My Heart) og nummer et singlen Midnight Train to Georgia alle forædlet af Gladys Knights enorme stemmepragt, sikre rytmiske timing og sans for fraseringens ædle kunst tilsat the Pips spændstige korarbejde og aldrig svigtende velklang. Ligeledes bør soundtracket til filmen Claudine (1974) fremhæves produceret af Curtis Mayfield, et møde mellem soulgiganter.

Fra slutningen af 70’erne og i 80’erne vandt pop- og diskomusikken mere og mere indpas i lydbilledet, indtil stikket definitivt blev trukket efter mere end 25 studiealbums. Licence to Kill (1989) er en af de bedst komponerede og vokalt veludførte Bond temasange i seriens historie, hvor Knights fulde register og gehør for at tilføje nummeret karakter og drama folder sig ud. Hvilken klasse - Knight bærer sin adelstitel indenfor soul/r&b- og gospelgenrerne med absolut værdighed.

That's What Friends Are For, som Gladys Knight sang sammen med Dionne Warwick, Elton John og Stevie Wonder i 1985, strøg til tops på Billboard 100 listen. Nummeret er skrevet af Burt Bacharach og Carole Bayer Sager og indbragte mere end tre millioner dollars til American Foundation for AIDS Research. Knights solokarriere blev indledt med Miss Gladys Knight (1978) og Gladys Knight (1979), før den røg i pause mode indtil Good Woman (1991), der endte som hendes største succes i eget navn.

Udgivelsesfrekvensen frem mod det foreløbigt sidste album fra Knights hånd og stemmebånd, Where My Heart Belongs (2014), der nåede en 8. plads på Billboards liste over de bedst sælgende gospel udgivelser, har været noget ujævn. I alt 10 titler er det blevet til for Gladys Knight på 36 år. I 1998 udkom hendes selvbiografi Between Each Line of Pain and Glory: My Life Story, hvoraf det fremgår, at Gladys Knight & The Pips blev hevet af plakaten under en fælles turné med The Supremes i midten af 60’erne, da Diana Ross angiveligt havde det svært med Knights kraftfulde timbre og stærke udstråling i direkte konkurrence med sit eget talent.

Den 31. maj 2023 lagde Empress of Soul - The Farewell Tour vejen forbi Operaen i København. Magasinet Gaffa tildelte Gladys Knight fire stjerner med overskriften ‘Vemodig sidste omgang fra velholdt soul-legende’. Dan Rachlin skrev i sin anmeldelse i POV Internationel med flotte fotos af Eddie Michel ‘Kejserinden på afskedstur lod mig tilbage følelsesmæssigt mørbanket’ og ‘Bedre sent end aldrig, til min første Gladys Knight-koncert, går det også op for mig, hvordan hun helt naturligt danner bro fra opvæksten med gospel over soul til adskillige flirts med popmusik’.

Farewell turnéen kører videre juni-juli 2024 med en række koncerter i Europa og fortsætter til USA med fire shows i august. Gladys Knight har ydermere slået sine folder som skuespiller i en række film, tv-shows og serier. Hun er nomineret til 24 Grammy Awards og vundet de ti. Knights søn Shanga Hankerson er indehaver af flere kylling- og vaffelrestauranter, der er navngivet efter hende og gospelsanger Ron Winans. Mon ikke moderen har involveret sig en smule i sønnens entreprenante virketrang? Gladys Knight, en stor personlighed og en stjerne i sit fag, lader i hvert fald til at besidde en del evner, der rækker ud over det rent vokale.