Lisbeth anbefaler: To sider af samme fortælling
I foråret 2026 udgav Jesper Wung-Sung bogen 'Sandøs rose', som byder på en helt ny version af fortællingen i Martin A. Hansens klassiker 'Løgneren' - og måske også fører os et skridt nærmere en forløsning.
Af Lisbeth Roed
Løgneren
Én af de helt store danske klassikere, 'Løgneren' af Martin A. Hansen, blev oprindelige skrevet som en radioføljeton, oplæst af skuespilleren Pouel Kern i vinteren og foråret 1950. Radioromanen blev en stor succes, og den trykte roman er siden udkommet i mange oplag og udgaver. I den seneste udgave fra 2013, har skuespilleren Jens Albinus skrevet et virkelig interessant og personligt forord.
Romanen er Johannes Vigs dagbog fra fire skelsættende dage i marts, hvor vinterens is stadig afskærer øen fra fastlandet. Han er nogle år forinden ankommet til Sandø som skolelærer og degn. Han viser sig at være et meget sammensat menneske, og hans beskrivelser af menneskene på Sandø er på samme tid ironiske og indfølende. Han understreger da også flere gange, at man ikke kan stole på hans optegnelser!
I dagbogen fortæller han om sit forhold til de to kvinder Annemari og Rigmor. Rigmor er gift med øens rige gårdejer, og deres forhold er tilsyneladende afklaret og uden dybe følelser. Annemari, kaldet Sandøs rose, er en ung kvinde og tidligere elev på øens skole, og deres forhold er både komplekst og uforløst.
Romanen, som er på mindre end 200 sider, er en fortættet og på alle måder klassisk litterær oplevelse, som rummer både kærlighedshistorie og eksistentielle overvejelser om tro og livets mening. Romanen/dagbogsoptegnelserne er desuden fulde af nænsomme og smukke beskrivelser af naturen og fuglelivet i det gryende forår. Måske er det her, vi møder den sande Johannes Vig?
Jens Albinus har indlæst romanen som lydbog, der kan lyttes på eReolen. Jeg synes, at den fine oplæsning giver en ekstra dimension til teksten. I 1970 blev romanen filmatiseret med Frits Helmuth og Ann Mari Max Hansen i hovedrollerne. Den findes på DVD, og kan også lånes på biblioteket.
Sandøs rose
I foråret 2026 udkom Jesper Wung-Sung med ’Sandøs rose’. Her er det Annemari, der fortæller historien. Det er meget interessant at få hendes version af dagene og livet på Sandø. Hvor Johannes Vig er den melankolske og tvivlende midaldrende mand, der har søgt øen i håb om at finde mening, er Annemari den unge impulsive kvinde, der utålmodigt venter på at få mulighed for at forlade øen.
Jeg synes, at Jesper Wung-Sung er tro mod Martin A. Hansens Annemari, men samtidig formår han også at give hende sit eget liv og sin egen stemme. Vi får endog en slutning, som lægger flere år til fortællingen - og dermed (måske) et skridt nærmere en forløsning på alt det usagte.