Et vellykket musikalsk topmøde

Before the Flood, udgivet den 20. juni 1974, er Bob Dylans første officielle livealbum, der på nær et enkelt nummer blev optaget den 13.-14. februar samme år i Los Angeles under Dylans fælles USA turné med The Band, som han også rejste rundt med i 1966, da det folkprægede og akustiske stilleje skiftede over til højelektrisk rock’n’roll, der blev mødt med begejstring hos nogle og vredlydt forargelse hos andre, som mente, han havde solgt sin sjæl.

Den skelsættende turné er dokumenteret på The Bootleg Series Vol. 4: Bob Dylan Live 1966, The Royal Albert Hall Concert (1998). I 1967 puslede samme konstellation med en række sange, der udkom som The Basement Tapes i 1975 og indspillet mellem optagelserne af hovedværkerne Blonde on Blonde (release den 20. juni 1966) og John Wesley Harding (december 1967).

Inden USA koncerterne i 1974 gik Bob Dylan og The Band i studiet i november måned året før for at færdiggøre 11 numre, der januar 1974 blev lanceret som det overvejende vellykkede roots-rock album Planet Waves, hvorfra Forever Young, On a Night Like This, Dirge og You Angel You stadig står som mindeværdige bidrag til Dylans digre diskografi. Planet Waves er ikke repræsenteret på Before The Flood, dog blev flere af sangene inkluderet på sætlisten.

Before The Flood består af 21 sange fordelt over fire pladesider med en samlet spilletid på knap 92 minutter. 14 af dem er skrevet af Dylan, og de syv øvrige bærer The Band guitaristen Robbie Robertsons signatur, der døde sidste år i en alder af 80. Before The Flood er et canadisk/amerikansk topmøde mellem to giganter i sangskriverfaget bakket op på mere end blot kompetent vis af det øvrige The Band, der talte Garth Hudson (keyboards), Levon Helm (trommer, vokal), Richard Manuel (keyboards, vokal) og bassisten Rick Danko.

Robertsons gnistrende og no nonsens guitarspil er en integreret del af det samlede lydbillede, hvilket manifesteres i det indledende Most Likely You Go Your Way and I'll Go Mine. Rygraden på Before The Flood udgøres af numre fra Dylan mesterstykkerne Highway 61 Revisited (1965), Blonde on Blonde og John Wesley Harding, Nashville Skyline (1969) samt enkelte fra det tidligere katalog. Hertil skal føjes The Band godbidder fra Music From Big Pink (1968), The Band (1969) og Stage Fright (1970).

Den smukke Lay Lady Lay råbes ærgerligt nok mere end den synges, mens Rainy Day Women Nos. 12 & 35 får en dynamisk shuffle overhaling som på originalen fra Blonde on Blonde. Knockin' on Heaven's Door er dobbeltsættets nyeste nummer og stammer fra lydsporet til Sam Peckinpahs western Pat Garrett and Billy the Kid (1973), som Dylan selv stod på rollelisten i sammen med de hærdede og hårde Hollywood mænd James Coburn, Jason Robards og Kris Kristofferson.

It Ain't Me Babe (fra Another Side of Bob Dylan, 1964) og en af kronjuvelerne, Ballad of a Thin Man, om Mr. Jones, der ikke fatter en lyd af, hvad der foregår omkring ham, er to gode eksempler på måden, Dylan og The Band tilgik materialet på ved hjælp af lettere omarrangeringer, som generelt klæder Before The Flood. Den funky gyngende Up on Cripple Creek er The Band i uforlignelig topform og fortsætter i Dylan fortolkningen I Shall Be Released og Robertsons egne Endless Highway, The Night They Drove Old Dixie Down og Stage Fright.

De to sidstnævnte demonstrerer, at Robertson er en glimrende historiefortæller, der nok har lært et og andet af Dylan og tilpasset det sit eget lyriske univers. Don't Think Twice, It's All Right fra toeren The Freewheelin' Bob Dylan (1962) fremføres solo med guitar og mundharpe, hvilket tilsvarende gælder den elskede ballade Just Like a Woman og It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding), en af Dylans absolut stærkeste hymner fra 60’erne med den ene udødelige tekstlinje efter den anden, der understreger hans status som ordsmed i særklasse taget til sig af en generation, der ønskede forandringer og opgør med en antikveret verdensorden og korrupte magthavere som Nixon, der forlod sit præsident embede i vanære i 1974.

The Band tager over med The Shape I'm In, der grovsvinger gevaldigt på den særlige måde, kun de formåede det i deres velmagtsdage. When You Awake er skrevet af Robertson sammen med Richard Manuel, der også synger den. Der sættes trumf på med The Weight, der melodimæssigt og i den bibelsk inspirerede tekst er en af Robertsons mest helstøbte sange overhovedet. The Band er vokalt stærkt kørende her på kanten af ren gåsehud.

The Band og Dylans tonesætning af All Along the Watchtower er farvet af Hendrix’ nær geniale version fra Electric Ladyland, og der gås tilsvarende bistert til værks i Highway 61 Revisited, der som The Weight rent metaforisk trækker på lån fra Bibelen, hvilket langtfra blev sidste gang, Dylan søgte inspiration i dette hellige skrift. Like a Rolling Stone er koncertalbummets højdepunkt, hvor alle sejl rebes, og energien slippes fri, mens Dylan hånligt vrængende spytter ordene ud. Det hele sluttes af med Blowin' in the Wind lydefrit akkompagneret af The Band.

Modtagelsen af Before The Flood var blandet ved udgivelsen, mens eftertiden har set på det med mildere øjne. Creem magazines Robert Christgau skrev oktober 1974: ‘Without qualification, this is the craziest and strongest rock and roll ever recorded. All analogous live albums fall flat.’ Vurderingen i Rolling Stone to måneder før nåede ikke samme rosende højder og noterede, at arrangementerne virkede rodede og Dylans vokal overspændt. Dog faldt fortolkningerne af It's All Right, Ma, Like a Rolling Stone og All Along the Watchtower i magasinets smag.

Den hårdeste medfart stammede fra Bob Dylan selv, der i et interview med Rolling Stone journalisten Cameron Crowe til brug for liner noterne til bokssættet Biograph (1985) udtalte følgende: ‘I think I was just playing a role on that tour, I was playing Bob Dylan and the Band were playing the Band. It was all sort of mindless. The only thing people talked about was energy this, energy that. The highest compliments were things like, 'Wow, lotta energy, man.' It had become absurd.’

Dylan er lovlig hård i filten overfor dagens 50-års jubilar, spørges denne signatur, der indrømmet vurderer hans samspil med The Band live og i studiet omkring 1966-67 som en tand mere vellykket i retning af det sublime. Before The Flood består alligevel den kvalitetsmæssige lakmusprøve med viljestyrke, kant og relevans, selv om der stod en del mere på spil otte år før, hvor en publikummer råbte ‘Judas’ efter ham under en koncert i England, der af Robertson blev beskrevet som ‘It was not light, it was not folky. It was very dynamic, very explosive and very violent.’