Fra barndommens land til alderens indsigt
Nils Malmros 80 år
Af Thomas Vilhelm
Filminstruktøren Nils Malmros, født den 5. oktober 1944 i Aarhus, blev som sin far læge, men først efter mere end 20 års studier i en alder af 42 år og et visit i København for at læse til møbelarkitekt inspireret af Børge Mogensens design. Men den jyske hjemstavn trak i ham, og ovenpå et års ophold i storstaden rejste han tilbage til sit vante habitat. Også grafikeren Palle Nielsens kunstneriske virke skubbede til unge Malmros’ behov for at manifestere sig kreativt.
Faren Richard Malmros arbejdede som professor i neurokirurgi ved Aarhus Universitet. Moren havde gennemført en cand.mag. uddannelse, men gjorde ikke brug af den og valgte i stedet at passe de fem børn som hjemmegående husmor. Nils Malmros gik på Aarhus Katedralskole for at færdiggøre mellemskolen og fortsatte med en matematisk og naturvidenskabelig studentereksamen. Disse år kom til at præge flere af hans film.
I det intellektuelt velstimulerede hjem gik man regelmæssigt i teater, hvilket animerede Nils Malmros til at opføre små skuespil i kælderen med kulisser, kostumer og nedfældet dialog. Derudover blev han en ivrig biografgænger sideløbende med at passe gymnasiet og de senere videregående studier. François Truffauts pikante og elegante trekantsdrama Jules et Jim (1961) påvirkede Malmros dybt - den slags film måtte han i gang med at lave i en dansk kontekst og debuterede med En mærkelig kærlighed (1968) realiseret for egne sammenskrabede midler, hvor venner og bekendte udgjorde rollelisten.
Filmen blev vist i en biograf i København og Aarhus, uden at verden gik i svime af den grund. Der er langt mere format over Lars Ole, 5c (1973), der endda vandt en Bodil for bedste danske film i 1975. Handlingen følger børnene i 5. klasse på en kommuneskole i Aarhus. Lars Ole er del af en drengeklikke, hvor sociale forskelle styrer hverdagen, og optagetheden af det modsatte køn udleves. Lars Ole er forelsket i en pige, der i stedet har kastet sin kærlighed på en anden dreng.
Drenge (1977) hjemtog ligeledes en Bodil for bedste danske film og afsøger barndommens land, hvor to nære venner er optaget af deres krop og numselege. Handlingsplanet flytter til de tidlige voksenår, hvor de indledende øvelser ud i den pirrende erotiske leg gør deres entre. Nils Malmros tag på ‘coming of age’ genren forfines yderligere med den mesterlige Kundskabens træ (1981), der siden fortjent har nydt status af et betydende hovedværk i dansk film.
Kundskabens træ er en detaljeret dramatisering af Malmros’ tid og iagttagelser fra 2. til 4. mellem på Århus Katedralskole i årene 1958-1960. Den svære pubertet er i fokus med famlende forelskelser og indbyrdes hieraki og hakkeorden, der skaber vindere og tabere, som afgør ens skæbne mellem at være ombejlet på første parket eller at blive socialt isoleret og dømt til evig forstødelse. Den modne og veludviklede Elin oplever som før hende Mona, kaldet Klister, mobningens psykiske skadevirkninger på krop og sjæl uden opbakning hjemmefra, hvor de følelsesforskrækkede forældre blot affejer det med, at det må være hendes egen skyld.
‘Jyllands Truffaut triumferer for tredje gang’ og ‘… og når man så har fået slået ørerne ud og spærret øjnene op, begynder Malmros at økse sig ind på følelserne, skånselsløst og frydefuldt’, stod der at læse i de danske medier. Malmros’ håndværksmæssige professionalisme og præcision i de emotionelle virkemidler er af imponerende karakter og tæt på værende af internationalt format i Kundskabens træ, der er set gentagende gange på matriklen her.
Skønheden og udyret (1983) når ikke helt samme højder, men tæt på i sammenspillet mellem far og datter, der indbragte en Robert- og Bodilpris for bedste film. Line Arlien-Søborg og Jesper Klein gør det glimrende i forløbet centreret omkring at blive voksen og kønsmoden, mens faren ser mistænksomt til fra sidelinjen og gerne vil beskytte datteren, som er hun stadig et barn. Konflikterne er således uundgåelige og sætter sig spor.
Århus by Night (1989) kan umiddelbart opfattes som en komedie, men er meget andet end det. Brugen af amatørskuespillere, nye uprøvede kræfter og kendte erfarne navne fortsatte i Århus by Night og de følgende film. Især Tom McEwan gør det godt i Malmros’ sjette titel i rækken, der følger en ung, naiv og idealistisk instruktør (Thomas Schindel), der arbejder på en film om sin komplicerede barndom og møder kulturforskellen mellem den jyske og danske hovedstad, da det tekniske hold fra København virker betydelig mere livserfarne, kyniske og kvindeglade.
Truffauts Den amerikanske nat (1973) og Feliinis 8 1/2 (1963) skinner tematisk igennem på metaniveauet i Århus by Night; en film der beskriver processen bag at skabe en film, hvilket overvejende forløses med kyndig hånd og tydelige referencer til Malmros’ kunstneriske erfaringer. Anne Louise Hassing yder en uafrystelig præstation som Kirsten i Kærlighedens smerte (1992), der går fra selviscenesættende og opmærksomhedshungrende teenager, der charmer sig gennem tilværelsen, til depressionsramt ung mor tynget af en eksistentiel smerte og tomhed, hun ikke længere kan udholde. Det er uvant hård kost på disse breddegrader kompromisløst udført på et plan, der bør aftvinge respekt og beundring.
Det noget følelsesoppustede og stjernespækkede kærlighedsdrama Barbara (1997) efter den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsens roman af samme navn fra 1939 har indrømmet aldrig sagt mig det store og hører til blandt Malmros’ svageste. Der er afgjort mere bid i At kende sandheden (2002) om Thorotrast skandalen, Richard Malmros blev indblandet i. Stoffet viste sig at være kræftfremkaldende, hvilket han ikke informerede de berørte patienter om. Filmen kredser dog i lige så høj grad om Richard Malmros’ kamp med at bryde sin sociale arv fra en indremissionsk arbejderklssse familie i Esbjerg. Jens Albinus gør det eminent som instruktørens far, hvis alderdom blev martret af skyldfølelse over håndteringen af sagen.
Kærestesorger (2009) er optaget over en treårig periode og fungerer som en selvstændig fortsættelse af Kundskabens træ, uden at nå i nærheden af forlægget. Den følger en flok unge mennesker i gymnasiet i starten af 60’erne og deres livtag med de store følelser samt angst for binding. Filmen fik en blandet og noget uengageret medfart i pressen, hvilket må have ærgret Malmros ud fra den investerede tid i projektet. Der lånes flittigt fra den selvbiografiske hovedstol i Sorg og glæde (2013), hvilket tyder på, bliver hans sidste som instruktør.
‘Med udgangspunkt i min egen opvækst har mine film handlet om uskyldstabet og om stadier på vejen til at blive voksen. De har kredset om den uforløste og ulykkelige kærlighed. Med min nye film vil jeg fortælle om at nå frem til den gensidige og modne kærlighed gennem den største sorg og glæde i livet. Det kan lyde stort, men jeg føler, at jeg har dækning for ordene,’ lød Malmros’ udlægning af filmens intention og budskab. I 1984 indtraf den store tragedie i Nils Malmros liv, da hans kone i affekt slog deres lille datter ihjel, en voldsom hændelse der er filmens omdrejningspunkt, hvor der spoles frem og tilbage i tid.
Anmeldelserne spændte fra begejstring til lunkne forbehold med Klaus Rifbjerg som en af de mest skeptiske, hvilket kom til udtryk i filmmagasinet Ekko med ordene ‘skæbnesvangert begrænset og mondæn, fordi der kun er tale om en gestus’. Jeg hælder til førstnævnte kategori i min bedømmelse af Malmros’ dybt personlige senværk, der egentlig er et logisk sted at slutte sin metier efter cineastiske studier af livets faser fra barn til voksen.
Denne signatur har oplevet Nils Malmros til et foredrag i midten af 90’erne, hvor han indførte os i sine arbejdsmetoder med instrueringen af børn og unge, der umiddelbart virkede noget manipulerende og vovede. Alt for kunsten, men beklageligvis fik jeg et nej fra den ærkeaarhusianske instruktør på min forespørgsel om, han ville lade sig interviewe til min bog Det visuelle øre - filmmusikkens historie (2005).