Leonard Cohen 90 år

Poeten, sangskriveren, vismanden og den produktive livskunstner Leonard Cohen, født den 21. september 1934 i Westmount i provinsen Quebec i Canada - død den 7. november 2016 i Los Angeles, Californien, ville således være fyldt 90, men nåede kun de 82. Cohen er opvokset i et stærkt troende jødisk hjem og debuterede som lyriker i en alder af 22 år i 1956. I 1967 besluttede den da etablerede forfatter at forsøge sig som musiker og komponist, hvilket må siges at være gået mere end almindelig godt i knap 50 år.

Popular Problems (2014) kom i handlen to dage før, Cohen fyldte 80 og fik atter anmelderne til at finde superlativerne frem. Han er i sit rette element musisk og tekstmæssigt på dette udspil, der dog samlet set befinder sig i midterfeltet af den samlede produktion. Igennem årtier har troubadouren og ‘damernes mand´ sunget og reciteret sine tekster fyldt med betragtninger om kvinder, kærlighed, kaos, krig, melankoli, depression, klodens udstødte og garneret dem med beske kommentarer til verdens gang, hvor personlig destruktion som oftest går hånd i hånd med den politiske magts kynisme.

Dog minder den ordrige landevejsfarer med den dybe og hypnotiserende klang os om, at der er en sprække i alt, hvor små glimt af håbefuldt lys kan slippe ind. Millioner af fans har sikkert hver deres bud på en Cohen-favorit. Mit umiddelbare valg falder på den ofte fortolkede Hallelujah fra Various Positions (1984), der ligeledes tæller stærke skud som Dance Me to the End of Love og If It Be Your Will.

Jeg kunne have valgt et utal af kompositioner fra kataloget og sågar hele albums som I'm Your Man (1988) med det dovent slentrende titelnummer, den højpolitiske First We Take Manhattan, ørehængeren Ain't No Cure for Love og det poetiske mesterstykke Tower of Song. The Future (1992) bød sig til med Democracy, The Future og Waiting for the Miracle om en konflikt- og krigsramt verdensorden i forandring, Closing Time, der besynger dansen og musikkens rus, før lokalet rømmes, og den guddommeligt smukke Anthem med linjerne: ‘Ring the bells that still can ring, Forget your perfect offering, There is a crack in everything, That's how the light gets in.’

Senværkerne Ten New Songs (2001), Dear Heather (2004) og Old Ideas (2012) er ligeledes værd at fremhæve fra diskografien med sange som In My Secret Life, A Thousand Kisses Deep, Boogie Street, Dear Heather, Go No More a-Roving (med tekst af Lord Byron), Show Me the Place, Darkness og Amen. Mærkedage er oftest lig med en tur ad mindernes allé, og et retroperspektivt portræt af Cohen er i sagens natur en bekræftelse af reglen.

Famous Blue Raincoat fra det tredje album Songs of Love and Hate (1971) handler om et fatalt trekantsdrama og blev et hit for Jennifer Warnes i 1986. Warnes var i starten af 70’erne korsanger hos Cohen. Sangen er nok den mest kendte fra Songs of Love and Hate, der til CBS’ store utilfredshed ikke solgte nær så godt som forgængerne Songs of Leonard Cohen (1967) med de udødelige Suzanne, Sisters of Mercy og So Long, Marianne og Songs From A Room (1969), der indeholder klassikerne Bird on the Wire, Seems So Long Ago, Nancy samt Tonight Will Be Fine.

Ud over skæbnefortællingen om den slidte blå regnfrakke rummer Songs of Love and Hate kraftpræstationer som åbningsnummeret Avalanche og slutsangen Joan of Arc det hele i folkprægede akustiske gevandter.

Tre af skæringerne var allerede en del af repertoiret, da Cohen tidligt om morgenen den 31. august 1970 optrådte for flere hundredetusinde mennesker under Isle of Wight festivalen.

Stemningen under Isle of Wight havde været dårlig ladet med aggressivitet rettet mod arrangørerne, som valgte at sætte afspærringer op på festivalarealet for at holde ikke betalende ude. En del fans forsøgte sågar at sætte ild til dem. Men med en trup af musikere og sangere i ryggen, der mest af alt mindede om en afdeling fra Frelsens (hippie)Hær, lykkedes det Cohen på sin egen rolige facon at dæmpe gemytterne, mens han fremførte et repertoire, der emmede af lige dele tristesse og forløsning.

Cohen iklædt khakikluns tæmmede så at sige bæstet med charme og viste, at han er ‘The Master of Ceremony’ og en performer af helt særligt format urokkeligt hvilende i sig selv og troen på kvaliteten af sin musik. Dokumentarfilm instruktøren Murray Lerner optog lyd og billeder fra Isle of Wight koncerten, men af uransagelige årsager blev resultatet først udgivet på cd og dvd i 2009, men absolut ventetiden værd.

Numre fra Songs of Love and Hate var med på sætlisten under turnéen i 1972, der endte med optrædender i Tel Aviv og Jerusalem. I førstnævnte by gik han i rette med israelske sikkerhedsfolk, der for noget brutalt frem overfor publikum. I sidstnævnte fik Cohen derimod en større krise midt i koncerten og forlod scenen. Efter en længere pause dukkede han atter op og gav de tålmodigt ventende en på opleveren - hvilken intensitet og dedikation.

Alt blev indfanget af Tony Palmer og hans kamerahold inklusiv nærgående backstage optagelser og teknisk koks med udstyret. Det førte til, at to højrøstede unge mænd efter en koncert i København forlangte deres penge tilbage af Cohen, der igen tacklede hele hurlumhejet med overbærenhed, som var han Buddha i egen person - senere gik han sågar i kloster i bogstaveligste forstand for netop at fordybe sig i buddhistisk tænkning, før scenelivet og pladestudierne påny trak i ham.

Palmers film Bird on A Wire udkom i 1974 efter flere omklipninger, og rullerne med råfilm syntes derefter fuldstændig forsvundet. Men de blev opsnuset på et lager i USA og genudgivet på dvd i 2010 i en restaureret version godkendt af Palmer, der skulle være tæt på instruktørens oprindelige ønsker. Inkarnerede fans har måttet vente adskillige år på en brøkdel af lyd- og billedematerialet, og mit gæt er, at der stadig er nok at tage af til yderligere dokumentation af nævnte turné.

Den berømte blå regnfrakke nåede i hvert fald langt omkring lurvslidt og stadig slidstærk. Sandelig om ikke der kan tilføjes en dansk vinkel på beretningen om Songs of Love and Hate, idet Henrik Strube efter flere års forsøg endelig fik lov til at udgive sin oversatte version af Famous Blue Raincoat, som blev til Brevet til dig, der findes på Strubes 2002 album Mærk’ligt.

‘So Long, Mr. Leonard Cohen, you came so long for Beauty, and now The Table is Cleared. Du fandt en lille sprække, hvor lyset faldt ind mellem tilbedelse og fortabelse, kærlighed og kynisme, klarsyn og drømme, retfærdighed og rædsel. It's Closing Time. De sidste vers af en dameelskers endeligt er skrevet. Tilbage står poesien og sangene. Tak for dem og din sproglige generøsitet.’

Denne reaktion på Leonard Cohens død fandt vej til min Facebookprofil samme dags morgen i november 2016. Knap tre uger før udsendte Columbia Records Cohens sidste album i levende live, You Want It Darker, der næppe overraskende handler om døden, højere magter og regnskabets time. Albummet blev af hensyn til helbredstilstanden indspillet i hans hus i Los Angeles og produceret af sønnen Adam Cohen i samarbejde med Patrick Leonard. Det musikalske udtryk er en tand mere akustisk end de foregående albums med et strejf af blues og gospel. Titelsangen siger det meste. Det er ved at være sidste udkald, og livsfrisens skumringstid rykker nærmere.

Selvom kroppen værkede, og smerterne jævnligt satte ind under arbejdet, reciterer Cohen sine tekster med forbilledlig klarhed. Den slags måtte der aldrig sjuskes med i hans univers, hvor de rette ord, sætninger og betoninger var af eksistentiel betydning. Cohen tog sig god tid til sine sange og arbejdede her i et noget langsommere tempo end Bob Dylan. ‘If you are the dealer, I'm out of the game’, lød den første linje af titelsangen. I omkvædet var beskeden klar: ‘I'm ready, my Lord’. Æret være Leonard Norman Cohens minde.