Bondehjerte – og livet på landet
Vi skal kun få generationer tilbage, hvor langt de fleste i Danmark havde en relation til landbruget. Udviklingen fra dengang og til nu, hvor der synes stor forskel på holdninger og levevilkår på land og i by, giver ofte debat i nyhedsmedierne.
Af Lisbeth Roed
Dilemmaerne og udviklingen er også beskrevet i to spændende beskrivelser af dansk landbrug: ’Jordbundet’ af Rasmus Hage Dalland og ’Bondehjerte’ af Lea Wind-Friis.
Jordbundet
Begge bøger tager udgangspunkt i deres bedsteforældres baggrund og historie. Rasmus Hage Dalland fortæller om sin farmor, der i 1930’erne var feriebarn på gården ”Kragelund”, og hvordan disse ophold fik stor betydning for hende og knyttede hende til landbruget, egnen og landskabet. Vi rejser gennem tiden med de begyndende teknologiske fremskridt i 1950’erne og til i dag, hvor landbruget ofte nævnes i forbindelse med klima- og biodiversitetskrisen.
Rasmus Hage Dalland besøger en række meget forskellige bedrifter – fra regenerativ markedshave til svineproduktion i stor skala. Han lader de enkelte landmænd komme til orde og tegner derved et billede af, hvad landmændene selv mener om grøn omstilling og de udfordringer de står med.
Bondehjerte
Lea Wind-Friis tager i sin bog ”Bondehjerte” udgangspunkt i en familiehistorie, som hun fik kendskab til, da hun fik overdraget udkastet til sin oldefars erindringer. Oldefaren var storbonde Jens Thomsen fra Hjarup ved Kolding. Han deltog i 1930’erne i bøndernes oprør mod ”dem fra byen”. Han deltog i 1935 i det såkaldte Bondetog, der drog til København for at fortælle kongen, hvor dårligt det stod til på landet.
Jens Thomsens politiske engagement førte til, at han året inden besættelsen kom i Folketinget, valgt for Bondepartiet. Her fra Folketingets talerstol talte han bl.a. positivt om besættelsesmagten og den nationalsocialistiske ideologi. Det skulle vise sig at få store konsekvenser for ham, idet han efter besættelsen blev anklaget for at have konspireret med tyskerne om et statskup.
Det er en meget velskrevet og personlig fortælling om et spændende stykke danmarkshistorie, og som også drager paralleller til vor tid.
Mandag den 15. september har du mulighed for at høre meget mere om bondeoprør og skellet mellem land og by, når Lea Wind-Friis besøger Børkop Bibliotek.