Aktuelt

Nyt kulturhus og bibliotek i Vejle har fået sit navn

Med 700 forslag til et navn til det nye bibliotek og kulturhus på Willy Sørensens Plads, var der noget at vælge imellem for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune. Valget faldt på Engen Kulturhus og Bibliotek. Et navn, der leder tankerne hen på husets placering og på et sted, hvor liv kan spire og gro.

Af Kultur- og Idrætsudvalget, Vejle Kommune

Engen Kulturhus og Bibliotek
Illustration: AART Architects

I august udskrev Kultur- og Idrætsudvalget en navnekonkurrence, hvor de bad kommunens borgere om at indsende forslag til, hvad byens nye bibliotek og kulturhus skulle hedde.

  • Vi er overvældede over, at så mange engagerede sig i at finde et navn til huset. Det vidner om, at det er et sted, der betyder noget for folk. Mange skriver faktisk også i deres kommentarer, at det er et betydningsfuldt sted og det varmer virkelig, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Dan Arnløv Jørgensen.

De 700 forslag blev i første omgang gennemgået og kvalificeret af et rådgivende panel, nedsat af Kultur- og Idrætsudvalget.

Her var personer med både kommunikationsbaggrund og grafiske og kunstneriske kompetencer - og ikke mindst et hjerte, der banker for Vejle.

Det var efter indstilling fra panelet, at valget faldt på Engen Kulturhus og Bibliotek.

Det rådgivende panel bestod af grafiker og kunstner Nanna Nør, journalist og forfatter Lars Werge, partner og kreativ direktør i designbureauet Limbo Torben Bank Larsen, journalist Zarah Leth Grothe og Bibliotekschef Mette Strømgaard Dalby.
 

Et sted at holde af

Navnet Engen er valgt, fordi Willy Sørensens Plads, hvor kulturhuset ligger, er i de gamle Vejle Enge. Derudover er en eng et sted, hvor der er lys og luft og plads til at spire og vokse.

Sådan lød en del af begrundelsen fra Helle Alsted Tholstrup, der stillede forslaget om navnet. Videre i sin begrundelse skrev hun: 

  • En eng er vækst. Det bliver det nye kulturhus osse - et sted med plads og rum til at møder mellem mennesker kan skabe vækst, ideer kan spire og kulturen i Vejle kan spire endnu mere end den allerede gør.

Panelet lagde vægt på, at navnet har en naturlig klang og er nemt at udtale og derudover, at en eng er et konkret sted. Et sted, man kan holde af.

Dan Arnløv Jørgensen håber, at det nye navn vil fange an hos borgerne i Vejle Kommune.

  • Kulturhuset ligger samme sted som det gamle bibliotek, men vi bygger et hus, der både i sin arkitektur og i den måde, det vil blive brugt, er nyt. Derfor er det vigtigt med et nyt navn og jeg synes, Engen er et godt navn til et hus, der ligger mellem det gamle og det nye Vejle. Jeg håber, folk vil tage det til sig, siger formanden.

Præmien for vinderforslaget er, at Helle Alsted Tholstrup er med til at klippe snoren, når huset åbner i oktober 2026.

Kulturhuset er i en gennemgående transformation. Her flytter Vejle Bibliotekerne og Vejle Musik- og Kulturskole under ét tag med plads til menneskelige møder, leg, rytme og glæde, ro, eftertanke og fordybelse.