Aktuelt

Bestil en personlig bogpose med sommerlæsning

Ferietid er læsetid, og inden så længe står sommerferien for døren. Men hvad skal du læse? Få inspiration til den gode læseoplevelse, når vi gentager succesen fra juleferien og tilbyder at pakke en bogpose med ferielæsning udvalgt til lige præcis dig.

Af Lene Andersen

""

Det eneste du skal gøre, er at sende os dine ønsker til dine læseoplevelser. Er du mest til krimi, klassikere, feel good eller biografier? Vil du helst, græde, gyse eller grine?

Vi pakker 3 bøger til dig, låner bøgerne ud til dig, og så henter du en pose med bøgerne på dit lokale bibliotek. På den måde sparer du tid, men får stadig masser af gode læseoplevelser i ferien - måske endda nogle, du ikke selv ville have fundet.

Du kan hente bøgerne på et bibliotek efter eget valg i den betjente åbningstid i uge 26 eller 27. Materialerne er lånt ud til dig indtil 17. august, så du har god tid til at få dem læst og afleveret igen.

Tilbuddet er rettet mod voksne. Det er desværre ikke muligt at bestille bogposer til børn og unge under 15 år.