At skrive breve

Siden 1982 har jeg skrevet sammen med forfatteren Knud Erik Pedersen (f. 1934), der var mere end god til at formulere sig i breve. Det tvang også en selv til at være oppe på dupperne, og det var absolut meget inspirerende, og noget, jeg har sat uendelig stor pris på igennem årene.

Det sidste brev fik jeg fra ham i oktober 2016, inden han langsomt er gledet ind i demensens tåger. I dag er han plejehjemsbeboer, og jeg har lige besøgt ham, han kunne kende mig, sagde ”Bent”, men nogen samtale kunne vi ikke føre. Enkelte gange fik jeg dog kaldt skælmen frem i hans øjne, og det var dejligt.

Når man skriver sammen, kræver det selvfølgelig en fortrolighed og loyalitet, og nogle gange skriver man noget, som hverken bliver kommenteret eller snakket om senere hen. Det er nok at få det ud på skrift. En så lang periode – 34 år – indeholder unægtelig både store og små begivenheder, og hvis jeg tænker tilbage, skete der utrolig meget i vores respektive liv i disse år: fra lærer til forfatter, nye jobs, skilsmisse, to uventede døtre, dødsfald, kunsthåndværkeruddannelse, studentereksaminer, keramiker, bogudgivelser, homoseksualitet, USA-tur, pension, hjerteoperation… Den yngste af de to uventede døtre, Inger Christine Løwe, debuterede i øvrigt med en fin lille roman, ”CHERRY”, i 2020. 

Knud Erik Pedersen debuterede selv i 1977 med ”Puslinglandet”, der handler om drengen Esben Poulsen, der vokser op i Himmerland, han mister sin mor og vokser op sammen med faderen, der er landpost, storebroren Povl og den retarderede bror Karl samt – ikke at forglemme – adskillige husbestyrerinder, der var mere eller mindre gode til at være noget for Esben, der af forfatteren selv er blevet kaldt en ”bette pjokrøv”. Beskrivelsen af figuren Karl er i øvrigt en af de fineste skildringer af et handicappet menneske i dansk litteratur, rørende og på forunderlig vis morsom. I 5 opfølgende romaner bliver Esben Poulsen i øvrigt fulgt igennem realskolen, seminariet, forelskelse, kærlighed, giftermål, barnefødsel og militærtjeneste. Desuden er historierne om Esben omskrevet til en række herlige børnebøger, der i høj grad har været med til at revurdere min egen barndom på Hindsholm.

I mange år ejede Knud Erik Pedersen forsamlingshuset i Staun (nær Nibe) og boede der en årrække, og det er sjovt at forestille sig, at det vitterligt var netop dette forsamlingshus i Staun, der var festlokalet i Jens Smærup Sørensens store og fine roman ”Mærkedage – en historie” fra 2007.

Engang i slutningen af 1990´erne var jeg med i en arbejdsgruppe, der skulle arbejde på at få mere gang i brevskriveriet i Dronningeriget, især i Vejle, og det var interessante og meget inspirerende mennesker, men det var op ad bakke. De sociale medier havde allerede godt fat, og arbejdsgruppen ændrede ikke de nedadgående tendenser i brevskriveriet, selv om vi også udgav et mindre inspirationshæfte. Men husk: Kan man ikke skrive et langt brev, kan man altid skrive et kort, men det koster altså mindst 11 kroner at sende det!

Det har været en kæmpe glæde at skrive breve sammen med Knud Erik Pedersen, og det er faktisk en stor sorg, at jeg ikke får flere breve fra ham. But so it is, som Kurt Vonnegut skrev i romanen ”Slagtehal fem eller Børnekorstoget – en pligtdans med døden” (1970), for det har betydet en dyb indsigt i et andet menneskes liv på godt og ondt og – ofte – bidraget til en afklaring af ens egne problematikker.


/ Bent Rasmussen, juli 2021