Dekorativt billede

Insektbøger til enhver anledning

15.09.23
I uge 36 fejrede vi naturen og dyrelivet landet over med alverdens arrangementer til Naturens Uge. Interesserer du dig for nogle af de mindre dyr – nemlig insekterne – kan du finde masser af viden i faglitteraturen. For der findes ikke bare en myriade af insekter, der findes også et væld af bøger, der beskriver dem på forskellig vis.

Anekdoter til natbordet

I ”Insekternes bog. Hvad de mindste kan lære os om det største” fortæller den nærmest allestedsnærværende naturvejleder og museumsinspektør Morten D.D. Hansen med udgangspunkt i personlige anekdoter om 22 forskellige insekter. Her kan du bl.a. læse om, hvordan han i sin ungdom omdannede 30 kg rådden frugt på et kollegiekøkken til et særdeles effektivt (og eksplosionsfarligt!) lokkemiddel for admiralsommerfugle. Men du kan også læse betragtninger over, hvad opvæksten i Vejles skønne natur ved Højen å har gjort for hans natursyn. 

Med sin kapitelinddeling fungerer bogen fint som natlæsning, da man ikke behøver læse den i et stræk, men kan gå lidt på opdagelse, tage et ophold og vende tilbage, uden at hverken forståelsen eller nattesøvnen bliver spoleret. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Rikke Hyldgaard og har smukke akvareller malet af Lykke Bianca.

Lidt lækkert til sofabordet

Egentlig er ”Der er insekter overalt” af Britta Teckentrup en billedbog for børn, men den passer med sine farvemættede collageagtige illustrationer også godt ind i kategorien ’coffee table books’: Store, indbydende bøger, der primært består af billeder, og som frister på sofabordet. Bogen rummer både viden om insekter fra Danmark og fjernere himmelstrøg og er emneopdelt. Der er fx en kort gennemgang af en insektkrop på tværs af arter.

Lige til turtasken

Bogen ”Insekter og andre smådyr” er lige til at komme i turtasken og tage med ud i det grønne. Zoolog Lars Thomas introducerer med fotografier og korte tekster nogle af de mere end 35.000 insekter og smådyr, der lever i Danmark. Er du fx i tvivl om, hvad den brune fætter med lange bagben, der har slået sig ned på dit tæppe, er for en, kan du ved en hurtig bladretur blive klogere. Bogen er en del af ”Den hvide serie” fra forlaget Koustrup & Co, der beskæftiger sig med naturen i forskellige afskygninger.

Materialer