Er du vores nye litteraturformidler?
Vejle Bibliotekerne udvikler sig og snart åbner Engen - Kulturhus & Bibliotek!
Af Maria Louise Elgård Rasmussen
Vi søger en ny kollega, der med afsæt i litteratur- og kulturformidling, godt værtskab og vedkommende arrangementer vil være med til at åbne for fortællinger, skabe fællesskaber og nye perspektiver for alle unge og voksne borgere, der besøger vores kulturhuse.
Fra 1. juni har vi brug for en initiativrig og udadvendt formidler, som skal kunne formidle fængende og engageret til både unge og voksne. Vi søger en kollega, der er en dygtig formidler med primært fokus på litteratur, og som kan være en imødekommende vært i vores biblioteksrum.
Som vores nye kollega skal du have erfaring med - eller mod på - at stille dig på scenen og moderere en samtale eller interviewe en forfatter. Du er et læsende menneske, som slet ikke kan lade være med at følge med i nyere tendenser indenfor litteratur og litteraturformidling - og du vil få brug for din viden og læselyst i forbindelse med uddelingen af Munch-Christensens Debutantpris, Danmarks største debutantpris, da du skal indgå i arbejdet med uddelingen af prisen. Herudover bliver du del af vores arrangementsgruppe, som består af en håndfuld medarbejdere, der arbejder tværgående og strategisk med vores arrangementsprogram til børn, unge og voksne på tværs af kulturhusene i Vejle, Børkop, Egtved, Give og Jelling.
Det er vigtigt, at du kan trives i en afvekslende arbejdsdag og altid har fokus på at tænke målgruppens perspektiv ind i vores formidling og aktiviteter.
Opgaver
Dine opgaver bliver mange og forskelligartede, men de vil have værtskab, biblioteksbetjening, formidling og arrangementer som omdrejningspunkt.
Du skal blandt andet:
- Indgå i den daglige biblioteksbetjening og arrangementsvirksomhed på flere biblioteker.
- “Sætte scenen” og åbne for fortællinger og for borgernes aktive deltagelse, når du er vært, moderator og interviewer til nogle af vores arrangementer.
- Have fingeren på den litterære puls og understøtte samt udvikle vores litteraturformidling i de fysiske og digitale rum samt i vores arrangementskoncepter med fokus på læsekultur for unge og voksne.
- Indgå i arbejdet med Munch-Christensens Debutantpris.
- Udvikle og/eller koordinere større og mindre formidlingsprojekter.
- Producere indhold til bibliotekets hjemmeside, skærme, nyhedsbreve m.m.
Læs mere og ansøg
Du kan læse meget mere om stillingen på Vejle Kommunes hjemmeside, hvor du også kan ansøge digitalt (brug linket nedenfor).
Ansøgningsfristen er den 7. april.
Samtaler afholdes den 22. april.