Demens i litteratur og film

Demens i litteraturen

Annie Ernaux (fransk nobelpristager) har skrevet om sin mors sidste år, hvor hun bliver mere og mere dement og bor på plejehjem. Forholdene på plejehjemmet er nøgternt beskrevet, men læst mellem linjerne er det rystende. Ernaux skriver det, hun ser uden omsvøb, og det virker utrolig stærkt: ”Jeg giver hende en mandelbolle, hun er ude af stand til at spise den selv, hendes læber snapper i den tomme luft”. Bogens titel er et citat fra moren ”Jeg er stadig i mørket”. Sætninger som disse rammer som en hammer, hvis man selv har haft en dement forælder på plejehjem:

”Så råber hun: Annie! Det er mere end et år siden hun har brugt mit navn. Jeg bliver tømt for følelser lige på stedet. Dette kald kommer fra de dybeste kringelkroge af mit liv, af min barndom… Hun kigger på mig: ”Tag mig med!”” 
”Når hun ler, bliver hun altid den kvinde, hun var før”

Trond Bredesen (norsk illustrator) har lavet den grafiske roman ”Min mor” med tegninger af sin mor de sidste to år af hendes liv, som hun også tilbragte på et plejehjem. Med lettere udviskede stregtegninger og få talebobler skildres forvirringen for den demensramte, men bogen indeholder også forløsende humor.

Andrea Fjordside Pontoppidan har skrevet digte om farmor i ”Kartoffeløje”. Som titlen antyder følger vi farmor i hendes elskede have, og glæden ved naturen og havearbejdet mærkes helt ud i fingerspidserne. En smuk bog om samhørigheden mellem den unge og den ældre, mellem natur og menneske.

I Julie Rubows ”Jeg ser dig stadig” fortæller hustruen om sin mands sygdomsforløb. Han får konstateret alzheimers som 48-årig og dør af sygdommen 5 år senere. Julie Rubows bog har stort fokus på den behandling, der tilbydes demenspatienter i Danmark.

Spillefilm om demens

I disse tre film er vi inde i hovederne på den demensramte: ”Jeg er stadig Alice”, ”The Father” og ”Mennesker bliver spist”. 

Alice er professor, har tre børn og får konstateret alzheimers som blot 50-årig. En usentimental film, set indefra, om hvad det betyder for et menneskes identitet at blive ramt på de mentale evner, men også hvordan familien rammes. 

I ”The Father” er man som seer totalt forvirret, indtil det går op for en, at det er fordi, man er inde i hovedpersonens hoved. Man oplever tingene, som han oplever dem. Og det er frustrerende. Et greb nobelpristager Alice Munro også bruger i sin novelle ”Udsigt til søen”, hvor det først til allerslut går op for læseren, at man har været inde i en demensramt kvindes hoved. 

I Erik Clausens film ”Mennesker bliver spist” er der som i Clausens øvrige film masser af forløsende humor trods det dystre emne. 

I filmene ”Supernova” og ”Vores livs ferie” følger vi ægtepar, hvor den ene har fået demens. Filmene har det tilfælles, at vi følger parrene på tur i deres autocamper. I ”Supernova” får de smukke landskaber lov at tale og udfylde de ting, der ikke er ord for. I ”Vores livs ferie” er den ene dødeligt syg af kræft og chaufføren er den demensramte!  

Du kan lige nu se flere af filmene på filmstriben.dk med dit bibliotekslogin, og på DR.TV kan du se dokumentarserier omhandlende demens, f.eks. den nyligt sendte ”Demenskoret”.

Det er rørende portrætter, fyldt med kærlighed, frustrationer og sorg, vi møder i disse bøger og film om demens.

Anbefalingen er tidligere bragt i Ugeavisen Vejle.