Skønlitteratur

Medrivende fortællinger fra udkants-USA

Ytringsfriheden i det amerikanske kulturliv er under pres i 2025, og det politiske klima i den nuværende præsidentperiode kan få konsekvenser for, hvad man fremover udgiver af litteratur. Her er tre gode bud på nyere amerikanske romaner, der sætter USA's samfund og historie i perspektiv.

Af Lone Ulvbjerg

Ytringsfrihed under pres

I USA registrerede organisationen PEN America over 10.000 bogforbud fordelt over 29 amerikanske stater i 2023-2024. Det er en tredobling på bare ét år, og det er især bøger om afroamerikanernes historie og om LGBT+, der rammes af censur. 
Hvis man ønsker et mere nuanceret indblik i det amerikanske samfund, end det medierne typisk formidler, er skønlitteraturen ellers et godt sted at begynde. 

De seneste år har været præget af en blomstrende diversitet i amerikansk litteratur, hvor flere marginaliserede og oversete stemmer er kommet til orde. Tendensen er, at litteraturen åbner op for en mere mangfoldig forståelse af USA’s fortid og nutid. Her er derfor tre bud på nyere amerikanske romaner, jeg vil anbefale. 

 

Demon Copperhead

Romanen 'Demon Copperhead' (2022) af Barbara Kingsolver handler om livets barske realiteter fortalt af den ukuelige dreng, Damon. Han fødes af en ung teenagemor i en trailerpark i det fattige udkants-USA i 1980erne. Moren kan dårligt tage vare på sig selv, så Damons opvækst er hård og præget af svigt og vold. Han havner i forskellige plejefamilier, hvor han sulter og bliver udnyttet. Hans ungdomsår er turbulente, men trods fattigdom og omsorgssvigt vokser Damon op med håbet i behold. 

Roman er både en rå og poetisk fortælling og en uforglemmelig læseoplevelse. Er du til store realistiske udviklingsromaner, så er Demon Copperhead noget for dig.

Glædens kejser

Forfatteren Ocean Vuong er af vietnamesisk-amerikansk baggrund og har skrevet romanen 'Glædens Kejser' (2025). Romanen foregår i den fiktive by East Gladness i Connecticut, hvor mange indbyggere er fattige immigranter, der lever med stofmisbrug, fattigdom eller handicap. Den unge mand Hai reddes fra et selvmordsforsøg af den ældre demente kvinde Grazina, og langsomt knytter de et stærkt venskab. Sammen forsøger de at kæmpe sig fri af fortidens smerte og dagligdagens udfordringer. Hai får arbejde i en fastfoodrestaurant, og fællesskabet mellem de ansatte her giver lys og håb til fortællingen. 

Romanen er en langsom læseoplevelse, der kræver tålmodig og eftertænksomhed af dig som læser. Til gengæld får du et sjældent indblik i, hvordan det er at leve som immigrant i det amerikanske samfund.

Veje hjem

Med 'Veje hjem' af Tommy Orange bevæger vi os over i de indfødte amerikaneres barske historie, en gruppe der ofte er usynliggjort i litteraturen. Over flere generationer skildres en families kamp for overlevelse, og det er en autentisk stærk fortælling fra fortid til nutid. Drengen Jude Star fra Cheyenne-folket overlever Sand Creek-massakren i 1864, men ender på en genopdragelsesanstalt. I 2018 ses konsekvenserne for nutidens indfødte amerikanere i form af splittede familier, identitetstab og misbrug i skyggen af forfædrenes skæbne. De er rodløse og lever ikke på romantiske prærier men i storbyernes grå beton. 

Romanen er en hårdtslående og poetisk fortælling for alle læsere om, hvordan et folks traditioner og tro langsomt kan udviskes.

#ForbudteBøger

De nutidige amerikanske romaner viser mange sider af det moderne USA, og man må håbe, at ytringsfriheden fremover lader mange nye litterære stemmer komme til orde.

I uge 41 var det ’Banned Books Week’ i Danmark, og her satte en række kulturinstitutioner og skoler netop fokus på ytringsfrihed, demokrati og censur internationalt set under overskriften #ForbudteBøger.