HavHav – ny roman af Ulrik Gräs

Fortælleren i ’HavHav’ havde en ven, Kent, som skød sig selv i badekarret. Hvordan endte det dog sådan? Ja, det er et spørgsmål, fortælleren og Kents mor stiller sig selv i romanen ’HavHav’.

Fortælleren og Kent vokser op sammen i Østerbo nær byens havn. Fortælleren er fascineret af Kent. Som de fleste venskaber, går det lidt op og ned med hensyn til samværet. Der er pauser i forholdet. Der er uenigheder. Uenighederne bliver store, da Kent sår tvivl om fortællerens første kærligheds oprigtighed, og da fortælleren får elevplads på en konservativ provinsavis. Og uenigheden bliver for stor, da Kent bliver mere og mere ekstrem i sine holdninger, hylder og accepterer terrorisme som et middel til at opnå målet. Vi får ikke nogen endegyldige forklaringer på, hvorfor Kent tog livet af sig selv. Han forbliver et mysterium. Hvorfor går han fra at være idealist til at være ekstremist?

’HavHav’ er en roman om venskab. Men som vanligt i Ulrik Gräs’ bøger: også meget mere end det. Det er også en roman om den første store, romantiske, uspolerede kærlighed, der ikke lader sig kyse af skeptiske kommentarer. Fortælleren bevarer en loyalitet overfor sit unge jeg og denne den første kærlighed, og ser til stadighed på den som den føltes dengang, ikke som den kunne opfattes i bagklogskabens klare lys.
Ulrik Gräs leverer et flot tidsbillede af Danmark i 1960erne/1970erne med virkelige personer i ”birollerne” som sætter kulør og autenticitet på romanen: Diana, Claus og Eli Benneweiz besøger byen med deres cirkus, Preben Kaas kommer med filosofiske betragtninger over livet på et værtshus i København. Ungdomsoprør og kvindefrigørelse sætter sit præg på personerne.

Og så er det et portræt af Vejle. Byens navn er ikke nævnt, men vi kan genkende adskillige gadenavne, stednavne og de smukke, poetiske beskrivelser af fjord, skov og bakker må udløse en medalje fra Vejle Turistforening. Via journalistelevens arbejde får vi knap så flatterende historier om Vejles borgere, men det er et godt greb, at lade en journalist være fortæller, så vi kan få disse virkelighedens fortællinger med i det store billede. Det handler også om journalistik og presseetik, da redaktøren indimellem er med til at holde hånden over byens bedsteborgere ved at fortie de mindre flatterende historier.  Fortælleren er i lære hos den karismatiske redaktør Nemo, der er som en far for den unge journalistelev. Nemo sætter i den grad præg på elevens penneføring og via disse råd kommer vi med ind i en forfatters værksted.

Jeg er begejstret for Ulrik Gräs’ sprudlende, opfindsomme og udtryksfulde sprog: ”billedbatteriet”, som han lader journalisteleven betegne det. Læs eksemplet nedenfor, hvor det hele efterhånden koger sammen i fortællerens hoved: episoder fra barndommen, erindringer, drømme:

”Jeg er gået i land på en bred i barndommen, min mor vinker, jeg er på vej i skole. Jeg bliver i sengen. Jeg ryster kalejdoskopet, halvt i søvne, og de mangefarvede dalende pletter bytter plads, de danner nye mønstre i erindringens lys med ubesvarede spørgsmål der hænger fast, men skifter kulør i forventning om et svar”.
Sikke en smuk opsummering af bogen og fortællerens sindstilstand.

Med sine 200 sider er denne roman mere komprimeret end Gräs’ forrige romaner. Ulrik Gräs skriver med stor nysgerrighed over ”mennesket” og vores handlinger. Trods det dystre udgangspunkt er det en underholdende bog, man flyver igennem, nyder undervejs og den maner til eftertanke.

Anbefalingen er tidligere bragt i Ugeavisen Vejle.