Skønlitteratur

Mine bogkøb på Bogforum 2024

Først i november var jeg til den årlige, store bogmesse i Bella Centeret i København. En bibliotekar bliver selvfølgelig også fristet til at købe lidt med hjem til egen bogreol… Her er de titler, der kom med mig hjem til Vejle.

Af Else Zakarias

Nikolaj Zeuthen har skrevet den skønneste digtsamling ud fra sin søns liv, da sønnen gik i 1. klasse. Den havde jeg læst inden købet, men ville forære den til et forældrepar, der udover at have en søn, der også går i 1. klasse, er skolelærere og dermed møder masser af børn i denne alder hver eneste dag.

Man kommer til at knuselske Per, som har lagt navn til bogen: ”Per, 1. klasse”. Han er en følsom, tænksom dreng, og vi følger ham og hans familie i hverdagene - blandt andet under corona epidemien. Det er rørende læsning og dejligt at få perspektivet fra en 7-årig, og som voksen bliver man mere forstående overfor et barn, der synes, det er forstyrrende at blive afbrudt i en god leg. Læs bogen, som, selvom det er digte, absolut ikke er svær at læse. Det er bekendelser fra en 7-årig, genkendeligheder og overraskelser for alle. Måske kan man endda læse den sammen med sit eget 7-årige barn? 

Jeg købte også Signe Gjessings ”I kan da også bare skrive om stjernerne!” De andre, er de ”misundelige” digtere, der beundrer Signe Gjessings digterkunst, og hendes svar er, at sådan kan de da også bare skrive. Det kan jeg nu nok tvivle på. Signe Gjessing er helt sin egen og har altid været helt sin egen. Det kan de af jer, der har oplevet hende læse op til Munch-Christensens debutantprisoverrækkelse, nikke ja til. Hun modtog selv prisen i 2014 og læste højt fra sine digte ”Ind i det u-løse” med en på én gang meget skrøbelig og meget stærk stemme. Hun høster store roser for sine digte. Digtene skal ikke forstås, det sker dog i glimt, glimt som hurtigt forsvinder igen. Denne udgivelse, som indeholder både prosa og digte, skal sanses og nydes. Du får flere skud dopamin, hvis du holder af æstetiske, sproglige overraskelser. Som f.eks:

”Tag min hånds fantastiske udsigt ud til et lidt forvirret verdensalt”.
”Den åndelige kærlighed slap med forskrækkelsen, da du sagde: Der kan ikke blive noget mellem os.”

Signe Gjessing er af en anden verden, hun bevæger sig i en anden sfære. Jeg vil læse ”I kan da også bare skrive om stjernerne” igen og igen og igen og undres og glædes igen og igen og igen.

Så fik jeg også købt Jonas Eikas 700 sider lange roman ”Åben himmel”. Umiddelbart var jeg lidt skeptisk: 700 sider om nogle nonner i Belgien i 1200 tallet… MEN 5-6 stjerner fra anmelderne og ord som ”pageturner” og ”mesterværk” fik mig overbevist. Ordene er fra Mikkel Krause Frantzens anmeldelse i Politiken, hvor han også skrev: ”Og sjældent har jeg læst en bog, der er så historisk og så samtidig. Så fuld af research og litterær stil. Så fuld af detaljer og drama.”

Og selvfølgelig skal jeg følge og læse Jonas Eika, som også har modtaget Munch-Christensens debutantpris - i 2016 for ”Lageret, Huset, Marie”. Jonas huskes nok af mange for dundertalen til Mette Frederiksen ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris, som han fik for den svære, men fremragende novelle-toer: ”Efter solen”. Jeg glæder mig til at forsvinde ind i den 700 sider lange åbne himmel. 

De to tidligere debutantprismodtagere, Signe Gjessing og Jonas Eika, bevæger sig begge i de højere himmelstrøg, med guddommeligt islæt, både i tematikkerne og i deres litterære kvaliteter, men absolut på hver deres, helt unikke, måde.

Godt nyt(læse)år og Gud bevare modtagerne af Munch-Christensens debutantpris.

 

Anbefalingen er tidligere bragt i Ugeavisen Vejle.