50 år med John Lennon' Mind Games
John Lennons fjerde soloalbum udkom den 29. oktober 1973 i USA, mens fans i England og resten af verden måtte vente til den 16. november. Samme datoer blev titelsangen lanceret som single med Meat City fra albummet som b-side. Omstændighederne omkring produktionen af Mind Games bar præg af kaos på de indre og ydre linjer i Lennon land med de amerikanske myndigheder truende i horisonten klar til at fratage ham opholdstilladelsen, skulle det vise sig juridisk muligt på baggrund af FBI’s overvågning.
‘I just couldn't function, you know? I was so paranoid from them tappin' the phone and followin' me’, som Lennon selv har formuleret det. Søgelyset på eks-beatlen skyldtes især hans politiske aktivisme, Nixon administrationen ej brød sig om og kom til udtryk i ord og vers på Mind Games’ forgænger, dobbelt studie og live albummet Some Time in New York City (1972), der endte som en kommerciel fiasko og ydermere fik en hård medfart af anmelderne.
Så slemt gik det imidlertid ikke for Mind Games, der har mere at byde ind med dog uden helt at nå samme kunstneriske højder som den rå og hudløse Plastic Ono Band (1970) og den gennemgående helstøbte Imagine plade fra året efter. Ud over bøvlet med de amerikanske autoriteter stod det om muligt endnu værre til på kærlighedsfronten, der sommeren 1973 førte til en 18 måneder lang seperation fra konen Yoko Ono, der fik nok af Lennons relation til parrets personlige assistent May Pang.
Lennon og Pang havde et halvandet år langt forhold til hinanden, før han og Ono fandt sammen igen, efter Ono valgte at tilgive hans adfærd, vilde udskejelser og eskapader i den periode, Lennon betegnede som sin ‘lost weekend’. Imens og inden da sloges de hyrede advokater for hans sag i retten i håb om at forhindre udvisning af landet. Disse legale trakasserier stod på on and off frem til oktober 1975, hvor der faldt afgørelse om, at Lennon ikke kunne deporteres på baggrund af politiske holdninger.
Trods tidernes ugunst fik Lennon hanket op i sig selv og skrevet materiale nok til Mind Games, der blev indspillet i juli-august måned i Record Plant studiet i New York. John Lennon valgte denne gang at producere udgivelsen på egen hånd og slap overvejende godt fra det, hvilket betød et fravalg af samarbejdet med Phil Spector, der havde stået på i en årrække.
Pang hjalp med at booke sessions og musikere, der i samlet flok lød det spøgefulde navn The Plastic U.F.Ono Band og blandt andet bestod af Jim Keltner (trommer) guitaristen David Spinozza, Gordon Edwards (bas), Michael Brecker (sax), Ken Ascher (keyboard) og et hold af korsangere der kaldte sig Something Different. Det politiske indhold i sangene måtte på Mind Games med få undtagelser vige for det personlige med selvbiografiske træk og blandede følelser, der hovedsageligt tog udgangspunkt i forholdet til Ono.
Albummet indledes på bedste vis med det vellykkede titelnummer, der havde været flere år undervejs og oprindelig hed Make Love, Not War efter det kendte hippieslogan. Drømmen om kærlighed og de tidlige 70’eres mentale tilstand kommer til udtryk i teksten, der er inspireret af bogen Mind Games: The Guide to Inner Space skrevet af Robert Masters og Jean Houston. Den friske rocker med klare referencer til 50’ernes lyd og stil, Tight A$, tager over og spreder de tunge skyer for en kort bemærkning før den inderlige ballade Aisumasen (I'm Sorry).
Som titlen antyder, står den på bodsgang og anger i håb om, Yoko Ono vil tage ham til nåde vel vidende, det næppe bliver lige foreløbigt, selv om han har hårdt brug for hendes tilgivelse og hengivelse. Den enkle og noget rodede Bring On the Lucie (Freda Peeple) er klart pladens mest politiske sang med referencer til (Vietnam)krig, undertrykkelse samt kampen for frihed og en bedre verden i stil med den proklamatoriske linje lagt i populære hits som Imagine og Power to the People.
Intuition er et fængende popnummer, der minder en del om det senere indspillede outtake Sally and Billy, Lennon ligeledes gerne måtte have udsendt officielt. Out the Blue er et af albummets smukkeste skud og atter en øm tonesat ballade med adresse til Ono. Lennons indre lidelser, længsler og dæmoner er metaforisk bøjet i neon med udsagn som ‘All my life's been a long, slow knife’ og ‘Like a UFO you came to me and blew away life's misery’, mens sangen musikalsk bevæger sig fra stilfærdig akustisk intro til gospelfarvet klimaks.
Der undskyldes endnu mere overfor Ono i I Know (I Know), Lennon efterfølgende har afvist som værende ‘just a piece of nothing’. You Are Here er i den sukkerholdige afdeling, og slutskæringen, den hard- og glamrockende Meat City båret igennem af et af de mest brutale Lennon-riffs i karrieren, renser heldigvis luften efter en række tunge ture i bekendelseshjørnet af direkte selvpinerisk karakter.
Alt i alt er Mind Games et statement båret af en stærk vilje til at gøre det private og personlige almengyldigt - kriser og konfrontationer, der kan ramme dig og mig inklusive en superstjerne som John Lennon, der har været udsat for nær religiøs tilbedelse, som han helst ville have været foruden. På den musikalske front opvejer plusserne minus og de kritiske anmærkninger, der giver et samlet facit af et album, Lennon sagtens kunne være bekendt og vandt ved genhør i anledning af den runde dag.