Angie og Mr. D

Det 11. studiealbum, der udkom den 31. august 1973 på bandets eget selskab Rolling Stones Records, kastede kæmpehittet Angie af sig, men åbenbarede ligeledes revner i fundamentet og når ikke samme højder som Sticky Fingers (1971) og Exile on Main St. (1972). Den ellers så solide krumtap i rytmesektionen, bassisten Bill Wyman, er kun med på pladens tre ud af ti sange, resten tog Keith Richards og Mick Taylor sig af, der begge er ganske skrappe på den firestrengede.

Goats Head Soup blev desuden det sidste album, bandet fik i kassen med assistance fra super produceren Jimmy Miller, der løftede gruppens samlede niveau mærkbart i studiet fra 1968-73 startende med Beggars Banquet. Arbejdet på nummer 11 fandt grundet bandets britiske skatteeksil hovedsageligt sted udenfor Englands grænser og blev forlagt til Dynamic Sounds i Kingston på Jamaica og The Village i Los Angeles.

Saxofonisten Bobby Keys, keyboard esset Billy Preston og de to fremragende pianister Nicky Hopkins og Ian Stewart, alle velafprøvede kræfter i Stones land såvel live og i studiet, gav en hånd med. Albummet gik til tops i USA og en række europæiske lande, men modtog blandet kritik fra både anmeldere og fans, der dengang og sidenhen har anført, at det begyndte at gå ned ad bakke efter den såkaldte gyldne periode 1968-72. Der er noget om snakken, selvom Goats Head Soup ikke fuldstændig kan afskrives som blot værende et dårligt og mislykket udspil.

Genhørt i Giles Martins 2020 stereo remix fremstår Goats Head Soup, der det år blev relanceret i et deluxe bokssæt forsynet med righoldigt ekstramateriale i form af alternative versioner, mix, tre ikke tidligere outtakes (Scarlet, All the Rage og Criss Cross) og livealbummet Brussels Affair, 1973, mere dynamisk, end denne signatur umiddelbart erindrede det. Dog burde Scarlet (med Jimmy Page som gæsteguitarist) og det sumpet gyngende Criss Cross efter min vurdering have været inkluderet på originalalbummet.

Brussels Affair, der i en lang årrække har cirkuleret som en særdeles eftertragtet og vellydende bootleg udgivelse i diverse versioner, er noget af en kronjuvel i Stones koncertafdelingen auditivt set og optaget i den belgiske hovedstad under gruppens 1973 efterårsturné, hvor Goats Head Soup næppe overraskende var pænt repræsenteret på sætlisten med blandt andet Angie, Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker), Dancing with Mr. D. og Star Star.

Trods indspilningerne i Dynamic Sounds på Jamaica er der ingen ansatser til reggae at spore på Goats Head Soup. Keith Richards havde flere truende retssager hængende over hovedet i forskellige lande, og forbruget af stimulanser var støt opadgående. Ifølge bookletten, der følger med førnævnte deluxe boks, forløb arbejdet noget ujævnt med indlagt misstemning undervejs, hvilket fik Wyman til at holde sig væk det meste af tiden. Mange ideer og numre kom i spil, og det hele strittede i forskellige retninger.

Angie var ikke det distribuerende selskab Atlantic Records’ første valg som single, der foretrak noget i stil med Brown Sugar, men bøjede sig for bandets ønske, et klogt træk. Denne smukke ballade, der ikke handler om Bowies daværende kone Angela, men derimod er inspireret af Richards datter Dandelion Angela, han i sit hoved havde navngivet Angie, før han vidste noget om barnets køn, hører til blandt de absolut bedstkendte Stones sange overhovedet.

To ikke brugte outtakes af mange, Tops og Waiting on a Friend, endte på Tattoo You (1981) i ændrede udgaver, men stadig med Mick Taylors guitar i behold. Goats Head Soup har ad disse omveje 2020 relanceringen medregnet således trukket lange spor i orkestrets karriere. Diverse numre fra pladen fik en renæssance under Stones’ turnéerne i 2002-03, 2014 og 2017; Star Star, Silver Train og Dancing with Mr D. Sidstnævnte er åbningsskæringen på Goats Head Soup og beviser, at selv i mere magre stunder er bandet stadig leveringsdygtig i stærke riffs og en funky bund. Klart et af albummets højdepunkter.

Coming Down Again er Richards i sit ømme hjørne med melodisk basspil af Mick Taylor, mens det blæserdrevne Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker) er ren 70’er soul, hvor Jagger leverer fuld skrue i en ret politisk tekst, der handler om New Yorks politi, som ved en tragisk og fatal fejl angiveligt skulle have skudt en ung mand ‘right through the heart’. B-siden lægger for med den ikke uefne boogierocker Silver Train, kompetent udført, dog heller ikke mere end det, selv om Taylors slidespil altid er en nydelse at lytte til.

Hide Your Love er desværre blot sekundavare i Glimmer Twins regi med Jagger bag klaveret. Winter uden Richards deltagelse er egentlig en dvælende fin sag i bedste Van Morrison stil og gedigent fremført af Mick Jagger. Sangen minder lidt om Moonlight Mile fra Sticky Finger uden at tangere dennes raffinerede opbygning og elegante strygerarrangement. Can You Hear the Music er også comme ci comme sa uden at føre de store steder hen.

Star Star hed oprindeligt Starfucker, men Atlantic insisterede på navneforandringen, da denne arketypiske Stones rocker skulle ud som albummets anden single. Der er forholdsvis utvetydige henvisninger til seksuel aktivitet på tekstsiden, der adresserer groupie livet og endda nævner kendte Hollywood stjerner som John Wayne og Steve McQueen. Gælden til Chuck Berrys karakteristisk ringlende riffs er tydelig på Star Star, hvis lyriske indhold næppe overraskende huede BBC, der hurtigt valgte at boykotte den.

70’ernes begyndende og dekadente udskejelser i showbizzlivets superliga indhentede Stones toget på vej mod glamour, excesser og jet-set liv, især Jagger nød at sole sig i. Goats Head Soup kan med en vis ret ses som enden på bandets mest profilerede periode fra slut 60’erne og start 70’erne, der blev afløst af kunstnerisk som kommerciel smalkost, før Some Girls i punk- og discotidens følgespor rensede luften, hvilket var tiltrængt dog uden Taylor på holdet.

It’s Only Rock’n’Roll lød mantraet på efterfølgeren til Goats Head Soup, exit Taylor og entre Ronnie Wood. Men det er straks en anden historie, der bliver rig lejlighed at vende tilbage til, når nyt jubilæumsstof står for tur. ‘Down in the graveyard where we have our tryst, The air smells sweet, the air smells sick; He never smiles, his mouth merely twists,

The breath in my lungs feels clinging and thick; But I know his name, he's called Mr. D, And one of these days, he's going to set you free’, sang Jagger i første nummer på dagens jubilar, mens mytologien om rullestenene lever videre, og djævledansen synes at fortsætte en rum tid endnu med og uden doktor død.