Dansk producer bag dødsmetalklassiker

Det amerikanske dødsmetalband Morbid Angel, der udgav albummet Covenant den 22. juni 1993, rettede året før henvendelse til Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios for at høre, om han ville tage til Tampa i Florida for at hjælpe med indspilningen af deres tredje officielle album i det legendariske Morrisound Recording-studie, kendt for en del produktioner i den absolut hårdere ende af metalskalaen. Rasmussen er således krediteret som producer af pladen sammen med Morbid Angel.

Musikken på Covenant er tung, mørk og satanistisk dødsmetal, og titlen kan bedst oversættes til en pagt indgået med Djævelen. Covenant blev det mest sælgende overhovedet inden for genren, efter at videoen til God of Emptiness fra albummet blev brugt i MTV's kultserie Beavis and Butt-Head. Her følger uddrag fra Flemming Rasmussen og min fælles bog Rock & stjernestøv om Flemmings arbejde med bandet i perioden januar-marts 1993:

‘Det var grænseoverskridende for mig som europæer at komme til Tampa, da der er tale om en kuvøse, hvor alle går rundt i en konstant temperatur på 25 grader året rundt. Morbid Angel bestod af trommeslageren Pete Sandoval, Trey Azagthoth (guitar) plus bassisten og sangeren David Vincent. Vincent må betegnes som værende 'hardcore White Supremacy', det vil sige rendyrket racist. Han beskrev sin kone, en blond sangerinde i et kvindeligt metalband, som en sund pige fra en familie med gode ariske aner. Jeg arbejdede igennem og holdt min kæft, hver gang han begyndte med sit pis, eller talte videre om noget andet.

Vincents bandmakker Trey har i øvrigt ikke 100 procent hvid kaukasisk baggrund, og Pete Sandoval er født i El Salvador. Altså to farvede personer i trioen, og jeg formoder, at de af og til blev trætte af at høre på Vincents ariske tirader. Senere røg Vincent ud af bandet, og før en reunionturné måtte Sandoval samme vej på grund af et narkomisbrug. Derefter blev han en slags genfødt kristen og atter i stand til at spille på sit instrument, men af indlysende årsager var det ikke Morbid Angel, der inviterede ham ind i folden på ny.

Covenant indeholder en række numre, der er klassikere i genren. Der sad såkaldte triggere på samtlige af Sandovals trommer, en mikrofon, der omdannede slagene til MIDI-signaler, som blev indspillet samtidig. Det går så stærkt, når der spilles blast beat med hurtige slagserier på lilletrommen og med dobbelt-stortrommepedalen, så det nær er umuligt at kunne definere noget som helst. I det tempo kan du heller ikke slå hårdt nok i forhold til den ønskede lyd.

Derfor startede jeg vores sessioner med at indspille hans trommer en ad gangen. Det kunne man ikke, lød det, men det modbeviste jeg og mikede samtidig rummet op, hvor Sandoval spillede. Jeg er godt tilfreds med at have produceret et så vigtigt og vægtigt værk som Covenant. Bagefter fløj vi til København, hvor pladen blev mixet i Sweet Silence. Vincent og Trey var der under mixningen. Trey gik hele tiden rundt med sin guitar og spillede på den.

Under opholdet i København blev han særdeles glad for Pusher Street på Christiania, hvor han kunne købe sit tjald. Jeg havde lyttet til Morbid Angels første to albummer og kunne godt lide deres energi, men jeg syntes dog ikke, det lød så godt, som det burde. I skrivende stund har jeg endnu ikke modtaget nogen afregning for royalties, så de må skylde mig en frygtelig masse penge. Kontrakten ligger i arkivet. Deres manager skrev til mig efter Covenant for at høre, om jeg ville arbejde med bandet igen. Mit svar opfordrede ham til at tjekke efter, om han og bandet ikke skyldte mig penge.

Dernæst hørte jeg ikke mere fra dem. Der er en del 'managere', som faktisk tørrer og snører deres band i større målestok, end man tror. Mange er sig selv nærmest i den branche. Hvis du som producer får procenter af salget i form af royalties, er det i princippet bare om at pudse en advokat på dem. Det undlod jeg dog, da udgifterne til en advokat i USA er skyhøje.

De gnæggende og udknaldede Beavis og Butt-Head, der havde væsentlig andel i Morbid Angels succes, afspejler på morsom vis en del heavyfans fra den tid, der levede for at høre den musik. Der blev headbanget i vildskab. I dag kunne jeg ikke forestille mig Beavis og Butt-Head på amerikansk tv. Generelt har jeg svært ved at forestille mig noget på amerikansk tv, der ikke er forfærdeligt i et land, der er ved at ødelægge sig selv fuldstændig.

Det er dog sjældent, jeg har mødt typer som David Vincent inden for metalverdenen, hvor det mest handler om musikken. Men hvis du eksempelvis nærlytter Roger Glovers tekster fra Rainbow pladerne, kan du sagtens finde politiske under- og overtoner pakket ind i lækker lyd. På en eller anden måde er al musik politisk med Vincent som et eksternt eksempel, der ventilerede sit racistiske had i tide og ikke mindst utide.