Farewell Yellow Brick Road
Sangeren, sangskriveren og pianisten oprindelig døbt Reginald Kenneth Dwight er bedre kendt under sit kunstnernavn Elton John og har i løbet af karrieren, der omfatter syv årtier, solgt på den rigtige side af 300 millioner albums. I dag fylder han halvrund og i gang med Farewell Yellow Brick Road The Final Tour, der bringer ham til Casa Arena i Horsens den 7. juni 2022 og Royal Arena i København den 5. juli 2023.
I anledning af de 75 er det passende at foretage nogle punktvise nedslag i den excentriske brites på alle måder imponerende fortælling og sangproduktion spækket med højdepunkter og enkelte misere. Elton John har senest ladet høre fra sig med duetpladen ‘The Lockdown Sessions’ udgivet i slutningen af oktober 2021, hvor han synger sammen med navne som Dua Lipa, Gorillaz, Eddie Vedder, Stevie Wonder, Stevie Nicks og Glen Campbell. John kan endnu og byder på overraskende fortolkninger af egne og andres kompositioner heriblandt Metallica, Pet Shop Boys og Damon Albarn.
Elton John, født den 25. marts 1947 i et yderdistrikt til London, kæmpede fra midten af 60’erne med at få fodfæste som musiker og sangskriver uden opbakning og anerkendelse fra sine forældre, som det fremgår af hans forrygende velskrevede, stedvist absurd morsomme og selvironiske autobiografi ‘Me’ (2019), hvor han på ingen måder skåner sig selv og vedstår et galoperende stimulans- og pengeforbrug, der flere gange er ved at slå ham ihjel og bringe hele Elton dynastiet af kitsch, overdådige blomsterdekorationer og garderober i de røde tal. Alt Larger Than Life.
Mindst lige så afgørende for den samlede historie og mere til er Elton Johns frugtbare parløb med poeten Bernie Taupin. I 1967 responderede Taupin på en annoncere i New Musical Express oprettet af Liberty Records, og skæbnen ville, at Elton John gjorde lige så, hvorefter de blev bedt om at skrive sange døgnet rundt med hver deres rolle, selv om folkene hos Liberty Records oprindelig påstod, at han faktisk ikke kunne skrive lyrik. Ikke desto mindre stak en af de ansatte Elton John en lukket kuvert fra bunken af indsendt materiale, som Elton John åbnede på vej hjem i undergrundsbanen og konstaterede, at Taupin til hans store overraskelse havde forfattet samtlige digte, og at indholdet tiltalte ham.
Makkerparret har holdt fast i hinanden gennem flere årtier og leveret hits og klassikere på mere end 30 albums fraset pauser i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. I de år modtog Elton John hjælp fra andre tekstforfattere, mens Taupin især skrev for Alice Cooper. Ønsker nogen at fordybe sig yderligere i dette skelsættende samarbejde, kan dokumentarfilmen ‘Two Rooms’ (1991) anbefales. Af den fremgår det, at de i mange år ikke så mere til hinanden, efter Taupin afleverede teksterne. De arbejdede hver for sig, men i nyere tid er det hændt, at Taupin kiggede forbi studiet, mens Elton John indspillede sangene. I 2007 dukkede Taupin til manges forbløffelse sågar op under Elton Johns ambitiøst anlagte 60 års koncert i Madison Square Garden. John fortalte, at han næppe var blevet den stjerne, som publikum kender og holder af, uden Taupins hjælp.
John debuterede på pladefronten i 1969 med ‘Empty Sky’, der bedst huskes for balladen ‘Skyline Pigeon. Ophavsmanden har afskrevet ‘Empty Sky’ som naiv. Det adjektiv kan dog ikke hæftes på efterfølgeren fra 1970 blot bærende hans navn, der indeholder flere af de sange, som on and off har været en del af sætlisten lige siden. Dette gælder særligt ‘Your Song’, som er en fortælling i sig selv. Teksten er sædvanen tro skrevet af Bernie Taupin, og deres versioner af hvor og hvornår, lyrikken blev til, er ret forskellige, men ifølge Taupin gik det stærkt med at få versene kradset ned på en notesblok ved køkkenbordet. ‘Elton John’ har dog meget andet at byde ind med end ‘Your Song’. Ligeledes nåede de soul- og gospelprægede ‘Take Me To The Pilot’ og ‘Border Song’ ud som singler og forefindes desuden jævnligt på liverepertoiret.
70’erne endte som Elton Johns triumfale årti, hvor han leverede fine albums, hits og langtidsholdbare sange i en lind strøm, der aftjener beundring og respekt. Repertoiret fra dengang udgør stadig rygraden i hans liveoptrædener, som på en god aften er garanti for medrivende virtuost klaverspil præget af gospel, honky tonk og oldschool rock'n'roll, højt energiniveau og intenst glødende vokalarbejde. Den førnævnte 60-årsdag blev i fuld længde udsendt som dobbelt dvd tilføjet diverse liveklip og tv-optrædener fra 1970-2006. I alt fem en halv times spilletid. Det overflodslignende materiale på ‘Elton 60 – Live At Madison Square Garden’ understreger klart og tydeligt, at han toppede mellem 1970-76.
Efter ‘Elton John’ gik det svimlende stærkt. ‘Tumbleweed Connection’ (1970) indeholder perler som ‘Come Down In Time’, ‘Where To St. Peter’ samt ‘Burn Down The Mission’. Året efter kom ‘Madman Across The Water’ (1971), der tæller to af mine personlige favoritter, nemlig ‘Levon’ og ‘Tiny Dancer’. Dernæst ‘Honky Chateau’ plus ‘Don't Shoot Me I'm Only The Piano Player’ (1972) med ‘Rocket Man’, ‘Daniel’ og så videre. Før det begyndte at dale rent kunstnerisk, blev tingene sat på plads med ‘Goodbye Yellow Brick Road’ (1973). Her nævnes en passant: ‘Candle In The Wind’, ‘Bennie and the Jets’, titelsangen og ‘Saturday Night's Alright For Fighting’ plus ‘Funeral For A Friend/Love Lies Bleeding’. 1973 sluttede som en sand sejr for Elton John. Rock, pop, glam rock, progressiv rock, ballader. Alt, hvad hjertet begærede.
1974 bød på hits som ‘Don't Let The Sun Go Down on Me’ og ‘The Bitch Is Back’. Ligeledes er ‘Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy’ (1975) et glimrende udspil især takket være ‘Someone Saved My Life Tonight’. Her stopper den lange opremsning imidlertid. En sådan serie er næsten umenneskelig at skulle leve op til. I 80’erne, 90’erne og det nye årtusind har Elton John gjort nogle absolut habile forsøg med udspil som ‘Two Low For Zero’ (1983), ‘The One’ (1992), ‘Songs From The West Coast’ (2001) og ‘The Captain & The Kid’ (2006), men det rokker ikke ved, at det stadig er de gyldne gensyn fra 1970'erne, den enorme fanskare især vil huske ham for.
Dog bør der lige dvæles ved to udspil fra nullerne, som bestemt har det i sig. 2010 indledte Elton John et frugtbart samarbejde med multiinstrumentalisten, sangskriveren, sangeren og produceren Leon Russell, der som studiemusiker og sideman har spillet med de største af de største, siden han fyldte 14. Russell døde i 2016 i en alder af 74 år. Elton John er en af Russells mest kendte beundrere, hvilket tydeligt høres i hans klaverspil. De to herrer nåede heldigvis at begå et fremragende album sammen, ‘The Union’ (2010), der førte til en fornyet interesse omkring Russells musik, som han vitterligt fortjente. ‘Oscar Wilde Gets Out’ er et af flere pletskud fra ‘Diving Board’ (2013). Elton John skal ikke længere bevise noget, og måske netop derfor virker albummet så helstøbt med fokus på kvalitet over hele linjen. Det klæder ham sgu – Bernie Taupin og bona fide klaverbokseren får det bedste ud af hinanden, og vokalt er Sir Elton stærkt kørende her.
Et hip hurra til Elton John med de 75 skal således runge over land, by og hele verden med. Hans samlede akkreditiver som sangsmed, musiker, producer, filantrop, musikformidler, skribent og menneske er svært at få kogt ned til en maggiterning, et sådant fødselsdagsportræt i sagens natur må nøjes med. Op- og nedturene har været uhørt voldsomme og intense i Johns liv, hvor millionsællerter, hæder og ære blev efterfulgt af misbrug, depression, selvmordstanker, spiseforstyrrelser og behandlingsprogrammer uden adgang til telefon, kreditkort og den celebre vennekreds, hvilket i sidste ende nok reddede hans liv. Sir Elton John er stadig Still Standing og på turné. Der er kun tilbage at sige tak for sangene og livshistorien, som matches af de absolut færreste i branchen.