Gentlemanden med klarinetten
Elith Nykjær Jørgensen, født den 8. februar 1937 i Gentofte og død den 11. december 2023 i København, er bedst kendt under sit kunstner- og kaldenavn Nulle. Hans virke var alsidigt, bredt funderet og nærmest altfavnende. Nulle gjorde sig som klarinettist, altsaxofonist, mundharpespiller, komponist, kapelmester og arrangør i musikkens verden og som manuskriptforfatter, skuespiller, medarbejder og vært indenfor film- og tv-produktion.
En mand med mange talenter, der gennem årtier trak et støt stigende publikum til sine utallige koncerter i spidsen for Nulle & Verdensorkestret, der har huset en lind strøm af yngre som ældre musikere og gæstesolister samt boltret sig i et væld af musikgenrer og kombinationer af disse på kryds og tværs i det tonale landskab. En skattet og afholdt institution i dansk musikliv som kapelmesteren himself, som kløede på med kærlig knofedt og kompromisløs viljestyrke i ønsket om at yde det bedst mulige i en karriere, der har varet i det meste af 70 år.
På en solskinsdag i september 2020 besøgte Søren Frost og jeg Nulle i hans lejlighed i det indre København for at interviewe ham til vores bog Fessor - 65 år i jazzens tjeneste. Nulles kone Louise Albeck supplerede hans fortælling med navne og årstal, og jeg nød hver en time og minut i deres gæstfrie hjem, før turen gik retur til Østerbro. Nulle og Louise dukkede op til Fessors bogreception november 2021, og har man sagt Nulle, har man i høj grad også sagt Fessor, hvilket fremgår af nogle lettere redigerede uddrag fra førstnævntes fortælling oprindelig bragt i Fessor biografien.
Nulle: ‘Vi var jazzfrelste. En flok romantikere, som havde fået en åbenbaring, da vi pludselig kunne fà pladerne med den originale jazz. Spillestedet Cap Horn i Nyhavn blev vores Storyville. Man kan godt sige, at vi startede jazzhistorien forfra. Vores helte var ikke millionærer, tværtimod, og det værste, vi kunne være, var kommercielle. Nu gjaldt det oprigtige følelser. Jeg havde en fire år ældre storebror, der købte 78'ere for sin ugeløn. På den måde lærte jeg klassikerne at kende: Armstrong, Morton, Bechet, Dodds og så videre. Han slæbte mig også med i jazzklubberne, fra jeg fyldte 15 år, og jeg var solgt.
Nulle om årene hos Fessor i 60’erne og 70’erne: ‘Da Fessor startede Big City Bandet i 1968, tror jeg ikke, hans ambition var at spille moderne jazz, men noget andet end de andre, for allerede dengang gik han jo derhjemme og hørte al mulig forskellig musik som Mingus, Bob Dylan, Cannonball Adderley og Oliver Nelson, som fik stor indflydelse på Big City Bandet. Vi spillede også egne kompositioner.
Den fik med rhythm and blues, mundharpen kom frem, og der blev udvidet med anlæg, så vi nu også havde højttalere, mikrofoner, mixerpult og stativer at slæbe rundt på. Vi havde et fantastisk orkester med Finn Otto Hansen på trompet, Steen Vig på tenor- og sopransaxofon, nogle gange begge på en gang, undertegnede på klarinet, altsaxofon og mundharpe og så selvfølgelig Fessor på basun.
Rytmegruppen bestod af Torben 'Plys' Petersen, piano, Thorkild Møller, trommer og lidt skiftende bassister, Ture Kindt Larsen, Ole Skipper Mosgaard, og sidst Preben Lindhardt. Det blev gyldne tider, ni år for mit vedkommende. Vi fik rigtig meget at lave og turnerede rundt i Danmarks jazzklubber. Vi var i Sverige og Schweiz, hvor vi vandt Goldpreis ved Jazz Festival Zürich. Vi lavede plader og nåede også at indspille med Champion Jack Dupree, Albert Nicholas, Bud Freeman, Wild Bill Davison, Eddie Lockjaw Davis og Red Rodney.’
Vores veje skiltes i 1978. Fessor fortsatte med sit Big City Band, og jeg fortsatte med at realisere en gammel drøm som gademusikant. Det blev til tre år med Finn Otto. Vi tog Europa rundt et par gange og USA - coast to coast og da jeg mødte min kone, Louise, i 1980, var hun frisk på at tage med på gaden. Det blev så til Nulle & Verdensorkestret, som i 2022 havde 40-års jubilæum.’
Nulle fortalte endvidere: ‘Tiden gik. Fessor sluttede med Big City Bandet. Vi startede Grand Danois sammen, og det endte med, at Fessor kom med i Nulle & Verdensorkestret, så i min bevidsthed har Fessor altid været der. Vi lavede også vores lille musikensemble, Mortens Aften, sammen med Morten Ærø (trommer), Jakob Munck (basun) og Fessor og mig med Morten Ærø som kapelmester. Nu har Fessor også lavet sit Jazz Kings, så man kan roligt sige, at der er gang i den.’
Fessor forærede mig Nulle & Verdensorkestrets Det Gyllene Strau album, der blev udgivet på cd i 2020 og en katalysator for den overrumplende og musikalsk elegante legestue, der har været gruppens vartegn siden etableringen i 1982. Det Gyllene Strau vil forblive i min samling som et vitalt og vedkommende minde om Nulle, en dybt dedikeret spillemand i ordets mest positive betydning.
Æret være Elith ‘Nulle’ Nykjær Jørgensens minde, gentlemanden med klarinetten har spillet sine sidste toner og generøst delt ud af sit kunstneriske virke, siden han for første gang satte sine ben i en jazzklub i 1953. Det skylder vi Nulle megen tak for og således forsøgt udtrykt i ord. De sidste par sæsoner bar præg af sygdom, men Nulle havde ingen intentioner om at standse karrieren af den grund. ‘Jeg har ikke nogen planer om at holde op med at spille, men det kommer sikkert af sig selv. Hvis man gerne vil leve længe, må man jo finde sig i at blive gammel.’ Sådan lød forklaringen i et interview i Jyllands-Posten i 2022. Nulle holdt sit løfte.
I de seneste godt 10 år optrådte og indspillede Nulle jævnligt med Emil De Waal i hans Emil De Wall+ projekt, hvor også Gustaf Ljunggren var en gennemgående figur. Fire minderige album blev det til – senest “Vente” fra 2021.
Læs flere artikler om musik og film på Vilhelms værelse.