På et højere plan af soul og social bevidsthed
Soulmusikken var ikke længere den samme efter udgivelsen af Stevie Wonders Innervisions, hans 16. studiealbum siden starten af 60’erne der blev udgivet den 3. august 1973 på Motown Records underselskab Tamla. ‘Little Stevie Wonder’ fuldbragte definitivt sin transformation til de voksne soloartisters rækker med dette mesterstykke, der forlener bestræbelserne efter spirituel forløsning med social kritik, søgen efter kærlighedens inderste væsen og et visionært tonesprog på et niveau, de færreste dengang kunne matche.
Som i tilfældet med forgængeren Talking Book (1972), der viste vejen mod nye horisonter, klarer Wonder ligeledes her det meste selv tilføjet lidt hjælp fra øvrige musikere og vokalister på godt halvdelen af de i alt ni sange, der fuldt ud demonstrer bredden i hans musik; moderne funk, klassisk soul og storladne ballader krydser klinge med latinfarvede rytmer, det lettere jazzede og de mere højtopbyggede harmonier.
Ikke mindst på keyboard- og synthesizersiden erobrede Wonder delvist uafprøvede territorier især takket være T.O.N.T.O. (The Original New Timbral Orchestra) systemet udviklet af musikerne og lydteknikerne Malcolm Cecil og Robert Margouleff, der begge var pionerer inden for elektronisk musik. De arbejde blandt andet med polyfoni, hvor det blev muligt at spille flere toner samtidigt på keyboardlignende analoge instrumenter, samt emulere andre instrumenters lyde. Nye tonale farver kom på paletten, og det forstod Wonder i den grad at gøre brug af til sin egen fordel.
Lyt blot til åbningsskæringen Too High, der i løbet af blot få sekunder sætter stemningen og en ny kursretning i det klanglige landskab, mens der på tekstsiden advares mod stoffer og stimulansmisbrug i øvrigt. Så er der signaturnummeret Living for the City, hvor Wonders evner som multiinstrumentalist kommer til deres ret og understreger, at han faktisk er en sand og særdeles funky stilskaber bag et trommesæt med sit uortodokse og sprælske spil.
Sangen er en barsk beretning om en ung sort fyrs skæbne i storbyen og et sindbillede på USAs socioøkonomiske problemer med ulighed, uretfærdighed og systemisk racisme tilsat reallyde fra gadeplanet med hylene sirener, arrestation og en brutalt smækkende fængselscelle dør. Den smægtende soulsag Golden Lady slutter side med keyboards en masse, Hammond orgel, congas og fyrigt vokalarbejde, kort sagt en Wonder Special.
Side 2 lægger dramatisk ud med den shufflegyngende og storsvingende Higher Ground, der handler om at nå et højere åndeligt og mentalt bevidsthedsplan med base i troen på reinkarnation. Tre dage efter udgivelsen af Innervisions kom Wonder alvorligt til skade som medpassager i en bil involveret i et dramatisk trafikuheld. Den amerikanske soulstjernes situation så alvorlig ud indlagt på hospital, og en af hans nære venner forsøgte at komme i kontakt med ham ved gentagende gange at nynne melodien til Higher Ground i hans øre.
Wonders restituering forløb efter planen, men han frygtede under indlæggelsen ej mere at være i stand til at spille musik. Stor var lettelsen, da hans fingre atter dansede hen over det keyboard, vennen medbragte til et hospitalsbesøg. Wonder havde genfundet sit eget Higher Ground til glæde for millioner af fans verden over. Jesus Children of America tager lyrisk fat i den menige amerikaners besættelse af religion og de fareelementer, der lurer ved fanatisk dyrkelse af den i sit hjemland.
Den tindrende smukke All in Love Is Fair er en bedårende hyldest til kærligheden med dens bevidste brug af lommepoetiske fraser og klicheer, kun Wonder er i stand til at slippe helskindet fra grundet sit sanglige talent og enorme register, der synes at have ophævet enhver fysisk modstand, andre vokalister støder på, når der skal strækkes igennem i det lyse toneleje. Der er nær løssluppen optimisme at spore i den latinbeat sprudlende Don't You Worry 'bout a Thing, der går durk i dansenervesystemet på smittende vis, mens Mr Wonder får liret nogle spanske brokker af sig.
Langt mere samfundskritisk og dystert gås der til værks i albummets slutskæring He's Misstra Know-It-All, en af denne signaturs favoritter i Wonderland. Nummeret er en form for soulballade, men afviklet med et fast uptempo beat, der giver det mere fremdrift og gospelenergi tilføjet Willie Weeks’ vidunderlige baslinjer og Wonders vokalarbejde, der er helt oppe at ringe under loftet.
Teksten er blevet tolket som et indigneret opgør med Richard Nixons præsidentskab præget af løgne, falskspilleri og magtmisbrug, men kan for så vidt bredes ud til at gælde alverdens plattenslagere og uhæderlige typer, der beriger og begunstiger sig på andres bekostning. Innervisions er meget tæt på at være Wonders lyde- og fejlfrie magnum opus, han har haft store udfordringer med toppe sidenhen.
Den kunstneriske overligger sidder ganske enkelte svimlende højt, der gav tilsvarende kommerciel dividende, hvilket er absolut fuldt fortjent. Det amerikanske og intellektuelt trendsættende magasin Rolling Stone gav Innervisions følgende ord og vurdering med på vejen i dets retroperspektive genanmeldelse i 2020 i anledning af deres nye liste over de 500 bedste albums gennem tiden, hvor Wonders genistreg sneg sig ind på en 34. plads:
‘Stevie Wonder may be blind, but he reads the national landscape, particularly regarding black America, with penetrating insight on Innervisions, the peak of his 1972-73 run of albums–including Music of My Mind and Talking Book. Fusing social realism with spiritual idealism, Wonder brings expressive color and irresistible funk to his synth-based keyboards on "Too High" (a cautionary anti-drug song) and "Higher Ground" (which echoes Martin Luther King Jr.'s message of transcendence). The album's centerpiece is "Living for the City", a cinematic depiction of exploitation and injustice.’ Jeg kan dårligt være uenig, kun i placeringen, der burde være en del pladser højere.