John Mayall 90 år

John Mayall har prøvet og opnået lidt af hvert i sit nu 90-årige lange liv; været gift to gange, blevet far og bedstefar til i alt 12 børn, sendt til Korea ved fronten i 1951-52 som følge af Englands involvering i konflikten og haft den nationale og internationale musikbranche som arbejdsplads i mere end 65 år samt boet i træhytter midt i den vilde natur for at spare penge i skat.

Historier om den noget excentriske og flamboyante bluesman, vokalist, sangskriver, guitarist, mundharpe- og keyboardspiller er der rigelig af, og antallet af vigtige solister og musikere, der gennem tiden har været en del af hans bands og navnlig The Bluesbreakers, er ganske imponerende. Dette gælder også for listen af gæster, der har siddet ind på de mange albums i den digre diskografi.

Mayalls status af stjernemager i britisk blues og bluesrock med afstikkere til jazzrocken og r&b er således mere end blot berettiget. Hans gehør for talent, hvordan det skabes og i sidste ende slippes fri er af ret unik karakter i et flygtigt fag, hvor dagsformen vurderes på udsendelsen af ens seneste albums og hits. John Mayall er født den 29. november 1933 i Macclesfield nær Cheshire i England, men har tilbragt størstedelen af sit liv i USA.

I 1979 blev Mayalls hus i Laurel Canyon i Californien ramt af en nær altfortærende ildebrand, der ødelagde en stor del af hans instrumentpark og omfattende musikarkiv, og 26 år efter indstillede det engelske kongehus ham til Officer of the Order of the British Empire (OBE), to yderpunkter i en mildest talt fascinerende tilværelse. Mayall havde spillet i diverse bands, før en anden af bluesscenens konger i England, Alexis Korner, i starten af 60’erne overtalte ham til at blive musiker og kapelmester på fuldtid i London.

The Bluesbreakers blev en realitet, der i 1964 fungerede som backing for John Lee Hooker under hans turné i England. Året efter forlod Eric Clapton The Yardbirds til fordel for The Bluesbreakers, hvilket skulle vise sig at blive et afgørende skridt i retning mod stjernehimlen for begge parter. Ovenpå diverse ind- og udskiftninger i rækkerne samt interne kævlerier udkom Blues Breakers with Eric Clapton endelig i juli 1966, et mesterstykke af de store i britisk bluesrock regi.

‘Clapton Is God’, stod der at læse med graffiti skrift i London for sin guitarindsats på nævnte album, hvor han spiller, så de højere magter må sig forbarme, rytmesektionen med bassisten John McVie og trommeslageren Hughie Flint grovsvinger som de færreste, mens kapelmesteren klarer resten. Clapton forsvandt hurtigt videre til støt stigende berømthed hos powertrioen Cream og blev erstattet i The Bluesbreakers af en solist i samme vægtklasse, nemlig Peter Green.

Green medvirker på albummet A Hard Road (1967), der er af tilsvarende kaliber som forgængeren, men også hans tid forblev kortvarig. Green grundlagde Fleetwood Mac sammen med McVie og Mick Fleetwood, der nåede at være trommeslager i The Bluesbreakers, før det nye stjernehold var en realitet. Mayall måtte igen igen ud for at lede efter nye talenter og gjorde et fund af dimensioner med den unge teenager Mick Taylor, der tog over fra 1967-69.

Taylor brillerer med sit elegante og ekvilibristisk velformulerede spil på Crusade (1967), Bare Wires (1968) og Blues from Laurel Canyon (1968), før han trådte ud af The Bluesbreakers for at blive en del af The Rolling Stones blot 20 år gammel iøvrigt på Mayalls opfordring og anbefaling. 1969-70 ændrede Mayall stil i retning af det mere akustiske uden trommeslager efter at have nærmet sig jazzrocken i nye varianter af bluesmusikken, men vendte retur til det elektriske i løbet af 1970-71 forstærket af guitaristen Harvey Mandel og bassisten Larry Taylor, begge nappet fra Canned Heat.

Op gennem 70’erne turnerede og indspillede Mayall med et større antal amerikanske musikere, før han i 1982 blev genforenet med Mick Taylor, John McVie og trommeslageren Colin Allen. Fra 1984 foregik det hele igen under navnet The Bluesbreakers, hvor de flinkfingrede Walter Trout og Coco Montoya udgjorde guitarflanken. I starten af 90’erne blev guitarsiden skåret ned til en med Texas-manden Buddy Whittington i front, der i en lang årrække klarede det krævende fingerarbejde i fornem stil.

Jeg oplevede denne version af John Mayall’s Bluesbreakers i veloplagt form i et telt fyldt til bristepunktet under Midtfynsfestivalen den 27. juni 1991. Desværre bar hans albumudgivelser i samme periode præg af tiltagende kedsomhed og konservatisme i udtrykket. Det gik mod bedre tider med Wake Up Call (1993), hvor Buddy Guy, Mick Taylor, Mavis Staples og Albert Collins sørgede for ekstra liv i kludene.

Den britiske blues’ gudfader blev fejret med maner i anledning af 70-årsdagen i 2003 forstærket af Eric Clapton, Mick Taylor og Chris Barber, der forlenede koncerten til fordel for UNICEF med en god portion ekstra stjernestøv, en helt igennem vellykket aften, der er tilgængelig på dvd og stærkt anbefalelsesværdig. I 2008 annoncerede Mayall, at The Bluesbreakers var opløst, og at arbejdstempoet samt antallet af albumudgivelser ville blive sat markant ned.

Dette kom nogenlunde til at holde stik med syv udsendte titler mellem 2005-19, hvor Mayall prøvede nye konstellationer af. Han har senest ladet høre fra sig på albumfronten med The Sun Is Shining Down (2022), der efter sigende skulle blive det sidste i karrieren indspillet i en alder af 88 år. I så fald slutter Mayall med bravur, hvor nogle af bluesscenens yngre og ældre talenter samt koryfæer får lov til at krydse klinger med ham rent instrumentalt.

Her kan nævnes Mike Campbell (eks. Tom Petty The Heartbreakers), roots-rockeren Marcus King, Americana-stjernen Buddy Miller, violinisten Scarlet Rivera fra Bob Dylans Rolling Thunder Revue, Chicago bluesguitaristen Melvin Taylor og den hawaiianske ukulele specialist Jake Shimabukuro. Den ukuelige, stadig vitale og evigt ung virkende John Mayall høres på vokal, mundharpe og piano uden at falde igennem på nogen af delene. Et selvvalgt otium, formår han rent faktisk at holde sig i ro, skal være denne institution i blues- og bluesrockens annaler yderst velundt.


Læs flere artikler om musik og film på Vilhelms værelse: