Keith Richards 80 år
Den karismatiske overlever med ikon-status i særklasse, der stadig er i besiddelse af rockmusikkens inderste urkraft og væsen, fylder 80 og i år aktuel med olle kolle foretagendet Rolling Stones, der den 20. oktober udgav Hackney Diamonds, deres første studiealbum med nyt materiale siden 2005. Nævnte plade tilhører ligaen af bandets allerbedste, der på en god aften stadig er i stand til at levere et vitalt liveshow båret frem af Mick Jaggers showmanship og fødselarens råt rykkende riffs og evne til at holde den kollektive energiudladning i kog.
Efter årtiers liv i overhalingsbanen er dette en bedrift i sig selv og bevis for, at der er masser af finurlig charme i behold i Richards hærgede kontrafej rigt på erfaringer og præget af et levet liv, de færreste mennesker kun kan drømme om. Stones-guitaristen er kort sagt ´Larger Than Life´ og nægter at gå på pension. Det understreges yderligere af, at Stones for nyligt annoncerede en stadion turné i USA fra slutningen af april til midten af juli måned 2024 med 19 koncerter i alt.
Manden med den karakteristiske bandana, lavt hængende guitar, åbentstående skjorte og ru stemme er født i Dartford, der ligger 30 kilometer sydøst for London, den 18. december 1943 mindre end halvandet år før 2. verdenskrigs ophør. Faderen var fabriksarbejder og oplevede krigens kamphandlinger på krop og sjæl. Moderens milde og musikalske væsen var i mange år Keith Richards holdepunkt i tilværelsen, hvorimod faderens mere barske natur gav anledning til gnidninger og oprør.
I drengeårene sang Keith i kirkekor, hvor hans engleblide tenorstemme kunne høres i Guds hus, indtil puberteten satte en stopper for salmesang og nadvergang. Senere, efter at være blevet smidt ud af den lokale Art School, stod den på guitar og bluesmusik. Han lærte Mick Jagger og Brian Jones at kende omkring 1961-62, og de flyttede i en lejlighed i indre by i London. Deres livsstil fik hurtigt det fælles hjem til at minde om en befængt hygiejnebombe med plader, instrumenter og madrester overalt.
Efter The Rolling Stones gennembrud og fokus på at skrive egne sange udviklede Richards sin personlige spillestil, der består af effektive guitarfigurer og fængende melodilinjer, der blev føjet sammen til en helhed af korte og enkle Chuck Berry inspirerede soli, som gav et klart signal om, at han ikke var sat i verden for at være en virtuos hurtigkarl på sit instrument.
Til gengæld blev Richards fra slutningen af 60´erne og starten af 70’erne, hvor bandet toppede rent kunstnerisk, og frem til vor tid banebrydende og stildannede ved at kombinere akustiske og elektriske guitarer ofte indspillet i seks til otte lag, så de danner en organisk helhed, der væver sig ind og ud af sangene i sirlige mønstre. Dette giver både variation og krop i musikken.
Richards tænker i lyde, der kan summe i hans hoved i månedsvis, og ser sig selv som et medium for iørefaldende melodier ovenpå en solid bund af rytme og klang. Efterhånden som The Rolling Stones udviklede sig til en af rockens vigtigste grupper med kreativ fremdrift og kommerciel succes, skabte Keith Richards en mytologisk og autentisk karakter i offentligheden, der for millioner af fans er indbegrebet af cool: Manden arbejdede og levede hårdt med de risici, udmarvende turneer og enormt forbrug af stimulanser indebar.
Stones ankermanden har siden 1967 flere gange været i konflikt med loven, politiet og domsstolene, men på forunderlig vis reddet sig ud af det meste ved hjælp af penge, advokater og den folkelige goodwill, han i et vist mål altid har nydt godt af, hvilket myndighederne ikke har kunnet hamle op med trods ihærdige forsøg på at knalde modkulturens helteskikkelse for illegale røgvarer og hårde stoffer.
Keith Richards har forlængst lagt de mest ekstreme vaner på hylden og efter eget udsagn stoppet med at drikke samt blevet far og bedstefar op til flere gange. Selv om han er udpræget holdspiller hos Stones og mindre flamboyant og egodyrkende end sin Glimmer Twins partner Sir Mick, kan der alligevel føjes tre habile soloplader til diskografien: Talk Is Cheap (1988), Main Offender (1992) og senest Crosseyed Heart (2015) sammen med sit band The X-Pensive Winos (de dyre drankere) samt gæsteoptrædener i et hav af forskellige sammenhænge og stilarter.
Guitaristen og sangskriveren par excellence er stor bogsamler og inkarneret læser. Hans bibliotek er enormt, og søgen efter særlige titler oppe under loftet har kostet ham et par fald fra stigen, og helt galt gik det, da han drattede ned fra en kokospalme, som resulterede i en hjernerystelse, og at Stones i 2006 måtte flytte rundt på turneplanen for at få ham klar igen. Apropos litteratur skal det også nævnes, at Richards i 2010 udsendte den særdeles læseværdige selvbiografi Life og fire år senere fulgte den op med børnebogen Gus & Me: The Story of My Granddad and My First Guitar.
Til trods for den globale berømthed er det langt hen ad vejen lykkedes Keith Richards at bevare sine rødder og oprindelige værdier. Det indtryk får man efter at have læst Life trods al den glamour og rigdom i eksorbitante mængder, hele bandet og følge har været omgivet af. Dette kræver sin mand og integritet. Måske er det grunden til, at Richards med de ni liv stadig står oprejst om end til tider på lidt vaklende ben og med gigtplagede fingre, der dog endnu har et fast greb i gribebrættet på den seksstrengede.
Udpræget viljestyrke og stædighed, der nat efter nat får ham til at slå akkorderne an til glæde for de tusindtallige loyale tilbedere på de allerstørste arenaer, har skænket hans furede fjæs med cigaretten i mundvigen en særlig charme og skønhed; kærligheden til musikken vandt trods alt over dæmonerne og den destruktive galskab, der også fulgte i hælene på Keith Richards nu 80-årige liv.
Det lå absolut ikke i kortene, at hans gang på jord skulle nå et sådant rundt tal, da det så allerværst ud. Men Richards er gjort af et usædvanligt stof, Hackney Diamonds har bevist, der endnu er nogle gyldne riffs tilbage i posen, og lur mig om ikke Stones bliver samtalestof i 2024, hvor de kan fejre 60 års jubilæum for udgivelsen af deres første album. Richards kan samtidig med god ret synge Before They Make Me Run og signaturnummeret Happy fra mesterstykket Exile on Main St. (1972).
Glæden ved arbejdet virker intakt, og han har tilsyneladende ikke tænkt sig at rende af pladsen. Hvorfor skulle orkestrets centrifugalkraft da også gøre det, når samspillet med den tro våbenbroder Ronnie Wood stadig fungerer, mens Jagger danser sine adrætte trin, pisker en stemning op, og trommeslageren Steve Jordan faktisk slipper godt fra at løfte arven efter Charlie Watts.
Nuvel, Time Waits for No One, som titlen lyder på en Stones sang fra 1974, men It’s Only Rock’n’Roll, Jumpin Jack Flash leverer sædvanen tro energirigtig ‘Gas, Gas, Gas’, og en solid mængde Satisfaction skorter det vel heller næppe på. Keith Richards venter klar i kulissen med et smørret grin og en grimasse, der kan passe.
